Åh nej!!! Åh neeej! Jeg falder! Jeg dør! Jeg vil AF! Åh nej, hvordan skal jeg komme af? Jeg vil af!!! Må lukke øjne… Åh nej, sid stille! Åh, hun falder, hvis jeg ikke passer på. For helvede hvornår stopper det her? Åhhh,shit altså! Træk vejret dybt…Åh PIS, jeg falder, hvis jeg ikke holder fast. Sid STILLE skat!
Med sommer kommer børnenes drømme om forlystelsesparker. Min hverdagsangst giver mig rigeligt med kicks i forvejen, så jeg undgår den slags, hvis jeg kan. Det er hidtil lykkedes os at undgå den lokale tivolipark (i Sydfrankrig, hvor mormor og morfar bor), men som overskriften antyder, så skulle der nye boller på suppen i år.
Divaen er fuldstændig fascineret af pariserhjul. De rager sådan set ret højt op i luften, og selvom bjerge med borgruiner på toppen kunne have domineret hendes synsfelt, så bragede det lokale hjul altså ind og krævede fuld opmærksomhed. Der er ikke noget så sødt som en næsten-6-årig spændt af iver over at skulle en tur i tivoli, så vi gik all-in på sparepengene og prøvede både kålorm og hurlumhejhus.
Stedet var en tidslomme af 80’er, og vi voksne genkendte fnisende skydetelte med virvar af bamser og radiobilernes lydtæppe af Boney M. Måske blev jeg overmodig af stemningen. Måske fik jeg bare ondt af Mand, som havde ondt i maven. Ihvertfald trak jeg nitten og beredte mig på at kede mig ihjel på den der rundtur.
Det blev så en reminder på den ukontrollable højdeskræk med faldfornemmelse, dødsangst og højaktivt flugtinstinkt. Men også en positiv reminder på, at jeg ikke længere har det sådan hver dag, hele tiden!
15. august 2012 at 10:36
Heh. I gamle dage da jeg just var kommet mig ovenpå et halv år med stress-relateret rendyrket panikangst, der kunne jeg ikke engang tage mit barn med i børne-pariserhjulet i Tivoli-friheden :) Nu 7 år efter har jeg stadig problemer med højder (som jeg før elskede), få små rum, for mange mennesker og fly. Til gengæld har jeg lært mig selv at håndtere mange af de situationer på et kognitivt plan, så jeg godt kan holde et oplæg foran mange mennesker eller flyve eller tage min datter med i pariserhjulet, men panikken lurer altid om hjørnet…
Virkelig god blog og jeg er helt solgt over dine tegninger!
15. august 2012 at 18:31
Tusind tak Rune, for denne første officielle kommentar! Og ros! Jeg vidste ikke, at du også er medlem af Pinligt-Bange-Forældre-Klubben! 7 år siden? Så har jeg lang vej endnu. Men synes egentlig på en måde, det er en sejr, at jeg havde glemt, jeg nok ville være bange. Men det irriterer mig rigtig meget, at børnene også bliver tvunget til at deale med det. Now or later… (det er jo totalt latterligt at være nødt til at sige til en 6-årig, at man nok er nødt til at bede dem stoppe hjulet)
17. august 2012 at 07:01
Ja det er da en kæmpe sejr, at du havde glemt at du ville være bange. Jeg er evigt på vagt overfor den slags situationer. I dag kan jeg godt gøre det, altså tage barn med i et (lille) pariserhjul, flyve, gå i biografen osv. men jeg en række håndteringsstrategier, som sættes i spil hver gang. Det fede er dog, at det bliver mindre og mindre jeg skal gøre for at opretholde mit normale – ikke angstfyldte – jeg.
De ting du beskriver på din blog tror jeg rigtig mange, der har haft stress, angst og/eller depression kan relatere sig til netop fordi du gør det på en hudløst ærlig facon. Jeg troede egentlig at Mand havde fortalt dig om min angst? Den er der også ift arbejde, når jeg holder oplæg osv. Nå, men i hvert fald vil jeg gerne tale med dig om din hjertefanden, hvis du en dag får lyst til det. Jeg gik det hele igennem alene, og det er den hårde måde…
18. august 2012 at 20:01
Tak! Jeg vil gerne afmystificere (at man er rablende la-la), og som du selv fortalte i dag, så kan det ramme selv den største vovehals. Og så sagde du kontrol. Der er lige et vældig centralt ord, jeg har glemt…
Desuden: Håber det er ok, at jeg lod min inspirere til Skjorteflimmer