Tag: Familie

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

Efterår nu

Spamfilteret har fanget 5431 useriøse kommentarer siden sidst, og Zalando nægter snart at levere mere her: Sarte børn, der siger, at “den kradser”, og kvinder der alligevel ikke har råd til de der fede støvler.
Jeg har efterårsblues og magter ikke, at hverdagen og de forhadte madpakker truer igen. Hvis jeg skal, så tror jeg godt, at jeg kan få ferien til at lyde af mere, end den har været…det plejer bare at være det uindpakkede, jeg skriver – og det er også derfor, her har været stille. Der har været for meget, for privat. Samt overvejelser om, hvorfor det er relevant for nogen at læse om familien Fucked-Up. Men here we are igen – ufriske og uklare på konsekvenserne af, at Diva nu også udredes på Børnepsyk.

Kort fortalt så ligner hun bare Smartass alt for meget til, at vi kan lukke øjnene for det. Hun har spiseforstyrrelse/spisevanskeligheder, og til trods for (forsøg på) en fokuseret indsats og ADD-anerkendt hverdag, så er det kun blevet værre. Hun skal have hjælp, for vi frygter udvikling til anoreksi. En fjende, som allerede står og banker på døren. Jeg er igang med et fokuseret indlæg om, hvordan udredningen foregår.

Selvom vores liv stadig har store bølgedale, så har det måske fået et leje, hvor jeg ikke har lige så stort behov for at dele min frustration og mine oplevelser med ‘systemet/det offentlige/kommunen/lægeverdenen’. Primært tror jeg dog, at mine drenge skal have æren for, at vi hele tiden bevæger os fremad. Det ekstreme bliver hverdag, og lige pludselig oplever vi teenagere, der tager ansvar og fungerer. Og vi kigger på hinanden og tør næsten ikke tro på det.

M. Mor. Moder

Hjemme hos os er det mig, der er moderen med stort M. Det er måske selvfølgeligt, eftersom det er mig, der har født børnene? Jo, men det er vel forskelligt, hvor stor en del af ens identitet, der er dedikeret til selve mor-rollen, ikke? Og der er nok også forskel på, hvor meget man påtager sig hhv. den praktiske og/eller den følelsesmæssige mor-identitet/-funktion. Ja? Er du med so far?

Jeg vil sige, at jeg nok selv er fullblown mor på det følelsesmæssige plan. På det praktiske plan har jeg mere af rollen, end jeg egentlig gider. Måske er det en erkendelse, jeg har gjort. Måske er det bare, fordi jeg ikke magter de samme ting, jeg evnede tidligere. Ihvertfald tørrer jeg gladeligt planlægning, kontrol og planlægning af på Mand, hvis jeg kan komme til det. Desværre lykkes det sjældent…

Anyway, jeg er moderen, de alle stimler sammen om for at blive kildet på ryggen, nusset og trøstet (nu også hunden!). Når jeg kommer ind ad døren, blir jeg mødt af:

Jeg er suuulten!

Skal udtales lidendeanklagende.

Og fx flyrejser forbinder jeg med 3 børn på skødet, mens Mand sidder og sover et andet sted.

Jeg ville jo så gerne give dem alt det bedste af kærlighed, glæde, kreativitet, styrke og klogskab. Men lige nu tror jeg mest, at fokus er, at samhørighedsfølelse og fælles grin skal overskygge de udfordringer og overbliksvanskeligheder den her diagnosefamilie skal lære at acceptere.

Men idag er en af de dage, hvor jeg har svært ved at holde det ud. Jeg opdager, at energien siver, og at jeg blir trist, når jeg vender ryggen til. Og derfor tilbage til det med at være Moder. For selvom jeg synes, at det går helt godt for tiden, (så godt at mit forvirrede indre et øjeblik overvejede, om jeg overhovedet fortsat har stof nok til den her blog. Haha!) så kan jeg pludselig godt mærke, at jeg er sindssygt dårlig til at rumme det, hvis De 3 er kede af det. Det f*cker mere med min underbevidsthed, end jeg egentlig vidste. Men den erkendelse er jo guld værd, er den ikke? Altså også selvom det er irriterende?

20130330-160855.jpg

Juleaften 2012

Jeg har egentlig slet ikke tid til det her. Mand kalder…noget med en and. Der laves nemlig konfekt, og han har sit hyr med at få Radar og Diva til at holde stykkerne på det anstændige niveau sådan størrelsesmæssigt.

Jamn fa-ar! Jeg var lige gået i gang med at lave en bil.

Smartass deltager ikke endnu. Han hader selvfølgelig marcipan etc. Heldigvis kan udsigten til sjov med frugtfarve godt friste, så han alligevel stikker fingrene i.

I anledning af julen bryder jeg stilen med de tegnede illustrationer og smækker det nyeste akrylmaleri på. Det passer så fint som årets julekort, og det er lavet som et forsøg. Jeg skulle se, om jeg kunne male i ‘hjertefanden’ stil. Det fik bare lige lidt mere frugtfarve!

Tak for i år og glædelig jul til alle!

 

Alter ego (gl. dame fra Bornholm)

Når der løber crazy blod i familien, så er der vel ikke noget at sige til, at man måske blir lidt følsomt anlagt, vel? Det er nu ikke fordi, jeg selv har været i nærkontakt med de mest ekstreme, meeeen når det regner på præsten… whatever.

Det er min bedstemors fødselsdag i dag!” sagde jeg. I går. “Men er hun ikke død?” svarede Diva. “Jo, jo…men alligevel…!“. Åbenbart en dato, jeg kan huske.

Min bedstemor var til sidst en hjemmeboende næsten-90årig. Hun vær lærerinde fra København, som flyttede til Bornholm og mødte min bedstefar, som var fraskilt. Hun var 30, han var 60. 4 børn i løbet af 4 år, og resten af livet i et rødt bindingsværkshus. Lyden af bølger var konstant og beroligende, når man skulle sove, og jeg forstår godt, at hun nægtede at flytte.

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at det ikke var hos hende, crazy blodet rullede! Men tankerne om hende mindede mig om, at Usynlig aftenen før sagde, at min sjæl da vidst er fra Bornholm. Fordi hun ved, at jeg har mærket fligen af den skabertrang, jeg har genkendt i famillien på øen.

Jeg troede ikke, at jeg havde det i mig. Trangen til at udtrykke mig selv gennem ord, tegninger, malerier etc. Men det blevet vigtigt og hjælper mig til at fokusere og forstå. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er en gammel dame. Nu er jeg blevet en gammel dame fra Bornholm. Hun har ikke et navn (som Sneglcilles ‘Preben’), men hun dukker alligevel op til julefrokoster, og får mig til at føle mig isoleret, lidt hjælpeløs. Frustreret over gerne at ville fjolle rundt, men handicappet på evnen. Trods snaps. Sku’ måske have prøvet med likør?

Familiemedlemmer og andre

Ja, ja jeg ved det godt! Der skal lidt mere fyld på her…

Moi

Tjah…

Mand

Selvstændig og in-looove with computers og gadgets. På børnepsyk grinede vi meget af, at psykologen kom til at sige noget i stil med: “…for du kan jo bare se på din far. Man kan godt leve almindeligt alligevel…”. Med ADD altså (som han bestemt ikke har en diagnose på).

Mand vil gerne gøre mig glad.

Hvis du er glad, så er vi andre også glade

Det er bare svært i praksis. Og måske har han alligevel noget diagnosekrævende i bagagen.

Smartass

Storebror på nu 15 år. Han havde i halvåret omkring sin 12 års fødselsdag en depression. Han er hyper-sensitiv, har en atypisk spiseforstyrrelse (vil ikke spise), og han har også en diagnose på ADD. Center for Spiseforstyrrelser vil ikke modtage ham, fordi spiseforstyrrelsen er relateret til hans øvrige vanskeligheder…så der er ikke mere hjælp at hente, eftersom han er udskrevet fra børnepsyk. Uden medicin…den typiske Ritalin behandling af ADHD har ofte den bivirkning, at man taber appetitten/ikke kan spise noget. Og ja…det lyder ikke hensigtsmæssigt, vel?

Han ER ikke en smartass på den irriterende måde. Jeg kalder ham Smartass her, fordi det giver mig en god følelse indeni. Når han er ovenpå, kæk og flabet (og lidt for selvglad), så er han så tydeligt tilbage! Den dreng, vi i perioder frygtede, var væk, så den gladeste lille dreng kun kunne være et minde.

Radar

Lillebror og storebror på 13 år. Mit smertensbarn, fordi han ligner mig alt for meget. Fuld af følelser, der hober sig op. Fuld opmærksomhed på omgivelserne. Han brænder nogen gange helt sammen og bliver voldsomt vred. Der er ingen tvivl om, at han har lidt under denne periode med Smartass og mig. Men efter han har skiftet skole oplever vi nu en teen, der blomstrer

Diva

Lillesøster på 8 år. Læs også Barnet der ikke kunne sove. Hun er sjov, snakkende og kræver fuld opmærksomhed. Heldigvis har hun også nogle fantasivenner… og nu skal hun også lige en tur omkring udredning på Børnepsyk, fordi hun udvikler flere og flere særheder.

M&M

Mormor og Morfar aka Forellerne

Nogen

Min mor. Vi får begge knopper ved tanken om, at hun kommer til at lyde som sådan en papegøje, der sidder og skræpper sandheder. Det vil vi ikke. Så Nogen lyder mere neutralt-agtigt

BFF (Best Friends Forever)

Mands partner, som har det svært med ternede skjorter og for små rum. Mand og BFF kan sidde på kontor sammen hele dagen for så at ringe om aftenen og lyde som om, de ikke har talt sammen i flere dage. Ligesom dengang jeg gik i gymnasiet. Hold nu kæft der ku osse ske meget på busturen hjem… Det har så vist sig, at primadonnanykker ind imellem skaber store problemer. Men dem kommer jeg ikke ind på her.

Psyko

Psykiateren, som jeg fik anbefalet og var på venteliste hos i laaaaang tid.

Usynlig

Uundværlig kollega, som jeg savner. Usynligheden er en intern joke.

Teflon

En kollega på chefgangen. Dog uden overskæg.

K

Lidelsesfælle inden for mangt og meget. Og knaldhamrende godt selskab!

Den venlige sygedagpengedame

Den første socialrådgiver jeg havde, mens jeg var sygemeldt. Led som bare fanden!

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑