Tag: Klaustrofobi

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

Nowhere

I morges da det som sædvanlig gik hu-hej med madpakker og unger ud ad døren, kom jeg i tanke om, hvordan jeg indimellem har haft det. Sygemeldt og irritabel-spændt-til-bristepunktet utålmodigt ventende på, at sidste familiemedlem var taget afsted. Så jeg kunne tage til Nowhere, til de kom hjem igen.

Det kommer nemt til at lyde som om, at de er en pest, en belastning, og at jeg ikke holder af dem… men de er ubetinget det vigtigste i mit liv!

Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med dem, fordi jeg ikke havde noget at give. Jeg var en skal med en uvasket maske, der af al kraft forsøgte at være nærværende. Til stede. Men hvis jeg ikke tog mig sammen, tog jeg også til Nowhere, når de var der – og sådan en mor vil jeg ikke være! Så det var en lettelse, når de smuttede…så var der kun mig og mit trætte hjerte.

Endelig ro. Låst dør. I soveværelset. Under dynen. Bare lad mig være!

20120903-233811.jpg

*Nowhere er depressionslandet, som beskrives i Tredie stadie, Fosterstilling

© 2019 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑