Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Ret og pligt

På en måde blir man jo træt af at høre sig selv hælde vand ud af ørerne, jammer på jammer. Og man kan forestille sig reaktioner, som:

Ah så sluk dog for den Cure plade og hold op med at have så ondt af dig selv!

Og indimellem tænker jeg, at nej nu gider jeg sgu ikke det her mere. NU! Nu, tager jeg ja-hatten på og bevæger mig ud i livet igen. Tager mig sammen, fro og frisk! Jeg har jo kunnet før. Måske er det bare indbildning? Måske kan jeg godt, hvis jeg bare vil. Det. Nok… Og så blir jeg træt. Jeg kan godt nå at sætte gang i noget tjuhej og dullegrej, og aktivere børnene og gå i gang med noget planlægning med Mand. Og så pludselig, mens jeg vender ryggen til, fiser energien ud, og jeg finder mig selv modløs og opgivende midt i en bevægelse.

Jeg er stadig ikke god til at kræve, nyde og udnytte ego-ønsker. Med det resultat, at jeg føler at dagen har været eeen lang servicering af andre. Også selv om det ikke er rigtigt. Det er noget med, at visse aktiviteter kræver ro, og jeg starter ikke på dem, når jeg ved, at der er en sandsynlighed for: Mooar?!

I efterårsferien har jeg ikke været alene på den måde, jeg har brug for. De andre har jo lissom også lov til at være her. Jeg er bare så satans populær, at de hver især gerne vil have mig 100%, og så mange har jeg jo slet ikke. Men det er ikke svært at regne ud, at regnestykket ikke går op til min fordel.

I dag sagde Mand til mig:

“Det er din pligt at passe på dig selv”

, fordi jeg hulkende og hikstende forsøgte at forklare den loyalitet eller pligtfølelse jeg har i forhold til visse dele af mit arbejde. Jeg har nemlig igen rodet mig ud i noget, jeg ikke burde rode mig ud i – men jeg føler, at det er min pligt.

Og Psyko snakker om, at jeg skal sætte grænser. Men hvad så hvis man enten ikke kan høre eller se mine grænser, eller bare ikke er enig i, at de skal være lige der. Eller måske bare er ligeglad med dem. Hvad er det så, man skal forestille at gøre ved det?

Ja, du skal sgu ikke kigge på mig! Jeg kender da ikke svaret!

20121102-090215.jpg

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *