Tag: Blandet angst – Depressionstilstand

Blonder af frygt

Angst. For helvede…

Jeg har gået lidt rundt om mig selv omkring det, for jeg får hamrende hjertebanken bare af at overveje at tage hul og skrive om min altoverskyggende angst for død, døden, at dø.

Det siges, at angst for døden i virkeligheden handler om at være bange for at leve. Og det kan da godt være. Men den indsigt er ikke tydelig for mig. Det er døden, og alt det der kan føre til døden, der piner mig.

Det lægger en klam hinde af lede og tomhed over selv de (for andre) mest harmløse oplevelser, og når det er værst, tænker jeg:

What’s the point? Man dør jo alligevel

Jeg skal ikke bungy jumpe o.lign for at mærke adrenalinen. Den kommer aaalt for nemt til mig, fx i bybussen. Jeg er stiv af skræk for, at bussen kører en cyklist ned. Men det kan tildels forklares, for det har jeg allerede oplevet. Og det endte med døden for den stakkels kvinde, der kom for tæt på…eller en fodgænger som det fjols jeg så vade ud foran. Han slap heldigvis med et brækket lårben.

Det er den direkte og situationsrelaterede angst.

Jeg adopterer andres oplevelser, så jeg også er bange for alt det andet. Højder, fart, transport. Jeg har kvalme af skræk på længere bilture og høj fart. Jeg er bange for togulykker, færger der synker, fly der falder ned. For bomber, terrorister, voldsforbrydere, fremmede der kan ændre mit liv. At tage en taxi alene hjem fra en fest. At tage til den fest. At være væk fra min familie. At rejse. At føle det, som jeg kaldte hjemveen, da jeg var barn. Mærkeligt nok har jeg ikke deciderede sygdomsfobier. Phew, det har jeg egentlig ikke tænkt over før…

I min verden fylder undtagelsen, det usandsynlige eller tilfældige mere end statistik, og jeg kan ikke beroliges med tal, ligesom der ikke er noget omkring død, der kan berolige mig.

Jeg panikker, når jeg tænker på det. Vi ved jo ikke, hvad der sker, og man kan ikke sådan lige prøve det lidt ad gangen og vænne sig til tanken. Min angst for at miste er et kapitel for sig, men den er jo relateret til denne voldsomme dødsangst. Skrækken handler om mig. MIG! For hvor er jeg så? Jeg kan simpelthen ikke tænke tanken til ende, på samme måde som jeg ikke begriber universets størrelse. Jeg freakede totalt allerede, da jeg skulle konfirmeres, fordi præsten talte om ‘det evige liv’. Det magter man jo for fanden heller ikke.

Det er en mere eksistentiel og tankebåret angst.

Jeg begrænser mig selv rigtig meget for at undgå at mærke frygten. Jeg undviger og undgår og tager forholdsregler og er forsigtig og passer på og kontrollerer. Alligevel vågnede jeg jævnligt, før jeg fik medicin, med den allerførste tanke: “Du skal dø!”, og så var stemningen for den dag ligesom lagt…

Jeg ser farerne overalt, og engang troede jeg, at andre har det lige sådan. At I bare er bedre til at håndtere det. Kontrollere det. Men sådan er det jo ikke. Og det gør mig træt og trist og ked af det.

Det føles nogengange som et fængsel af frygt, og jeg kan ikke komme ud af det. Og en dag er livet slut. Og var mit så spildt, fordi jeg ikke turde risikere at dø af det?

 

Hormon helvede

Graviditeter.

Første! Anden! Tredie gang! Angst solgt til den kvinde!

En stor tung tomhed og hjertebank. Kan ikke være i mig selv og kan ikke være glad. Hele tiden forkert, hele tiden med maske, hele tiden tilskuer og på nåle. Vil bare sove…

Jeg troede selv, at det var depressions symptomer, men en psykolog sagde, at det var angst. Hver gang. Og nej…jeg var ikke bange for fødsel, barn og medfølgende morskab. Der må da være andre end mig, der har det ad helvede til før fødslen?

Smartass
Fra omkring 10. uge havde jeg dagligt et par dårlige timer; som regel sidst på eftermiddagen
Fra omkring 20. uge græd jeg i stride strømme gennem 3 ugers ferie. Blev panisk over at tiden gik (!)
Fra omkring 22 uge blev jeg meget bange for min chef, som seriøst var vældig rar og sygemeldte mig resten af graviditeten.

Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Radar
Bortset fra kvalmen from hell gik det vidst generelt ok indtil de sidste 3-4 uger. Blev stresset af Smartass, som (selvfølgelig) var umulig. Indimellem var jeg så low, at jeg havAde tanker om at hoppe i havnen. Havde begyndende veer 3 gange, og humøret blev sortere for hver gang, det stoppede igen.

Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Diva
Med Diva var vi forberedt på, at slutningen af graviditeten, måske ikke ville blive så sjov, og både læge og jordemoder var informeret. Et eksempel på hvordan angsten løb af med mig var, at jeg læste, at asfalten blev blød pga sommervarmen i Danmark. Jeg så billeder af hjulspor og asfalt som kviksand – bange for at der skulle ske noget i bilen. Jeg havde det dårligt, og jordemoder ville godt tillade, at vi igangsatte fødsel 2 uger før termin, så jeg kunne få det barn ud. Nu! Men Diva var så lille, at hun ville have bedst af at blive derinde, så jeg holdt ud…
Da jeg havde født, forsvandt symptomerne og jeg var bare en glad mor.

Tilføjelse

Nu er det så, at jeg er nødt til at komme med en tilføjelse. Fordi Nogen husker bedre end jeg… og det er egentlig en væsentlig tilføjelse, når man tager hele situationen i betragtning.

Jeg havde på en måde glemt, hvor krævende Radar var, da han var baby. Ligesom Barnet der ikke kunne sove holdt han mig også vågen dag og nat. Han klyngede sig til mig, og var ofte reserveret eller direkte afvisende overfor andre (også Mand). Så ifølge Nogen var jeg slidt i laser allerede dengang

Vi skal Ikke have flere børn!

, og det var derfor lidt en modig beslutning at kaste sig ud i det endnu engang. En klog veninde sagde: “I forhold til et helt liv, er de ni mdr. jo egentlig ikke så meget”. Yep! Det er rigtigt – man skal nok bare lade være med at blive ved med at stable ovenpå. Og nu er det ihvertfald slut med trippen fra bittesmå barnefødder herhjemme. 100%! Bare tanken…

Forbandede angst

Det med angsten er en kæmpestor ting. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og ‘slutte’.Den har fulgt mig fra barnsben, og den viser sig i forskellige former. Den fylder mit liv, selvom jeg har fundet forskellige måder at tøjle dele af den.
Jeg går hos en psykiater, som vel er ved at beslutte sig til de helt rigtige prædikater at sætte på det hele. Men hvilken af angst typerne, der fylder mest, ved jeg egentlig ikke. Jeg kender dem alle – mere eller mindre udtalt.

Nedenstående har jeg kopieret fra Netpsykiater, som er et godt sted at stalke sin symptomer og problemer. Hvis man gør i den slags…det gør jeg.

Agorafobi: Angst for at være på steder med mange mennesker, hvor man ikke kan komme væk, f.eks. i en bus, i toget eller en kø i supermarkedet.

Socialfobi: Angst for at føle sig observeret eller kritiseret, hvis man spiser sammen med andre, siger noget når man er flere sammen eller går ud med en ny kæreste.

Enkelfobi: Angst i specielle situationer, f. eks. i mørke, tordenvejr eller i lukkede rum eller ved synet af blod, edderkopper eller slanger.

Panikangst: Anfald af angst som er så uudholdelige at man forsøger at undgå situationer, hvor man tidligere har haft panikanfald.

Generaliseret angst: Konstant angst hvor man er nervøs, får hjertebanken, bliver svimmel, sveder, ryster og spænder i musklerne.

Blandet angst – depressionstilstand: Blanding af angst og depression i så høj en grad at der er tale om en sygdom, men ikke så udtalt at man har en angsttilstand eller en depression.

 

© 2020 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑