Tag: Symptomer

Tredie stadie, Fosterstilling

“No way, Jose! Det der? Det gider jeg fandme ikke at være med til! Du kan glemme det…”

Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg kan beskrive depressionen. Det er svært, fordi jeg ikke har lyst til det, men også fordi det var en døs af intethed, som jeg ikke rigtig kan huske. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede (ud over at fodre Smartass hver anden time), og jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte. Jeg kan bedst huske, hvordan det føltes i kroppen.

Lige nu har jeg det heller ikke godt. Jeg har vidst fået influenza – den fysiske elendighed. Følelsen af ikke at kunne holde sig oprejst, feber-varmheds-fornemmelse, ondt i hovedet og led og tænder, krassen i halsen, svimmel og mega-træt. GOK! i hovedet, hvis jeg står op og tror, jeg lige kan fixe noget…Det synes kroppen altså ikke lige, at den skal!

På samme måde sagde den fra, da jeg havde budt den psyke-smerte og stress længe nok.

“Nu blir du simpelthen nødt til at forstå at mig, hjerte og hjerne, vi ikke gider det her mere. Vi er trætte, vi skal hvile, og det skal du også!”

Meditation? Nej… Jeg har ikke givet det en ærlig chance, for jeg er for utålmodig. I stedet tager jeg til Nowhere, som er et sted i mit indre – der hvor jeg er, hvis jeg sidder stirrer tomt frem i luften. Jeg forsvinder ind i mig selv ved både fysisk og psykisk smerte. Der er ligesom et sted…der dulmer. Jeg tror, der pumpes endorfiner ud i den sårede krop, når jeg er der. Men noget for noget, og Nowhere krævede sit offer sidste år:

Depressionen gjorde mig træt, modløs, opgivende og ligeglad med alt. Mit indre var gammelt ulækkert opvaskevand med kolde udblødte spaghettirester. Jeg græd ikke meget, men var trist og mismodig. Grå indeni og grå udenpå. Gad ikke stå op, gad ikke tale med nogen, gad ikke møde nogen, gad ikke gå i bad og kunne næsten ikke klare gentagelser (lige præcis det kan jeg endnu ikke forklare, så det er forståeligt). Jeg syntes, at alting var meningsløst, og selvom jeg har det meget bedre, så kæmper jeg stadig med den del.

Jeg var udmattet og skrækslagen. Om og om igen: “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, “Åh nej, åh nej, hvad skal jeg gøre?”, og hjertet bankede så voldsomt, at det gjorde ondt. Indimellem troede jeg, at jeg aldrig ville kunne rejse mig op igen.

Jeg svedte. Jeg panikkede. Ved mange mennesker måtte jeg bare ud og væk. Jeg var mislykket, en fiasko, og da mine kognitive evner også svigtede, blev jeg dum og hjælpeløs.

Men meget af tiden var jeg også ligeglad – doped af et Nowhere-lindrende engleslør over begivenhederne. Som influenzafeber…

20120909-190259.jpg

Tilskuer til opløsning

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

  • Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
  • Han græd meget og ville ikke i skole
  • Han ville ikke spise
  • Han var bange
  • Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
  • Han var konfliktsøgende og vred
  • Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
  • Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

  • Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
  • Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
  • Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.

20120819-105442.jpg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑