Jeg sidder i min seng med kulderystelser, hovedpine og ondt i halsen (min signatur-sygdom). Det er som altid meget upraktisk og ubelejligt ligesom den nerve, der pt spasser ud under mit venstre øje. Denne gang fordi jeg har booket et møde, hvor jeg skulle / ville fremlægge en hel masse vigtigt. Men det, at jeg nu i en time har haft tankerne kredsende om det slatne ved at udsætte mødet – om hvorfor det lige præcis helst skulle holdes i morgen – har fået mig til at indse, at det kun er vigtigt for mig og mit sårede ego!

En af firmets hotshots sagde forleden, at han (heller) ikke blev inviteret med i noget, da han havde sagt op på sin forrige arbejdsplads. Og at det var fint for ham, eftersom han var ligeglad med, hvad der skulle ske på stedet, når han ikke arbejdede der længere. Jeg svarede, at jeg ikke er ligeglad. Senere samme dag sagde jeg til en kollega, at det jo netop er fordi, jeg føler så stærkt for mit fag og dets lave prioritet på stedet, at jeg ikke kan holde ud at være der længere.

Og så tror jeg alligevel, at det gør en forskel, om jeg påpeger og foreslår og viser frem på nuværende tidspunkt. For at opnå hvad? Et bedre eftermæle? Et endeligt aftryk? Mindre flovhed over at have fejlet? En eller anden form for bevisførelse for, at jeg da stadig for pokker er dygtig?

Det ER ligegyldigt.

Et afsluttende kamikaze-angreb or less kan ikke ændre på hverken kultur eller prioriteter, og så er det jo endnu engang bare skønne spildte kræfter at kaste sit hjerteblod i.

Slip kontrollen!

Siger Psyko.

Ok, jeg prøver. (“…men det er bare fordi…”)

Kæft! Blev der sagt!