Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Småtspisende børn

Småtspisende børn

Starter dagen med Politiken og en stigende irritation og trang til at forsvare mig. Jeg er jo ellers en type, der gerne påtager mig skylden for alt, men netop mine børns spisevanskeligheder vil jeg ikke (længere)bære på mine skuldre som skyld. Politiken har i dag et par artikler om småtspisende børn, relateret til en nyudkommet bog ’Børn, der spiser for lidt’af specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder. Excuse me, for jeg har ikke læst bogen, men umiddelbart lyder tilgangen til problemløsning som en praktisk udførelse af de gode råd Jesper Juul skrev i “Smil vi skal spise” for omkring 10 år siden. Det er udmærket… men jeg føler bare, at der peges fingre af mig. Som jeg forstår artiklerne, så er det forældrenes skyld. Skyld!

Skyld fordi der mangler struktur under måltiderne. Skyld fordi der er for meget pres. Skyld fordi der kommenteres under spisningen. Skyld fordi barnet ikke oplever hygge. Skyld fordi der er alt for meget usikkerhed og fokus. Skyld fordi forældrene ikke har fattet en skid af børns basale relation til mad.

Mine børn

Smartass har haft et anstrengt forhold til mad i 15 år. Vi har lissom prøvet forskellige tilgange Hans spiseproblemer er hægtet op på hypersensitivitet og ADD, og derfor blev han afvist på Center for Spiseforstyrrelser, selvom hans BMI er/var langt under anoreksigrænsen.

Radar er født sulten. Han er kræsen men glad for mad. Mht. hans kræsenhed tror jeg mest, at den er tillært, fordi han har observeret sin storebrors tilgang til fødevarer.

Diva er desværre fuldstændig ligesom Smartass. Og når man har en baby, der aldrig nogensinde tog nogetsomhelst (legetøj, sut, fingre, græs, whatever) i munden, så oplever man ikke en mund, der automatisk åbner, bare fordi man stikker en ske op i nærheden.

Jeg finder trøst i Ulla Lebahns mere empatiske tilgang til de små børns vanskeligheder, og savner i artiklerne en lidt mere nuanceret beskrivelse af problemstillinger omkring spisevægring.

Formål med disse informationer?

Hvis det, som det fremgår af artiklerne og nedenstående klip derfra, virkelig i så høj grad handler om forældrenes signaler, så kunne det have været ret relevant at underbygge med eksempler på, hvordan det går med børnenes spisning, når de ikke er hjemme?

Er disse artikler ikke blot benzin på de usikre og sundhedsfikserede forældres bål så? Og/eller håber man at kunne bremse de tiltagende spiseproblemer ved at oplyse om, at man bare skal slappe af og hygge sig under måltiderne?

Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt det her. Jeg siger bare, at når der generaliseres i aviser og nyheder, så går det udover familier som min. Som om man ikke godt kunne undvære flere bedrevidende velmenende gode råd, sådan et par artikler kan afstedkomme…

Citater fra artiklerne

Mia Bjergager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hillerød Hospital.

»Forældrenes enorme fokus på mad får nogle børn til at gå helt i baglås og nægte at spise. Så i virkeligheden handler det for de fleste børn med spisevanskeligheder slet ikke om hverken mad, kræsenhed eller fysiske problemer som synke- eller tyggebesvær, men om forældrenes relation til barnet«, siger hun.”

Anne Mette Skovgaard, overlæge og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

“…har undersøgt små børn fra normalbefolkningen for spiseproblemer og er lige nu i gang med forskningsprojekter om nul til tre-årige, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i hospitalsvæsenet. Hun understreger, at der kan være flere årsager i spil, når børn ikke vil spise – for eksempel har 80 procent af børn med udviklingsproblemer og for tidligt fødte børn i et eller andet omfang problemer med spisningen. Det kan skyldes forsinket udvikling af mundmotorikken eller andre faktorer i forbindelse med fysisk sygdom. Men nogle børn udvikler spiseproblemer uden nogen fysisk forklaring, og Anne Mette Skovgaard genkender, at forældrenes tilgang til mad også smitter af på børnenes lyst til at spise.

»Hvis barnet ikke vil spise, kan forældre blive så desperate, at de tvangsfodrer deres barn; presser skeen ind i munden eller truer barnet. Barnet bliver bange, stresset, og dets appetitregulering forstyrres«, siger hun og fortsætter:

»Vi har indlagte børn, hvis appetitregulering er gået helt fløjten, som er underernærede, fordi de ikke føler sult, og hvor al spisning er forbundet med stress. Disse børn har risiko for at blive kronisk underernærede, og det kan være nødvendigt at behandle dem med sondemad for at sikre deres udvikling«.”

Steen Andersen, generalsekretær i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS

“»Havde du spurgt mig tidligere, ville jeg have sagt, at spiseforstyrrelser hos mindre børn stort set aldrig forekom, men nu blive vi kontaktet i hvert fald en gang om ugen. Det bliver mere og mere udbredt, at selv bittesmå børn ikke vil spise, og som forældre er det overordentligt vigtigt at huske på, at der er en stor overførsel af egne spisevaner«, siger generalsekretær i foreningen Steen Andersen.

»Pas på med at diskutere mad og slankekure, mens barnet lytter. Tal ikke en helt masse om fedt, sukkerindhold og kalorier – barnet risikerer bare at få et unaturligt forhold til mad. Børn skal ikke interessere sig for, om det, de spiser, er sundt eller ej. Mad skal bare være en helt naturlig del af hverdagen, og måltiderne skal være hyggelige og afslappede. Ikke anspændte og stressede«.”

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *