Tag: Generaliseret angst

Hverdagsangsten

Hæng på! Vi skal ad en kringlet omvej for at komme frem til pointen…:

Da depressionen stadig var vældig tung, fik jeg mulighed for at komme lidt på rekreation hos M&M i Sydfrankrig. Det krævede b.la en pasfornyelse, og det var jo en halvpinlig affære med det pas, der boede hos Borgerservice i et års tid. Mine forældre ville tage sig af Diva, så jeg bare kunne glo op i loftet og slappe af.

De havde ikke forudset, at der bag divanykkerne hang en zombiemor. Jeg var marionet i en leg uden ende. Diva dikterede, og jeg skred til Nowhere, mens hun byggede scener med roller og replikker. Hun nægtede at lade mig være, og det var nok både godt og skidt. Godt fordi hun på sin side ikke reagerede med forskræmt resignation. Og fordi forpligtelser med kærlighed til efternavn holder mig fra at ryge endnu dybere ned. Skidt fordi jeg virkelig trængte til at være i fred!

Jeg fik det lidt bedre i løbet af ugen, og jeg var b.la med ude og se en helt fantastisk gammel olivenlund. På hjemvejen skulle vi lige omkring et indkøbscenter. Det var under ombygning. Jeg panikkede derinde. Mennesker, rod, grimhed. For meget flimmer. Jeg holdt masken for Diva, men bagefter lå jeg i sengen og tænkte

Jeg KAN aldrig mere rejse mig op.

I går var jeg så for første gang i Metro med det kort, jeg har haft i årevis. Det er ikke langt fra, hvor vi bor, men pga et fejlslagent forsøg på at køre derud, har jeg forbundet det med noget dårligt, den generaliserede angst – og den opsøger jeg ikke. Pga det her konfirmationshalløj tog jeg mig sammen:

  • Der var virkelig, virkelig pænt og ordentligt – ikke angstfremkaldende flimmer
  • Det var billigt. Det bliver nemmere at holde budgetterne fremover
  • Det var succes

Hold da kæft, hvor er det irriterende og forringende, at hverdagsangsten i flere år har afholdt mig fra at gøre livet nemmere for mig selv!

Og det her er jo blot et eksempel. Jeg stadig ikke lyst til at komme i det franske indkøbscenter, selvom det er færdigbygget. Tøj, jeg har haft på, mens jeg har haft det dårligt, får jeg det dårligt af. Musik, en film, et billede kan indeholde så stærke minder om dårlighed, at de kan skabe følelsen i mig igen. Derfor giver en undgåelsesstrategi, hvor jeg skiller mig af med det dårligdomsbefæstede, som regel mening. Det er bare en balancegang, hvornår det skal udfordres. Hvornår jeg skal smage på maden igen, som jeg ville sige til mine spiseforstyrrede børn.

Blonder af frygt

Angst. For helvede…

Jeg har gået lidt rundt om mig selv omkring det, for jeg får hamrende hjertebanken bare af at overveje at tage hul og skrive om min altoverskyggende angst for død, døden, at dø.

Det siges, at angst for døden i virkeligheden handler om at være bange for at leve. Og det kan da godt være. Men den indsigt er ikke tydelig for mig. Det er døden, og alt det der kan føre til døden, der piner mig.

Det lægger en klam hinde af lede og tomhed over selv de (for andre) mest harmløse oplevelser, og når det er værst, tænker jeg:

What’s the point? Man dør jo alligevel

Jeg skal ikke bungy jumpe o.lign for at mærke adrenalinen. Den kommer aaalt for nemt til mig, fx i bybussen. Jeg er stiv af skræk for, at bussen kører en cyklist ned. Men det kan tildels forklares, for det har jeg allerede oplevet. Og det endte med døden for den stakkels kvinde, der kom for tæt på…eller en fodgænger som det fjols jeg så vade ud foran. Han slap heldigvis med et brækket lårben.

Det er den direkte og situationsrelaterede angst.

Jeg adopterer andres oplevelser, så jeg også er bange for alt det andet. Højder, fart, transport. Jeg har kvalme af skræk på længere bilture og høj fart. Jeg er bange for togulykker, færger der synker, fly der falder ned. For bomber, terrorister, voldsforbrydere, fremmede der kan ændre mit liv. At tage en taxi alene hjem fra en fest. At tage til den fest. At være væk fra min familie. At rejse. At føle det, som jeg kaldte hjemveen, da jeg var barn. Mærkeligt nok har jeg ikke deciderede sygdomsfobier. Phew, det har jeg egentlig ikke tænkt over før…

I min verden fylder undtagelsen, det usandsynlige eller tilfældige mere end statistik, og jeg kan ikke beroliges med tal, ligesom der ikke er noget omkring død, der kan berolige mig.

Jeg panikker, når jeg tænker på det. Vi ved jo ikke, hvad der sker, og man kan ikke sådan lige prøve det lidt ad gangen og vænne sig til tanken. Min angst for at miste er et kapitel for sig, men den er jo relateret til denne voldsomme dødsangst. Skrækken handler om mig. MIG! For hvor er jeg så? Jeg kan simpelthen ikke tænke tanken til ende, på samme måde som jeg ikke begriber universets størrelse. Jeg freakede totalt allerede, da jeg skulle konfirmeres, fordi præsten talte om ‘det evige liv’. Det magter man jo for fanden heller ikke.

Det er en mere eksistentiel og tankebåret angst.

Jeg begrænser mig selv rigtig meget for at undgå at mærke frygten. Jeg undviger og undgår og tager forholdsregler og er forsigtig og passer på og kontrollerer. Alligevel vågnede jeg jævnligt, før jeg fik medicin, med den allerførste tanke: “Du skal dø!”, og så var stemningen for den dag ligesom lagt…

Jeg ser farerne overalt, og engang troede jeg, at andre har det lige sådan. At I bare er bedre til at håndtere det. Kontrollere det. Men sådan er det jo ikke. Og det gør mig træt og trist og ked af det.

Det føles nogengange som et fængsel af frygt, og jeg kan ikke komme ud af det. Og en dag er livet slut. Og var mit så spildt, fordi jeg ikke turde risikere at dø af det?

 

Forbandede angst

Det med angsten er en kæmpestor ting. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og ‘slutte’.Den har fulgt mig fra barnsben, og den viser sig i forskellige former. Den fylder mit liv, selvom jeg har fundet forskellige måder at tøjle dele af den.
Jeg går hos en psykiater, som vel er ved at beslutte sig til de helt rigtige prædikater at sætte på det hele. Men hvilken af angst typerne, der fylder mest, ved jeg egentlig ikke. Jeg kender dem alle – mere eller mindre udtalt.

Nedenstående har jeg kopieret fra Netpsykiater, som er et godt sted at stalke sin symptomer og problemer. Hvis man gør i den slags…det gør jeg.

Agorafobi: Angst for at være på steder med mange mennesker, hvor man ikke kan komme væk, f.eks. i en bus, i toget eller en kø i supermarkedet.

Socialfobi: Angst for at føle sig observeret eller kritiseret, hvis man spiser sammen med andre, siger noget når man er flere sammen eller går ud med en ny kæreste.

Enkelfobi: Angst i specielle situationer, f. eks. i mørke, tordenvejr eller i lukkede rum eller ved synet af blod, edderkopper eller slanger.

Panikangst: Anfald af angst som er så uudholdelige at man forsøger at undgå situationer, hvor man tidligere har haft panikanfald.

Generaliseret angst: Konstant angst hvor man er nervøs, får hjertebanken, bliver svimmel, sveder, ryster og spænder i musklerne.

Blandet angst – depressionstilstand: Blanding af angst og depression i så høj en grad at der er tale om en sygdom, men ikke så udtalt at man har en angsttilstand eller en depression.

 

© 2020 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑