Tag: Træthed

Ret og pligt

På en måde blir man jo træt af at høre sig selv hælde vand ud af ørerne, jammer på jammer. Og man kan forestille sig reaktioner, som:

Ah så sluk dog for den Cure plade og hold op med at have så ondt af dig selv!

Og indimellem tænker jeg, at nej nu gider jeg sgu ikke det her mere. NU! Nu, tager jeg ja-hatten på og bevæger mig ud i livet igen. Tager mig sammen, fro og frisk! Jeg har jo kunnet før. Måske er det bare indbildning? Måske kan jeg godt, hvis jeg bare vil. Det. Nok… Og så blir jeg træt. Jeg kan godt nå at sætte gang i noget tjuhej og dullegrej, og aktivere børnene og gå i gang med noget planlægning med Mand. Og så pludselig, mens jeg vender ryggen til, fiser energien ud, og jeg finder mig selv modløs og opgivende midt i en bevægelse.

Jeg er stadig ikke god til at kræve, nyde og udnytte ego-ønsker. Med det resultat, at jeg føler at dagen har været eeen lang servicering af andre. Også selv om det ikke er rigtigt. Det er noget med, at visse aktiviteter kræver ro, og jeg starter ikke på dem, når jeg ved, at der er en sandsynlighed for: Mooar?!

I efterårsferien har jeg ikke været alene på den måde, jeg har brug for. De andre har jo lissom også lov til at være her. Jeg er bare så satans populær, at de hver især gerne vil have mig 100%, og så mange har jeg jo slet ikke. Men det er ikke svært at regne ud, at regnestykket ikke går op til min fordel.

I dag sagde Mand til mig:

“Det er din pligt at passe på dig selv”

, fordi jeg hulkende og hikstende forsøgte at forklare den loyalitet eller pligtfølelse jeg har i forhold til visse dele af mit arbejde. Jeg har nemlig igen rodet mig ud i noget, jeg ikke burde rode mig ud i – men jeg føler, at det er min pligt.

Og Psyko snakker om, at jeg skal sætte grænser. Men hvad så hvis man enten ikke kan høre eller se mine grænser, eller bare ikke er enig i, at de skal være lige der. Eller måske bare er ligeglad med dem. Hvad er det så, man skal forestille at gøre ved det?

Ja, du skal sgu ikke kigge på mig! Jeg kender da ikke svaret!

 

En af de dage

Hvor jeg er megatræt. Hvor jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i bad. Hvor hjertet hamrer. Hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal. Hvor jeg allerede er negativ over at skulle lave aftensmad. Hvor tøjet strammer. Hvor jeg ikke kan overskue at tage til fødselsdag hos BFF i morgen. Hvor hunden jagter katten. Hvor efterårsferien er på vej mod afslutning. Hvor hverdagen truer. Hvor jeg ikke kan overskue en skid. Hvor jeg ikke kan tage mig sammen. Hvor jeg ikke gider noget…

Sidder den ondelyneme og tænker, at det kunne være rart ind i mellem at have en klon, stand-in, robot-whatever der indimellem kunne spille mit liv for mig. Jamn, Jeesuz hvad skal jeg så? Altså imens?

Jamn jeg trænger bare til at hvile mig lidt

Hej til vink med en vognstang! Som jeg stadig ikke forstår…

© 2019 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑