Tag: Bedring

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

© 2019 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑