Jeg har ofte fået at vide, at jeg er hård ved mig selv. At jeg sætter barren højt. Kræver meget af mig selv og forventer meget af andre. Og det er vidst ret basalt, at perfektionisme kombineret med behov for flere timer i døgnet giver en god sandsynlighed for stress. Når først hjernen er i spin og låst på umulige mål, er det umuligt at slappe af og se klart. Det er rigtig, rigtig svært at se, hvad der reelt er fuldstændig ligegyldigt.

På et tidspunkt hørte jeg om bogen F**k It: The Ultimate Spiritual Way. Dvs. jeg læste en slags anmeldelse, som fremstillede indholdet som en livsfilosofi, der gik ud på at slippe den dårlige samvittighed og sige

F**k det!

til ligegyldighederne.

Hvad der så definerer ligegyldigheder må være op til den enkelte… Jeg har ikke læst bogen, men for mit vedkommende har stress-depressionen været så praktisk at definere et f**k-it-filter for mig. En tvunget og lindrende lavere barre…

Godt for mig – skidt for andre? eller godt for mig – godt for andre? Det vil tiden vise.

Tidligere var perfektionismen ofte drevet af angst for ikke at være god nok. I dag magter jeg ikke rigtig at prøve at være noget andet, emd det jeg er. Dvs. at jeg fx ikke GIDER at lade som om, at jeg har tjek på husmor-rollen, for det har jeg ved grød ikke. Og endnu mindre end før…men who cares, om der er krummer i skufferne (det kan være, der er Nogen, der gider fjerne dem for mig), hvis jeg har prioriteret gode madpakker til børnene?

På arbejde er jeg heller ikke den samme, og det er måske nok mere problematisk. Jeg har været nødt til at melde ud, at jeg hverken kan eller har interesse i at påtage de samme funktioner som tidligere. Hvad der så kommer til at ske… f**k det!