Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Recent Posts

For meget flimmer

Jeg kan ikke ret godt lide nisser. Eller klovne. Måske er det den påtagede gladhed. Måske er det de skrigende farver, der generer min æstetiske sans. Det er bare en konstatering – ikke noget der har en særlig betydning. Det er reelt kun kravlenisser, jeg […]

Noget om heste

Noget om heste

Der skal ikke mere end en tur på LinkedIn til. Det sætter gang i angstpræget hjertebanken og selv-usikkerhed at se nye jobrokeringer og endorsements, og jeg hidser mig stadig op over visse fjolsers ublufærdige selvpromovering. Oven i dét har det også den uheldige effekt, at […]

Diva og julekalenderen

Smuldt vande? Ikke helt men dramaerne er pacificeret for en kort stund. Ihvertfald satser jeg lidt på, at vi kan begrænse bølgegangen til en jagt på den rigtige julekalender til Diva. Jeg har holdt hende hen med: “Ja ja, der er masser af tid til 1. dec”, når hun har udtrykt bekymring for, at hun ikke får den. Og så opdager jeg i aftes, at den jo nu er totalt udsolgt på nettet. Hvorfor er det, at alt skal udsættes til aller sidste panik? Ja, det er jo fx, fordi hun skifter mening. Og jeg formår ikke, at være konsekvens-mor, der lykkes med at gennemtrumfe min vilje.

Man kan ikke tvinge Diva til noget. Man kan ikke tvinge udsalgsstøvlerne på hende, hvis hun synes, de er grimme. Man kan ikke tvinge tøj, der ‘irriterer’ på hendes krop. Og man kan ikke tvinge hende til at spise. Der er viljestyrke af rang i den lille krop, og jeg værger mig mod de her fysiske overgreb: Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Du tager det ikke af!” Hun tager det af. Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Behold det på” Hun flår det af…osv. Hun giver ikke op, og vi ender opkørte med et barn så fortvivlet, at kun et moderligt, beskyttende knus kan og en ligeværdig snak kan få hende ud af den tårevædede forvirring og vrede. Alle forældre kender det scenario. Men hos os kræver kombinationen ‘jeg-forstår-hende-egentlig-godt-mor’ og ‘jeg-VIL-IKKE-datter’ bare andre strategier, For hun er sgu lidt sjov:

“Er det let eller svært at være en mor?” spørger hun midt i en uventet krise med Radar, som ellers trives med ny skole og nye venner. “Det meste af tiden er det let”, svarer jeg “men det kan godt være svært, når man har sådan en situation her”. “Hvorfor det?” “Fordi man elsker sit barn og ikke vil have, at det skal være ked af det”.

Næste dag. Diva i hygge med dyne, pebernødder og tegnefilm: “Hvis man elsker barnet, hvorfor kan man så blive meget sur på det?” “Jamn sådan er det bare at være menneske. Det kender du også fra dig selv, ikke?”

Flere dage efter. Vi læser Alfons Åberg. “Hvad betyder bekymret?” Jeg forklarer. “Er du også bekymret for mig?”, spørger hun. Jeg svarer: “Tit! Når du er ked af skole…når du ikke vil spise og sådan”.

Fredagsslik. “Uhmm, jeg elsker de her (Milka, mælkechoko)” ” Dem har jeg aldrig kunnet lide” svarer jeg. “Men når moderen ikke kan lide noget, kan barnet så godt lide det?” “Ja, det kan det sagtens!” “Men kan man lide nogle andre ting, når man blir voksen?” “Ja tit” “Så behøver jeg ikke være sådan her altid?” “Nej, det behøver du ikke. Bare tag det roligt :-)”

En samtale over mange dage, var det. Og den er ikke færdig. Efter aften-Alfons i går sagde hun: “Jeg elsker at snakke om ting. Ihvertfald med dig!”

Det gør mig glad. Og nu skal vi piske i retning af fætter BR…

Hoved og hale

Hoved og hale

Jeg har alt for meget på hjerte. Det er ikke så meget fanden, der rumsterer derinde. Det er bare fyldt op med alt muligt, hjernen hverken kan finde hoved eller hale i. Det er også noget rod, at det er så lang tid siden, jeg […]

Bamser

Bamser

Kedelig efterårsferie. Stakkels børn. Eller…to trediedele af flokken synes jo, at lange dage foran skærmen er superfedt. Det er ikke lykkedes os at mobilisere en samlet entusiasme for hverken restaurantbesøg eller andet. Og når økonomien er stram, og man har et anstrengt forhold til forlystelser, […]

Out of order

Jeg har været trist. Meningsløsheden har sneget sig ind på mig igen. Jeg tænker først, at det er uden grund. Uden årsag. Men det er det nok ikke. Jeg spurgte min mor: “Hvordan undgår man at tage andres smerte på sig?”. For det er det jeg gør, og så kommer angsten, trætheden, håbløsheden. Det er ikke fordi, jeg konstant tænker på mine børn med problemer eller mine veninder med udfordringer som kemo, sygdom, seperation. Det lægger bare en dæmper, som jeg ifølge Psyko skal acceptere for at håndtere. Jeg genkender mønstret nu, og jeg tror, at jeg langt hen ad vejen ved, hvordan jeg skal håndtere det.

I går var jeg ‘ramt’, men lod være med at aflyse en aftale. Gemte og skjulte mig ikke, men nød at min nye ven(som jeg vil kalde Spotte) fik mig til at skraldgrine! Så hentede jeg Diva, og efter en lur hankede jeg op i mig selv og tog hende med på tur i Dyrehaven. “Jeg har altid drømt om at se en bambi”, sagde hun. Og så fik vi også lov at klappe et par stykker. Hun fik mig også til at grine. Hun hører ikke 100%, og det giver sjove fejltagelser. “BØRNEreden…” spurgte hun vantro, da vi kørte forbi et spejder/friluftsted, der hedder Ørnereden.

Hund blev så glad, da vi kom tilbage, så jeg skyndte mig at give hende snor på, og gå Mand i møde ved toget. Vi var så glade (læs: tvinger mig selv til at gøre ting, der glimtvis kan fjerne tomhedsfølelsen) at vi løb. Og vi løb så hurtigt, at jeg faldt. Jeg smækkede hånd og hage i asfalt, så nu sidder jeg med brækket arm, en ordentlig kajeryster og blødende hageforbinding med to sting i.

Jeg håber, jeg kan male i morgen. I dag blir det Netflix. Eller måske endda en tegning. Jeg mærker stadig Sisyfos, mem måske føler børnene sig nu tvunget til at bevæge sig lidt udover egen comfort-zone, så vi kan udvikle os lidt. Mere.

Sofaen. Skide løftebryder!

Dengang mands mor døde, tog vi ud for at kigge på sofa. Det lyder måske mærkeligt og kynisk, men vi vidste ikke, hvad vi skulle lave, fordi konceptet ‘hverdag’ føltes forkert. Så,i stedet for bare at sidde og glo, købte vi en røvdyr sofa, vi […]

Langbortistan

Jeg ser i en blogroll hos Dronningen, at det er 2 uger siden, jeg sidst har skrevet. Og det er sgu ikke særlig blogvenligt. Men det blir indimellem enerverende at skulle forholde sig til alt det jammer både i virkeligheden og på skrift. Bloggen kan […]

Når folk prøver at hjælpe

… og det så faktisk føles som bedrevidene nedladenhed. Så er det ikke hjælp, vel? Så er det igen gulvtæppet, der hives væk under mig.

Så hjernen er i smadder, teenagerens lektier styres som projektplaner, og Diva er bange for sin billedkunstlærer. Så jeg er simpelthen for træt til at skrive noget særligt her.

Men hey! Julen er i (luksussommer)hus, og jeg har ’sort of’ løst jobsituationen. Så kan det da kun gå opad, ikk’? Eller vent, åh nej ‘opad’? ‘opad bakke’? Pis osse!

Don’t push me

Don’t push me

… coz I’m close to the edge! Jeg har muligvis sagt det før; i så fald beklager jeg gentagelsen: Jeg er ikke en æggepølse. Hvis du gør anslag til at formpresse min blomme, så gør jeg modstand! Jeg blir vred, og jeg kæmper imod til […]

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...