Side 3 af 13

For meget flimmer

Jeg kan ikke ret godt lide nisser. Eller klovne. Måske er det den påtagede gladhed. Måske er det de skrigende farver, der generer min æstetiske sans. Det er bare en konstatering – ikke noget der har en særlig betydning. Det er reelt kun kravlenisser, jeg nægter at lukke ind.

Det er 1. december, og jeg stresser allerede. Der er også adskillige fødselsdage, der kræver særlige ritualer og ikke mindst gaver. Og én gave = potentielt skuffede forventninger. Mange gaver = uoverskueligt mange forventninger. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig er præget af Smartass’ 12 års fødselsdag, som var helt igennem rædselsfuld fra start til slut. Han græd og græd, fordi han følte sig misforstået, og Radar græd og græd af sympati og forvirring. Jeg burde vel kunne slippe det? Nåmn, det kan jeg så ikke.

Jeg shopper igennem på nettet, men må alligevel ud i menneskemylderet og stå i kø. Og svede. Det var en gang, jeg elskede det. Det gør jeg bare ikke mere. Jeg har gråd i halsen og vil bare hjem, og efter en ellers hyggelig formiddag på Radars nye skole, kom der bare lige plus på læsset, da han sagde: “Husk advendtsgaver!”. Fuck!

Forude venter også de obligatoriske julehygge-arrangementer med æbleskiver og forældresnak. Juleklippedag er heldigvis overstået. Jeg hader, hader, hader det, men det er bare en af de ting, jeg ikke kan slippe for. Dog melder jeg pas på at danse støvledans og boogie-woogie i hallen med 0-3. klassers børn og forældre. Dér bryder socialfobien ud i al sin pragt, og flugtgenet råber.

Da Diva var mindre, grinede vi meget af et udtryk, hun brugte. Når der var noget, hun ikke ville: Sige undskyld, give et knus, sige goddag, rydde op osv. så sagde hun:

Jeg har ikke flere!

Og jeg har så at sige genoptaget brugen af det, for hele familien ved, hvad det betyder.

I dag har jeg ikke flere. Og jeg gider ikke noget. Og jeg er træt. Magasin burde sende alt sit habengut til Syrien, og vi andre burde slappe lidt af. Men det kan jeg sgu ikke overbevise mine børn om. Den mundfuld er nok for stor for børn, der er opdraget af en gadget-far og en shopaholic-mor. Pis!

Noget om heste

Der skal ikke mere end en tur på LinkedIn til. Det sætter gang i angstpræget hjertebanken og selv-usikkerhed at se nye jobrokeringer og endorsements, og jeg hidser mig stadig op over visse fjolsers ublufærdige selvpromovering. Oven i dét har det også den uheldige effekt, at jeg kommer til at savne de gode af de gamle kollegaer. Og der kommer en snert af ‘gad vide’, om jeg mon en dag vender tilbage til dét felt.

“Hell no!”

Der stejler en hest! Den gider sgu ikke tilbage på rideskolen. I volten hvor barren blir højrere og højrere, og hvor pirouetterne blir finere og finere. Cirkushesten i den fine Trakhener svedte for bifaldet, men hun længtes indimellem efter græs og frie vidder. Og så havde hun svage koder. Hun ‘skøwlede’, siger de på jydsk. Så man turde ikke give 100% los, når der var væddeløb hjemad mod stalden.

Hvis jeg var en hest, så var jeg måske lidt som min skønne Hika var. I princippet fin. Med dådyrøjne, stamtavle, brændemærke og arabersnude. Men anderledes, importeret med et omvendt OX-stempel* der måske satte fut i egen vilje og udbrydertrang.

Jeg er således tidligere hestepige. Som har læst mange hestebøger. Både skøn-og faglitteratur. Så tilgiv mig nu for denne strøen om sig med hesteord. Jeg har trods alt ikke blandet nogen Tarok ind i det. Men når jeg køber fernis og glemmer tiden foran et lærred, så er der uendeligt igen. Som bag vipperne på en ung Appaloosa.

*OX er betegnelsen for fuldblods araber. XO bruges så i Polen for det samme. Bortset fra at hun ikke var araber, men Trakhener. Så det…

Diva og julekalenderen

Smuldt vande? Ikke helt men dramaerne er pacificeret for en kort stund. Ihvertfald satser jeg lidt på, at vi kan begrænse bølgegangen til en jagt på den rigtige julekalender til Diva. Jeg har holdt hende hen med: “Ja ja, der er masser af tid til 1. dec”, når hun har udtrykt bekymring for, at hun ikke får den. Og så opdager jeg i aftes, at den jo nu er totalt udsolgt på nettet. Hvorfor er det, at alt skal udsættes til aller sidste panik? Ja, det er jo fx, fordi hun skifter mening. Og jeg formår ikke, at være konsekvens-mor, der lykkes med at gennemtrumfe min vilje.

Man kan ikke tvinge Diva til noget. Man kan ikke tvinge udsalgsstøvlerne på hende, hvis hun synes, de er grimme. Man kan ikke tvinge tøj, der ‘irriterer’ på hendes krop. Og man kan ikke tvinge hende til at spise. Der er viljestyrke af rang i den lille krop, og jeg værger mig mod de her fysiske overgreb: Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Du tager det ikke af!” Hun tager det af. Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Behold det på” Hun flår det af…osv. Hun giver ikke op, og vi ender opkørte med et barn så fortvivlet, at kun et moderligt, beskyttende knus kan og en ligeværdig snak kan få hende ud af den tårevædede forvirring og vrede. Alle forældre kender det scenario. Men hos os kræver kombinationen ‘jeg-forstår-hende-egentlig-godt-mor’ og ‘jeg-VIL-IKKE-datter’ bare andre strategier, For hun er sgu lidt sjov:

“Er det let eller svært at være en mor?” spørger hun midt i en uventet krise med Radar, som ellers trives med ny skole og nye venner. “Det meste af tiden er det let”, svarer jeg “men det kan godt være svært, når man har sådan en situation her”. “Hvorfor det?” “Fordi man elsker sit barn og ikke vil have, at det skal være ked af det”.

Næste dag. Diva i hygge med dyne, pebernødder og tegnefilm: “Hvis man elsker barnet, hvorfor kan man så blive meget sur på det?” “Jamn sådan er det bare at være menneske. Det kender du også fra dig selv, ikke?”

Flere dage efter. Vi læser Alfons Åberg. “Hvad betyder bekymret?” Jeg forklarer. “Er du også bekymret for mig?”, spørger hun. Jeg svarer: “Tit! Når du er ked af skole…når du ikke vil spise og sådan”.

Fredagsslik. “Uhmm, jeg elsker de her (Milka, mælkechoko)” ” Dem har jeg aldrig kunnet lide” svarer jeg. “Men når moderen ikke kan lide noget, kan barnet så godt lide det?” “Ja, det kan det sagtens!” “Men kan man lide nogle andre ting, når man blir voksen?” “Ja tit” “Så behøver jeg ikke være sådan her altid?” “Nej, det behøver du ikke. Bare tag det roligt :-)”

En samtale over mange dage, var det. Og den er ikke færdig. Efter aften-Alfons i går sagde hun: “Jeg elsker at snakke om ting. Ihvertfald med dig!”

Det gør mig glad. Og nu skal vi piske i retning af fætter BR…

Hoved og hale

Jeg har alt for meget på hjerte. Det er ikke så meget fanden, der rumsterer derinde. Det er bare fyldt op med alt muligt, hjernen hverken kan finde hoved eller hale i. Det er også noget rod, at det er så lang tid siden, jeg har skrevet her. Men jeg har ikke haft lyst. Jeg pusler med tanker, jeg værner om. Jeg er tilsyneladende blufærdig omkring de ønsker og håb jeg har for fremtiden.

Jeg synes stadig ikke, at det her med mit liv er en dans på roser. Jeg synes ofte, at det er sindssygt besværligt. Og lige nu gør hunden af isterningemaskinen i køleskabet…

 

Bamser

Kedelig efterårsferie. Stakkels børn. Eller…to trediedele af flokken synes jo, at lange dage foran skærmen er superfedt. Det er ikke lykkedes os at mobilisere en samlet entusiasme for hverken restaurantbesøg eller andet. Og når økonomien er stram, og man har et anstrengt forhold til forlystelser, så er jeg altså ikke den der presser på. Men det giver dårlig samvittighed at opfostre så tilsyneladende [kedelige, uinteresserede, uinspirerede] unge mennesker. Diva har til gengæld givet den gas på buildabear fronten, så stuen ligner et kæmpe teselskab uden filter. Hun taler med forskellige stemmer i timevis, og jeg håber/håber ikke, at hun bevarer evnen til at drømme fantasilandskaber op. Håber ikke fordi det også kan være problematisk med et drømmende sind.
Radar skifter skole nu. Han fortjener en frisk start og et miljø, der værdsætter hans personlighed.
Og mig? Det er en fest! Lider stadig af uheldigt fald og mange painkillers. Jeg er ellers ikke en smertemæssig pivskid. Jeg falder i søvn i stedet. Men det med at ligge ned er åbenbart ikke befordrende for kæben. Det trækker ud, og jeg kan stadig ikke bide sammen. Av!

Hvem råber “fjols!”?

 

Out of order

Jeg har været trist. Meningsløsheden har sneget sig ind på mig igen. Jeg tænker først, at det er uden grund. Uden årsag. Men det er det nok ikke. Jeg spurgte min mor: “Hvordan undgår man at tage andres smerte på sig?”. For det er det jeg gør, og så kommer angsten, trætheden, håbløsheden. Det er ikke fordi, jeg konstant tænker på mine børn med problemer eller mine veninder med udfordringer som kemo, sygdom, seperation. Det lægger bare en dæmper, som jeg ifølge Psyko skal acceptere for at håndtere. Jeg genkender mønstret nu, og jeg tror, at jeg langt hen ad vejen ved, hvordan jeg skal håndtere det.

I går var jeg ‘ramt’, men lod være med at aflyse en aftale. Gemte og skjulte mig ikke, men nød at min nye ven(som jeg vil kalde Spotte) fik mig til at skraldgrine! Så hentede jeg Diva, og efter en lur hankede jeg op i mig selv og tog hende med på tur i Dyrehaven. “Jeg har altid drømt om at se en bambi”, sagde hun. Og så fik vi også lov at klappe et par stykker. Hun fik mig også til at grine. Hun hører ikke 100%, og det giver sjove fejltagelser. “BØRNEreden…” spurgte hun vantro, da vi kørte forbi et spejder/friluftsted, der hedder Ørnereden.

Hund blev så glad, da vi kom tilbage, så jeg skyndte mig at give hende snor på, og gå Mand i møde ved toget. Vi var så glade (læs: tvinger mig selv til at gøre ting, der glimtvis kan fjerne tomhedsfølelsen) at vi løb. Og vi løb så hurtigt, at jeg faldt. Jeg smækkede hånd og hage i asfalt, så nu sidder jeg med brækket arm, en ordentlig kajeryster og blødende hageforbinding med to sting i.

Jeg håber, jeg kan male i morgen. I dag blir det Netflix. Eller måske endda en tegning. Jeg mærker stadig Sisyfos, mem måske føler børnene sig nu tvunget til at bevæge sig lidt udover egen comfort-zone, så vi kan udvikle os lidt. Mere.

Sofaen. Skide løftebryder!

Dengang mands mor døde, tog vi ud for at kigge på sofa. Det lyder måske mærkeligt og kynisk, men vi vidste ikke, hvad vi skulle lave, fordi konceptet ‘hverdag’ føltes forkert. Så,i stedet for bare at sidde og glo, købte vi en røvdyr sofa, vi kunne sidde og glo i.

Vi troede faktisk, at det var en sofa for livet, godt og vel. Det sagde sælgeren ihvertfald. Og selvom vi har prøvet på at passe godt på den, så er den både blevet tisset på, hoppet i og hvæsset klør på. Af børn og uvorne katte. Man sover som en baby på den, og vi har aldrig fortrudt det køb. Men så går den sgu op i syningerne! Eller nej, det er værre. Læderet sprækker lige ved siden af syninger på siddefladerne. Hvad?
Klogere, mere velordnede mennesker end os, ville allerede for et år siden have losset de puder i Volvo’en og have stillet den stakkels sælger til ansvar: “For dårligt! Reperation! B.la b.la”. Sådan noget gør vi ikke ret tit. For det første skal manminitielt tage sig sammen til at glo på en sofa uden siddemulighed. Dernæst skal man face sin frygt for, at sælgeren bliver sur og overbeviser en om, at man er en idiot. For de skulle sikkertmhave været plejet på en eller anden måde, alle andre voksne kender til. Endelig er det sådan noget, man bare glemmer midt i alt det andet halløj…

Det her med sofaen, det er altså ikke en metafor. Selvom det ville være nemt. Det er bare det der med, at alt gentager sig, og jeg blir vanvittig af det. På dårlige dage synes jeg, at livet er komplet meningsløst.Altså på den måde, at jeg synes, at det er sådan lidt pinligt, latterligt det der med, at man skal sove. F*cking børste de samme tænder på nogenlunde samme tidspunkt, sige godnat og så pling: Så skal man sove. Weirdo.

Sofaen. Gentagelse. Jaeøh…hvordan lige?

Kan man ikke godt bare fikse nogle ting én gang for alle? Når jeg har gjort rent, tror jeg, at det varer for evigt. Indkøb. Farvning af vipper og bryn. Rengøring af køkkenskuffer. Sofaen skulle IKKE være på dén liste.

Næste gang jeg får et anfald af energi (HAha!), så skal puderne vidst ud på en lille køretur med mor her!

Langbortistan

Jeg ser i en blogroll hos Dronningen, at det er 2 uger siden, jeg sidst har skrevet. Og det er sgu ikke særlig blogvenligt. Men det blir indimellem enerverende at skulle forholde sig til alt det jammer både i virkeligheden og på skrift. Bloggen kan være en god ventil, men selv jeg keder mig da ihjel over denne mangel på fremgang. Det kunne nu være rart at være lidt festlig ind imellem. Sådan lidt: Så! Nu tager vi konsekvensen af det lort! Nu vil vi arve den wannabe-fjerne onkel i Amerika, og så skrider vi til Langbortistan og lever lykkeligt til vores dages ende…

Når folk prøver at hjælpe

… og det så faktisk føles som bedrevidene nedladenhed. Så er det ikke hjælp, vel? Så er det igen gulvtæppet, der hives væk under mig.

Så hjernen er i smadder, teenagerens lektier styres som projektplaner, og Diva er bange for sin billedkunstlærer. Så jeg er simpelthen for træt til at skrive noget særligt her.

Men hey! Julen er i (luksussommer)hus, og jeg har ‘sort of’ løst jobsituationen. Så kan det da kun gå opad, ikk’? Eller vent, åh nej ‘opad’? ‘opad bakke’? Pis osse!

Don’t push me

… coz I’m close to the edge!

Jeg har muligvis sagt det før; i så fald beklager jeg gentagelsen:

Jeg er ikke en æggepølse. Hvis du gør anslag til at formpresse min blomme, så gør jeg modstand! Jeg blir vred, og jeg kæmper imod til jeg slipper.

Så ser man et glad lille æg trille i sikkerhed.

eller

Så ser man noget smattet æggesplat på kanter og gulv, fordi det åbenbart var et dårligt valg.

Så spændende! Men hvorfor nu denne omvej? Hm ja, jeg blir nok nødt til at sige til nogen, at deres indsats virker halvhjertet og rutinepræget. At jeg mistrives med personligheder så glatte som teflon, og at det jeg siger, pt. er vigtigere, end det de tror, de ser.

Der er så mange gode og spændende måder at bruge æg på, at det sgu da er åndssvagt at presse pølser ud af dem. For ‘pænhedens’ skyld! Og økonomiens! Og så er det ensartet og forudsigeligt. Men smagen, hvad med den? Og så er vi nogen, der bare synes, det er fake og ulækkert.

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑