“No way, Jose! Det der? Det gider jeg fandme ikke at være med til! Du kan glemme det…”

Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg kan beskrive depressionen. Det er svært, fordi jeg ikke har lyst til det, men også fordi det var en døs af intethed, som jeg ikke rigtig kan huske. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede (ud over at fodre Smartass hver anden time), og jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte. Jeg kan bedst huske, hvordan det føltes i kroppen.

Lige nu har jeg det heller ikke godt. Jeg har vidst fået influenza – den fysiske elendighed. Følelsen af ikke at kunne holde sig oprejst, feber-varmheds-fornemmelse, ondt i hovedet og led og tænder, krassen i halsen, svimmel og mega-træt. GOK! i hovedet, hvis jeg står op og tror, jeg lige kan fixe noget…Det synes kroppen altså ikke lige, at den skal!

På samme måde sagde den fra, da jeg havde budt den psyke-smerte og stress længe nok.

“Nu blir du simpelthen nødt til at forstå at mig, hjerte og hjerne, vi ikke gider det her mere. Vi er trætte, vi skal hvile, og det skal du også!”

Meditation? Nej… Jeg har ikke givet det en ærlig chance, for jeg er for utålmodig. I stedet tager jeg til Nowhere, som er et sted i mit indre – der hvor jeg er, hvis jeg sidder stirrer tomt frem i luften. Jeg forsvinder ind i mig selv ved både fysisk og psykisk smerte. Der er ligesom et sted…der dulmer. Jeg tror, der pumpes endorfiner ud i den sårede krop, når jeg er der. Men noget for noget, og Nowhere krævede sit offer sidste år:

Depressionen gjorde mig træt, modløs, opgivende og ligeglad med alt. Mit indre var gammelt ulækkert opvaskevand med kolde udblødte spaghettirester. Jeg græd ikke meget, men var trist og mismodig. Grå indeni og grå udenpå. Gad ikke stå op, gad ikke tale med nogen, gad ikke møde nogen, gad ikke gå i bad og kunne næsten ikke klare gentagelser (lige præcis det kan jeg endnu ikke forklare, så det er forståeligt). Jeg syntes, at alting var meningsløst, og selvom jeg har det meget bedre, så kæmper jeg stadig med den del.

Jeg var udmattet og skrækslagen. Om og om igen: “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, og hjertet bankede så voldsomt, at det gjorde ondt. Indimellem troede jeg, at jeg aldrig ville kunne rejse mig op igen.

Jeg svedte. Jeg panikkede. Ved mange mennesker måtte jeg bare ud og væk. Jeg var mislykket, en fiasko, og da mine kognitive evner også svigtede, blev jeg dum og hjælpeløs.

Men meget af tiden var jeg også ligeglad – doped af et Nowhere-lindrende engleslør over begivenhederne. Som influenzafeber…

20120909-190259.jpg