Er vågnet efter at være gået helt fredag-aften-kold. Jeg ville helst sove videre, men skulle huske tosse-pillerne. En hvid, en lyserød og to i hvid + gul colorcombi.

Jeg vågnede med dårlig samvittighed. Over at have en plads hos psykiateren i en periode med bedring, hvor jeg ikke ligger og bider i gulvtæppet, så at sige. Jeg har dårlig samvittighed over for dem, der har det virkelig dårligt. Lige nu!

Jeg optager en plads i den travle mands kalender, og jeg tror, at jeg ikke har ret til den plads.

Under samvittigheden kan jeg mærke noget andet. Jeg frygter, at han siger: “Så! Nu er du fin! Der er ikke noget i vejen med dig!”.

For det er der. Og jeg har ikke andre håb om hjælp.