Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Pinsepis

Jeg koger kalvespidsbryst. Det gider de vanskelige unger nok ikke at spise, men det må jeg råde bod på på en eller anden måde. Det kræver nok en sovs. Imens er der nogen i en radio, der har slagtet en kanin ved navn Allan. Jeg orker det ikke.

Her har det været en pinse af ubegribelig trætte dimensioner. Det fylder, det der autisme og ADD…og så var der også lige en (god) konfirmation. Har sagt nej til alt og slæber mig gennem dramaer og pligter, mens jeg prøver på at finde ud af, om:

  •  Jeg skal give efter og splatte 100% ud? Fordelen er måske selvomsorg – jeg ved bare, at jeg skal blive mistænksom, når jeg overvejer at geninstallere Candycrush.
  • Kæmpe imod og fortsat forsøge at løse alverdens problemer? Jeg kan ikke gøre alt godt for alle – og jeg skal også passe på, når jeg går i survival-mode.

Så jeg skal nok bare fortsætte på det lidt lave blus…

For tiden er der både mine egne udfordringer og nogle udefrakommende, som jeg reelt ikke kan gøre noget ved. Jeg tager det på mig alligevel (fjols!), spekulerer og drømmer om det om natten. Samtidig er der familiens behov, som indimellem (ofte) tager pippet fra mig. Det er en ikke-synkroniseret behovsroulette, og det kræver en hade-indsats fra min side at gøre noget ved det:

Planlægning – Struktur – Mere planlægning – Udførelse – Justering. 

Og hele tiden med en påtaget rolig tålmodighed, som er det eneste, der virker, hvis man vil undgå akutte nedsmeltninger hos nogen. Når man ikke er sådan en, der nødvendigvis rider afsted samme dag, som man har sadlet, så er det næsten uoverkommeligt at skulle kunne være mere forberedt og forudseende, når Divaen flegner over en eller anden detalje. Nogen gange føles det som om hendes opgave i verden er at aktivere Fru Sisyfos ( det er mig, red.) Heldigvis er jeg ved at lære, hvad det der konstante ‘hængen ud med mor’ går ud på, så når jeg ellers får taget mig sammen, skal jeg igangsætte flere planlagte aktiviteter for hende.

Jeg ved faktisk ikke, om det er reelt (for jeg er også sød og blid og ægte tålmodig), men jeg føler mig lidt som en ilter italiensk mamma med mundkurv på, når jeg selv er ved at koge over af irritation indvendig. Der er bare ikke noget at gøre ved det, og mor-buddhismen virker, hvis bare jeg også kan få lov at spy galde indimellem. Lige her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *