Tag: Smartass

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Forløbet i tid

Smartass brød helt sammen i midten af oktober.

Oktober – januar

Jeg husker det som om, jeg brugte mine aftener på at gå i ring mellem børn, der skulle puttes, trøstes og snakkes med. Tit måtte jeg sidde hos Smartass, til han faldt i søvn. Når det blev sengetid vrimlede tankerne, og han kunne ikke falde i søvn. De andre to blev også kede af det og bange i den anspændte stemning, Vi talte meget.

Derefter lige noget arbejde…

Januar – februar

Jeg var konstant syg, og vi var blrvet opmærksomme på, hvor lidt Smartass spiste. Vi lokkede, truede (jeg fjols skræmte i afmagt barnet fra vid og sans ved at råbe noget om proppe slanger ned i maven på ham, hvis han blev indlagt), men det hjalp ikke. Jeg slæbte ham til hypnotisør (der kommer et indlæg med succes’eer og fiaskoer), og vi gik hos børnepsykologen.

Februar – maj

Vi kom halvakut på børnepsyk, og jeg selv blev deltidssygemeldt. Der skulle mad i ham, før de overhovedet kunne vurdere hans reelle tilstand. Hans hjerne var påvirket af det lave madindtag, så argumenterne kørte i ring. Hans spin, tror jeg vi nogen gange har kaldt det.

Han balancerede på kanten af indlæggelse (vi ville helst undgå det), så han skulle fedes op med min. 500gr pr. uge. (registrering af alt madindtag, kalorietælling osv). Han var totalt på tværs og mente, at det bare var psykologer, der ødelagde hans liv. Han gik nok kun i skole 40% af tiden. Han skulle håndteres som et lille barn, og vi kunne ikke forvente, at han selv tog ansvar for noget.

Maj – oktober

Fuldtidssygemeldt og deprimeret. En lang døs.

Smartass i konstant bedring. Han fik diagnose på depression (engangshændelse), atypisk spiseforstyrrelse, hypersensitivitet, et eller andet med psykisk halløj i familien (mig), men til alles forundring ikke mere. Der var nogle tendenser i hans test, men de havde valgt ikke at sætte en diagnose på de særlige udfordringer, han har.

Vi indførte i denne periode skemaer med pligter, belønninger og yderligere regler. Mand var nødt til at være bussemand omkring firkantede regelsæt, fordi det var det, der var nødvendigt.

Oktober – februar

Start på arbejde på eget ønske. Hele 9t om ugen til start, og så var det meningen, at jeg skulle trappe op.

Smartass tabte 2 kg henover julemåneder, og vi startede forfra på registrering og kalorietælling. Han blev skrevet op til indlæggelse, og de sagde, at de havde undervurderet hans problemer. Han er superdygtig i skolen, men han har store indvendinger mod selve skoleformen.

Februar – juni

Læge indførte et max på 20 eller 25 t pr. uge, fordi jeg fortsat var træt og så gråt. Jeg skal have ro og tid alene.

Smartass blev henvist fra vores afdeling på børnepsyk til Center for Spiseforstyrrelse, men de ville ikke tage ham ind.

Juni –

Jeg kommer på 20 timers kontrakt, så jeg ikke behøver at stresse over at skulle trappe op.

Smartass er fuldt integreret med klasse og kammerater igen, men mad er stadig et kæmpe problem.

Vi afventer stadig en yderligere test på børnepsyk med henblik på ADD diagnose.

Jeg selv er startet hos psykiater.

20120825-132057.jpg

Familiemedlemmer og andre

Ja, ja jeg ved det godt! Der skal lidt mere fyld på her…

Moi

Tjah…

Mand

Selvstændig og in-looove with computers og gadgets. På børnepsyk grinede vi meget af, at psykologen kom til at sige noget i stil med: “…for du kan jo bare se på din far. Man kan godt leve almindeligt alligevel…”. Med ADD altså (som han bestemt ikke har en diagnose på).

Mand vil gerne gøre mig glad.

Hvis du er glad, så er vi andre også glade

Det er bare svært i praksis. Og måske har han alligevel noget diagnosekrævende i bagagen.

Smartass

Storebror på nu 15 år. Han havde i halvåret omkring sin 12 års fødselsdag en depression. Han er hyper-sensitiv, har en atypisk spiseforstyrrelse (vil ikke spise), og han har også en diagnose på ADD. Center for Spiseforstyrrelser vil ikke modtage ham, fordi spiseforstyrrelsen er relateret til hans øvrige vanskeligheder…så der er ikke mere hjælp at hente, eftersom han er udskrevet fra børnepsyk. Uden medicin…den typiske Ritalin behandling af ADHD har ofte den bivirkning, at man taber appetitten/ikke kan spise noget. Og ja…det lyder ikke hensigtsmæssigt, vel?

Han ER ikke en smartass på den irriterende måde. Jeg kalder ham Smartass her, fordi det giver mig en god følelse indeni. Når han er ovenpå, kæk og flabet (og lidt for selvglad), så er han så tydeligt tilbage! Den dreng, vi i perioder frygtede, var væk, så den gladeste lille dreng kun kunne være et minde.

Radar

Lillebror og storebror på 13 år. Mit smertensbarn, fordi han ligner mig alt for meget. Fuld af følelser, der hober sig op. Fuld opmærksomhed på omgivelserne. Han brænder nogen gange helt sammen og bliver voldsomt vred. Der er ingen tvivl om, at han har lidt under denne periode med Smartass og mig. Men efter han har skiftet skole oplever vi nu en teen, der blomstrer

Diva

Lillesøster på 8 år. Læs også Barnet der ikke kunne sove. Hun er sjov, snakkende og kræver fuld opmærksomhed. Heldigvis har hun også nogle fantasivenner… og nu skal hun også lige en tur omkring udredning på Børnepsyk, fordi hun udvikler flere og flere særheder.

M&M

Mormor og Morfar aka Forellerne

Nogen

Min mor. Vi får begge knopper ved tanken om, at hun kommer til at lyde som sådan en papegøje, der sidder og skræpper sandheder. Det vil vi ikke. Så Nogen lyder mere neutralt-agtigt

BFF (Best Friends Forever)

Mands partner, som har det svært med ternede skjorter og for små rum. Mand og BFF kan sidde på kontor sammen hele dagen for så at ringe om aftenen og lyde som om, de ikke har talt sammen i flere dage. Ligesom dengang jeg gik i gymnasiet. Hold nu kæft der ku osse ske meget på busturen hjem… Det har så vist sig, at primadonnanykker ind imellem skaber store problemer. Men dem kommer jeg ikke ind på her.

Psyko

Psykiateren, som jeg fik anbefalet og var på venteliste hos i laaaaang tid.

Usynlig

Uundværlig kollega, som jeg savner. Usynligheden er en intern joke.

Teflon

En kollega på chefgangen. Dog uden overskæg.

K

Lidelsesfælle inden for mangt og meget. Og knaldhamrende godt selskab!

Den venlige sygedagpengedame

Den første socialrådgiver jeg havde, mens jeg var sygemeldt. Led som bare fanden!

Andet stadie, kan-ikke-mere

Dårlig samvittighed
Skyldfølelse
Koncentrationsbesvær
Irritabel
Udmattelse
Infektionssygdomme
Upålidelig

Sygdom igangsatte næste fase. Gennem halvanden måned var jeg på 3x pencillin pga hoste, smerter…muligvis lungebetændelse, muligvis ikke. Jeg lå i sengen, og på arbejdsdage slæbte jeg mig direkte hjem under dynen.

Samtidig var der den familiemæssige situation, som gjorde, at al fritid blev brugt på at forsøge at forstå, hvad vi skulle gøre. Jeg var syg af bekymring og følte mig mere og mere presset

Når jeg blev hjemme for at passe på mit barn, havde jeg dårlig samvittighed. Gik jo fra at være pligtopfyldende og pro-aktiv til at levere en temmelig slatten indsats. Selvom jeg virkelig prøvede kunne jeg ikke koncentrere mig, og jeg blev ofte nødt til at tage hjem, fordi fx drengene var røget i totterne på hinanden.

Jeg opgav min ledelsesfunktion, fordi jeg ikke kunne være bekendt at være så fjern og upålidelig. En af mine kollegaer har siden sagt, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at føre en almindelig samtale.

Når jeg var på arbejde, havde jeg også dårlig samvittighed over for min familie. “De er jo det vigtigste, hvordan er det, du prioriterer?!”, sved det inden i.

Og så var jeg jo så sindssygt overvældende udmattet – og på det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at det var nødvendigt med hvile og ro.

I et forbindelse med et af mine egne lægebesøg, fik vi endelig hjælp til vores søn, og hans vej ud blev desværre min vej ind i depressionen.

20120812-105113.jpg

Tilskuer til opløsning

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

  • Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
  • Han græd meget og ville ikke i skole
  • Han ville ikke spise
  • Han var bange
  • Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
  • Han var konfliktsøgende og vred
  • Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
  • Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

  • Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
  • Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
  • Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.

20120819-105442.jpg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑