Tag: Spiseforstyrrelse

Diva

Diva er har diagnose på atypisk autisme. Hun er højtbegavet, smuk og vellidt, så de fleste opdager ikke, at der er ‘noget’ med hende.

Men hun har svært ved at gennemskue sociale spilleregler, hun tænker meget konkret og er udfordret på sin forestillingsevne. Hun reagerer med stress, angst og udmattelse, når der ikke tages hensyn til hendes behov.

…og nåeh ja, hun har også en spiseforstyrrelse, hvilket har vist sig at være en hyppig sidegevinst til autismen. Hun er meget lig Smartass i sin adfærd, så vi håber på, at hun udvikler sig positivt og bliver mindre rigid, ligesom han er blevet.

Efterår nu

Spamfilteret har fanget 5431 useriøse kommentarer siden sidst, og Zalando nægter snart at levere mere her: Sarte børn, der siger, at “den kradser”, og kvinder der alligevel ikke har råd til de der fede støvler.
Jeg har efterårsblues og magter ikke, at hverdagen og de forhadte madpakker truer igen. Hvis jeg skal, så tror jeg godt, at jeg kan få ferien til at lyde af mere, end den har været…det plejer bare at være det uindpakkede, jeg skriver – og det er også derfor, her har været stille. Der har været for meget, for privat. Samt overvejelser om, hvorfor det er relevant for nogen at læse om familien Fucked-Up. Men here we are igen – ufriske og uklare på konsekvenserne af, at Diva nu også udredes på Børnepsyk.

Kort fortalt så ligner hun bare Smartass alt for meget til, at vi kan lukke øjnene for det. Hun har spiseforstyrrelse/spisevanskeligheder, og til trods for (forsøg på) en fokuseret indsats og ADD-anerkendt hverdag, så er det kun blevet værre. Hun skal have hjælp, for vi frygter udvikling til anoreksi. En fjende, som allerede står og banker på døren. Jeg er igang med et fokuseret indlæg om, hvordan udredningen foregår.

Selvom vores liv stadig har store bølgedale, så har det måske fået et leje, hvor jeg ikke har lige så stort behov for at dele min frustration og mine oplevelser med ‘systemet/det offentlige/kommunen/lægeverdenen’. Primært tror jeg dog, at mine drenge skal have æren for, at vi hele tiden bevæger os fremad. Det ekstreme bliver hverdag, og lige pludselig oplever vi teenagere, der tager ansvar og fungerer. Og vi kigger på hinanden og tør næsten ikke tro på det.

Diva

I morgen skal hun til sundhedsplejerske. Og så skal jeg efterfølgende nok have en snak med lægen. I går lukkede jeg posen lidt op for en veninde, der “tilfældigvis” er uddannet psykolog, og hun vurderede, at tøsen har angst med spiseforstyrrelse som et af symptomerne.

I dag er der så en masse om børn og angst i medierne, og jeg indser måske, at vi ikke bare kan kalde hende for miniSmartass og lade stå til, eller hvad det er vi gør… (NOT!)

Hun er så meget yngre end Smartass, at hun ikke kan have afluret, hvordan han forholdt sig til mad, da han var yngre. Så det er spooky at se gentagelserne, at se hende gøre og sige præcis de samme ting. Hun er headed direkte mod anoreksien, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det. Man føler, at man er med-alkoholiker, når man lader hende (og Smartass) spise det mad, de kan acceptere. Men det er jo ikke normalt, at en lille piges reaktion på en planlagt tur til Paris i maj er, at hun er bange for ikke at kunne få noget at spise i de 5 dage, vi er på tur. Og at hun var i tvivl om, om hun kunne komme med, hvis vi ikke kunne medbringe bondebrød og peanutbutter.

Hun skal have noget hjælp. Det skal mand og jeg også. Men man skal jo have kræfter for at kunne iværksætte nogle samtaler og ansøgninger. Og selvom jeg ved, at det skal gøres, så bliver jeg simpelthen nødt til at lytte til Psykos ord i mit hoved, og tro på at det er ok, at jeg først lige må splatte helt ud og give efter for trætheden.

Søndag morgen

Trægheden er vedvarende.Smartass tager nærmest kun føde til sig, når jeg serverer det for ham, og jeg gør mit bedste for ikke at føle mig lænket til et ammebarn igen. Der er ikke rigtig nogen udvikling skråstreg ansvarstagen hos ham (eller Mand for den sags skyld), og det er voldsomt frustrerende, når jeg tænker over det. Så det prøver jeg på at lade være med…
Jeg er efterhånden også selv blevet så træt af det her, at jeg er på nippet til at sige, at jeg hader mad. Det gør jeg ikke, men jeg gider bare ikke beskæftige mig med det – og det kan man ikke bare, når man har valgt at blive mor til tre. Så jeg læser opskrifter, køber ind, prøver at gøre det lækkert og indbydende (og sundt). Og jeg synes, at fælles måltider er vigtige. Og de skal være hyggelige og rare som fælles fixpunkt for familien. Det er mit ideal, og jeg kæmper den daglige kamp for at det skal lykkes.

Men når jeg er alene, så rager det mig en papand. Så æder jeg af emballagen, og det skal bare overstås, så jeg ikke er sulten. Jeg nyder, når det smager godt, men derudover… nada. Nogen gange tænker jeg på, om børnene er så vanskelige omkring mad, FORDI deres mor udsender mixede signaler. At de som spæde er blevet bange for mad, fordi der som fødemiddelallergiker er madvarer, jeg ikke spiser. For jeg tager jo automatisk skylden for alt på mig. Men aaarh, det er vidst at tillægge en detalje for meget værdi, og Smartass har jo diagnoser, der ikke er skyldrelaterede.

Hmm…det jeg vil frem til er:

Hold da kæft, hvor ville jeg ønske, at der var nogen, der gjorde det for mig!

I den kommende uge starter jeg hos en såkaldt karrierecoach. Han skal hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg bedst får balanceret det her familieliv i forhold til job. Juhuu! Yay! Har jeg det store forhåbninger? Not really…

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Børnelærdom. Barnemad.

Det er betydningsfuldt, det her. Det er ikke om hverken angst, stress eller depression. Men det er alligevel om et pres på mine skuldre, der nu kan lettes. Med den her artikel om spiseproblemer og kræsenhed hos hypersensitive børn kan jeg sige:

Hold nu kaje!

til det lucky bunch af uvidende, misbilligende, kritiske, bedrevidende, bekymrede, gode-råd-givende, velmenende og tavst anklagende, der har fulgt os, siden Smartass var baby.

Artiklen er skrevet af Ulla Lebahn, som er børneergoterapeut med speciale i arbejde med børn med spisevægring, svær kræsenhed og fobisk tilgang til mad. Læs mere om hendes tilgang, erfaringer og passion for emnet på www.lebahn.dk

Læs den hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle børn udvikler ekstrem kræsenhed.
Husk den før du siger:

Jamn, Jesper Juul…

til en fortvivlet mor.
Og giv den til din læge? Vi er nogen, der ville sætte pris på mere kvalificeret hjælp fra børnesundhedpersonale…

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑