Hjertefanden

28. maj 2014
by hjertefanden
0 comments

Småtspisende børn

Starter dagen med Politiken og en stigende irritation og trang til at forsvare mig. Jeg er jo ellers en type, der gerne påtager mig skylden for alt, men netop mine børns spisevanskeligheder vil jeg ikke (længere)bære på mine skuldre som skyld. Politiken har i dag et par artikler om småtspisende børn, relateret til en nyudkommet bog ’Børn, der spiser for lidt’af specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder. Excuse me, for jeg har ikke læst bogen, men umiddelbart lyder tilgangen til problemløsning som en praktisk udførelse af de gode råd Jesper Juul skrev i “Smil vi skal spise” for omkring 10 år siden. Det er udmærket… men jeg føler bare, at der peges fingre af mig. Som jeg forstår artiklerne, så er det forældrenes skyld. Skyld!

Skyld fordi der mangler struktur under måltiderne. Skyld fordi der er for meget pres. Skyld fordi der kommenteres under spisningen. Skyld fordi barnet ikke oplever hygge. Skyld fordi der er alt for meget usikkerhed og fokus. Skyld fordi forældrene ikke har fattet en skid af børns basale relation til mad.

Mine børn

Smartass har haft et anstrengt forhold til mad i 15 år. Vi har lissom prøvet forskellige tilgange Hans spiseproblemer er hægtet op på hypersensitivitet og ADD, og derfor blev han afvist på Center for Spiseforstyrrelser, selvom hans BMI er/var langt under anoreksigrænsen.

Radar er født sulten. Han er kræsen men glad for mad. Mht. hans kræsenhed tror jeg mest, at den er tillært, fordi han har observeret sin storebrors tilgang til fødevarer.

Diva er desværre fuldstændig ligesom Smartass. Og når man har en baby, der aldrig nogensinde tog nogetsomhelst (legetøj, sut, fingre, græs, whatever) i munden, så oplever man ikke en mund, der automatisk åbner, bare fordi man stikker en ske op i nærheden.

Jeg finder trøst i Ulla Lebahns mere empatiske tilgang til de små børns vanskeligheder, og savner i artiklerne en lidt mere nuanceret beskrivelse af problemstillinger omkring spisevægring.

Formål med disse informationer?

Hvis det, som det fremgår af artiklerne og nedenstående klip derfra, virkelig i så høj grad handler om forældrenes signaler, så kunne det have været ret relevant at underbygge med eksempler på, hvordan det går med børnenes spisning, når de ikke er hjemme?

Er disse artikler ikke blot benzin på de usikre og sundhedsfikserede forældres bål så? Og/eller håber man at kunne bremse de tiltagende spiseproblemer ved at oplyse om, at man bare skal slappe af og hygge sig under måltiderne?

Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt det her. Jeg siger bare, at når der generaliseres i aviser og nyheder, så går det udover familier som min. Som om man ikke godt kunne undvære flere bedrevidende velmenende gode råd, sådan et par artikler kan afstedkomme…

Citater fra artiklerne

Mia Bjergager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hillerød Hospital.

»Forældrenes enorme fokus på mad får nogle børn til at gå helt i baglås og nægte at spise. Så i virkeligheden handler det for de fleste børn med spisevanskeligheder slet ikke om hverken mad, kræsenhed eller fysiske problemer som synke- eller tyggebesvær, men om forældrenes relation til barnet«, siger hun.”

Anne Mette Skovgaard, overlæge og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

“…har undersøgt små børn fra normalbefolkningen for spiseproblemer og er lige nu i gang med forskningsprojekter om nul til tre-årige, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i hospitalsvæsenet. Hun understreger, at der kan være flere årsager i spil, når børn ikke vil spise – for eksempel har 80 procent af børn med udviklingsproblemer og for tidligt fødte børn i et eller andet omfang problemer med spisningen. Det kan skyldes forsinket udvikling af mundmotorikken eller andre faktorer i forbindelse med fysisk sygdom. Men nogle børn udvikler spiseproblemer uden nogen fysisk forklaring, og Anne Mette Skovgaard genkender, at forældrenes tilgang til mad også smitter af på børnenes lyst til at spise.

»Hvis barnet ikke vil spise, kan forældre blive så desperate, at de tvangsfodrer deres barn; presser skeen ind i munden eller truer barnet. Barnet bliver bange, stresset, og dets appetitregulering forstyrres«, siger hun og fortsætter:

»Vi har indlagte børn, hvis appetitregulering er gået helt fløjten, som er underernærede, fordi de ikke føler sult, og hvor al spisning er forbundet med stress. Disse børn har risiko for at blive kronisk underernærede, og det kan være nødvendigt at behandle dem med sondemad for at sikre deres udvikling«.”

Steen Andersen, generalsekretær i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS

“»Havde du spurgt mig tidligere, ville jeg have sagt, at spiseforstyrrelser hos mindre børn stort set aldrig forekom, men nu blive vi kontaktet i hvert fald en gang om ugen. Det bliver mere og mere udbredt, at selv bittesmå børn ikke vil spise, og som forældre er det overordentligt vigtigt at huske på, at der er en stor overførsel af egne spisevaner«, siger generalsekretær i foreningen Steen Andersen.

»Pas på med at diskutere mad og slankekure, mens barnet lytter. Tal ikke en helt masse om fedt, sukkerindhold og kalorier – barnet risikerer bare at få et unaturligt forhold til mad. Børn skal ikke interessere sig for, om det, de spiser, er sundt eller ej. Mad skal bare være en helt naturlig del af hverdagen, og måltiderne skal være hyggelige og afslappede. Ikke anspændte og stressede«.”

1. maj 2014
by hjertefanden
0 comments

Lille fugl

Da jeg var barn kunne man risikere at blive kaldt en gøgeunge. Husker ikke de præcise omstændigheder, men det relateredes sikkert til forurettet, krævende adfærd og mokken i søskendeflokken. Når jeg ser på min egen situation kan jeg dog levende forstille mig, at mine forældre også indimellem må have følt sig magtesløse overfor de højlydte “mér!”-pip fra kuldet. Alligevel genkender ikke det udmattede blik, jeg møder i spejlet. Jeg husker ikke, at de var lige så trætte.

Mine børn er ikke gøgeunger. De er helt klart menneskebørn, der er længe om at vokse og lære og blive voksne nok til at forlade reden, so to speak. Jeg er sgu heller ikke en gøgemor – men jeg føler mig som en forpjusket gråspurv, der ikke er stor nok til at varme alle på én gang. De møder mig med åbne munde men spiser ikke ormene. Og jeg pisker rundt og skræpper af katten og pipper af solen, men jeg fortvivlet prøver at regne ud, hvordan jeg får fyldt tilstrækkeligt med livsmod og -vilje i dem. Så de bare flyver… på trods.

Fra Wikipedia: Gøgens adfærd afviger kraftigt fra de fleste andre fugle, idet den ikke bygger rede og ikke opfostrer egne unger. Derimod lægger gøgen sine æg i andre fugles reder, der så står for opfostringen. Gøgens æg har normalt samme farve som værtsfuglens egne. Gøgen lægger kun ét æg i hver rede og sørger samtidig for at fjerne et af værtsfuglens egne æg, for at undgå at ægget opdages. Selvom gøgen er langt større end sine værtsfugle, er dens æg ikke større, men derimod i gråspurve-størrelse, hvilket også hjælper til at skjule ægget for værtsfuglene. Når gøgeungen udklækkes skubber den de andre æg eller unger ud af reden, for at være ene om at blive fodret.

23. april 2014
by hjertefanden
0 comments

Diva

I morgen skal hun til sundhedsplejerske. Og så skal jeg efterfølgende nok have en snak med lægen. I går lukkede jeg posen lidt op for en veninde, der “tilfældigvis” er uddannet psykolog, og hun vurderede, at tøsen har angst med spiseforstyrrelse som et af symptomerne.

I dag er der så en masse om børn og angst i medierne, og jeg indser måske, at vi ikke bare kan kalde hende for miniSmartass og lade stå til, eller hvad det er vi gør… (NOT!)

Hun er så meget yngre end Smartass, at hun ikke kan have afluret, hvordan han forholdt sig til mad, da han var yngre. Så det er spooky at se gentagelserne, at se hende gøre og sige præcis de samme ting. Hun er headed direkte mod anoreksien, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det. Man føler, at man er med-alkoholiker, når man lader hende (og Smartass) spise det mad, de kan acceptere. Men det er jo ikke normalt, at en lille piges reaktion på en planlagt tur til Paris i maj er, at hun er bange for ikke at kunne få noget at spise i de 5 dage, vi er på tur. Og at hun var i tvivl om, om hun kunne komme med, hvis vi ikke kunne medbringe bondebrød og peanutbutter.

Hun skal have noget hjælp. Det skal mand og jeg også. Men man skal jo have kræfter for at kunne iværksætte nogle samtaler og ansøgninger. Og selvom jeg ved, at det skal gøres, så bliver jeg simpelthen nødt til at lytte til Psykos ord i mit hoved, og tro på at det er ok, at jeg først lige må splatte helt ud og give efter for trætheden.

23. april 2014
by hjertefanden
0 comments

3 år

Her i foråret er det 3 år siden, at tilværelsen væltede for mig, og jeg flygtede til Nowhere. Piller og Psyko har fået mig ud af det værste mismod. Jeg opsagde det konventionelle job, og det har været guld at kunne prioritere og fokusere på det vigtigste. Mine professionelle kernekompetencer er ændret en smule – eller dvs. jeg er sådan set bare vendt hjem til de drømme, jeg havde, da jeg startede på arkitektskolen for 1 mio. år siden. Kre-a-tiv!!! In your face, ingeniørdatalogexkollega. Ups nå, det var lige et indforstået sidespring.

3 år efter. Flexibilitet og frihed i hverdagen. Mulighed for at arbejde med det, man helst vil. Og høj prioritering af familien. Så er alt godt!??

Nej det er det ikke. Som i overhovedet ikke. Vi er i knæ, Mand og jeg, og i disse dage føles det uendelig slidsomt at være mor i den her familie. Et FB opslag fra Psykiatrifonden fik nogle brikker til at falde på plads for mig, og det er rart (omend trist) åbent at kunne klistre nogle relevante forklaringer og begreber på.

“Hej! Mit navn er fanden, Hjertefanden, og jeg er syg i bøtten. Jeg har post-stress kognitive vanskeligheder og bivirkninger af den medicin, der holder angst og depression stangen.”

Hos os vejledes den døve nærmest af den blinde. 4 ud af 5 har kognitive vanskeligheder i varieret omfang, så der er ikke noget at sige til, at det kan føles tungt. 3 år: Lang eller kort tid i det perspektiv? Jeg ved det ikke, og det nytter heller ikke noget at gøre sig til dommer omkring det.

Vores liv er som det er, selvom vi måske havde drømt om noget andet. Vi forsøger at få det bedste ud af det. Men det er pissehamrende hårdt. Sgu!

9. februar 2014
by hjertefanden
0 comments

My Little Pony lærdom

Diva elsker My Little Pony. Hun tegner dem, leger dem, snakker om dem dag og nat, og så konsumerer hun dem i store mængder på iPad især. Og det foregår tæt på mig. Hun klæber jo.

Det betyder, at jeg kan referere dele af film. Delvist kender de rigtige farver på dyrene. Og delvist forstår fascinationen.

Der er en af de her pony’er, der hver uge skal sende et brev til en princesse, hvori der står, hvad hun har lært om venskab i løbet af ugen. Ahm, hvor er det egentlig bare en god idé, slog det mig pludselig.

Jeg ved ikke, om jeg har lært noget om venskab i den fortløbne uge. Det er ikke min spidskompetence. Jeg er usocial, glemmer at svare på søde hilsner, svær at lave en aftale med og sådan. Men ifølge Psyko er det vigtigt, at jeg har nogle kontakter, så jeg prøver…trods alt.

Men hvis du vil høre, hvad jeg har lært sådan generelt, så vil jeg forsøge at liste det her:

– At jeg ikke kan følge med mine egne tanker. Jeg overvejer, om vi alle har enten ADHD, stress eller depression, og det er så håbløst, at jeg bare er nædt til at vælge at grine af det :-D
– At det er minimalt begrænset, hvad der ikke er oppe til diskussion i mit hoved. Om hvor vidt jeg gider/orker eller ej. Jeg ville ønske, at der var nogen i mit hus, der havde evnen til bare at gøre ting, fordi det gør man/skal man. Altså pr. refleks. (Hint: Vi er i husholdningsafdelingen nu). Jeg er så træt, at jeg nærmest kun agerer uden at tænke om jeg gider, når det drejer sig om toiletbesøg. Da jeg fortalte denne erkendelse til mand, spurgte han, om jeg altid har haft det sådan. Eller om jeg mon er blevet smittet af ham. Jeg kan ikke svare på det, for jeg kan ikke huske det. Men jeg ved, at jeg gør færre pligt-ting nu, fordi jeg har sluppet noget af angsten for ikke at være god nok og blive (for)dømt på mine husmor-kompetencer. Og det er godt! Det ville bare være rart at have bare lidt mere energi.
– at alting lysner en lille smule, når der kommer luft til hjernen på en lang tur med hund. Men med reference til ovenstående, så kræver det en beslutning om, at man godt gider…
– at bekymring over børn og spiseforstyrrelser sidder som en tung sort sten i min mave.
– at der i slutningen af den film, der hedder Rabbit Hole er en scene, der krævede tårer, fordi den mindede om den tilgang til livet, jeg præsterer, når jeg balancerer på kanten af mørket.
– at jeg har gjort det uendelig besværligt for mig selv at tegne på det forkerte papir. Det er jo succes at opleve en helt anden hast, men alligevel…
– at jeg tit holder alt det her bla bla for mig selv, men i dag har jeg bare behov for at kyle ordene ud i rummet. Det er ved at boble over, og det er skideirriterende.

7. februar 2014
by hjertefanden
0 comments

Hvad skete der lige dér?

…så gik der lige en måned. Mindst. Det er ikke fordi der pludselig er fryd og gammen i det lille hjem. Det er heller ikke fordi, jeg ikke gider. Tiden går bare…

Jeg kæmper lidt med mørket. Både det udenfor og det indeni. Jeg gider ingenting, jeg er træt og opgivende. Men jeg forlader mig på erfaring og Psykos ord, så forhåbentlig svinder det med forår. Kæp i hjulet er blot, at jeg venter på en operation i håndledet, som inden længe vil reducere min venstre arm til en gang gipsindviklet jammer.

Radar stortrives på sin nye skole, så dér er en kæmpe sten på ingen tid blevet til ro og glæde i hjertet. Han klarer det så flot og vokser som menneske, samtidig med at hvalpefedtet lige så stille svinder. Smartass er for så vidt uforandret. Humør og spiseforstyrrelse lider med vinteren, men det har været en bonus, at han motiveres af de klare bedømmelser, der følger med 8. klasses karaktergivning. Diva minder i sit forhold til mad så meget om Smartass, at det er sindssygt bekymrende. Og det orker jeg ikke at gå ind i nu. For det er fredag, og så truer slik og GT og X-factor, og det er gentagelser, jeg både hader og elsker.

27. december 2013
by hjertefanden
0 comments

Glædelig jul!

Guderne skal vide, at der ville være masser af stof til analyse og undren, hvis det ikke lige var fordi, jeg ikke vil rode mig ud i ord, jeg ikke siger.
Men det, der før kunne såre og smerte; jeg gider ikke at give det plads. Det må de sgu selv om. Det interesserer mig ikke, at de skal stikke og fryse som Iselin. Jeg er stærkere nu, og min lille familie nyder ferie og hygge. Med og uden spiseforstyrrede julemåltider.

18. december 2013
by hjertefanden
2 Comments

Og det blev så ugen

… hvor jeg i distraktion stak resten ad Divas franske hotdog i inderlommen og senere undrede mig over, at juleshopping kunne frembringe en så markant syntetisk svedlugt fra min krop

…hvor jeg opdagede, at sidegevinsten ved endelig at kunne bide sammen i højre side af munden (efter fald-vha-hund) er en sær susen i øret…som de gummibobler med slange man brugte til at puste luftmadrasser op med engang.

… hvor et momentalt breakdown på husmoderevnen resulterede i Kvickly-binge-shopping: 1 stk. chokoladesmelte-ting til Radar, glimmersko til Diva og en sort æske, jeg kan pakke nogle øreringe (som jeg troede jeg kunne sælge) ned i.

… hvor jeg fortsat undrer mig over politikere, sundhedssystem og danskere.

Til gengæld mangler jeg stadig at få tjek på sengetøj og håndklæder til 13 personer i en uge, at finde ud af hvad vi stiller op med katten i selvsamme uge og at finde den positive indstilling til morgendagens madpakker frem.

4. december 2013
by hjertefanden
0 comments

Snot

Fuld af snot. Og ondt i halsen. Heldigvis er det meste af familien (+ hund (win!) også dejset om, så der kan hutles igennem uden den store servicering. Men når jeg kigger på vasketøjsdyngerne, så får jeg lyst til at tage rub og stub og kyle det til genbrug. Men det kan man jo heller ikke være bekendt, vel?

Så meget anstændighed har vi vel trods alt! … siger englen på den ene skulder.

“Ork jo! Det gør ALLE”, siger djævelen på den anden. “Det er jo ikke særlig snavset!”

“Adr, hvor klamt!”, siger englen. “Ja!”, siger djævelen “…og?”.

Jeg gør det ikke. Promise.

1. december 2013
by hjertefanden
2 Comments

For meget flimmer

Jeg kan ikke ret godt lide nisser. Eller klovne. Måske er det den påtagede gladhed. Måske er det de skrigende farver, der generer min æstetiske sans. Det er bare en konstatering – ikke noget der har en særlig betydning. Det er reelt kun kravlenisser, jeg nægter at lukke ind.

Det er 1. december, og jeg stresser allerede. Der er også adskillige fødselsdage, der kræver særlige ritualer og ikke mindst gaver. Og én gave = potentielt skuffede forventninger. Mange gaver = uoverskueligt mange forventninger. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig er præget af Smartass’ 12 års fødselsdag, som var helt igennem rædselsfuld fra start til slut. Han græd og græd, fordi han følte sig misforstået, og Radar græd og græd af sympati og forvirring. Jeg burde vel kunne slippe det? Nåmn, det kan jeg så ikke.

Jeg shopper igennem på nettet, men må alligevel ud i menneskemylderet og stå i kø. Og svede. Det var en gang, jeg elskede det. Det gør jeg bare ikke mere. Jeg har gråd i halsen og vil bare hjem, og efter en ellers hyggelig formiddag på Radars nye skole, kom der bare lige plus på læsset, da han sagde: “Husk advendtsgaver!”. Fuck!

Forude venter også de obligatoriske julehygge-arrangementer med æbleskiver og forældresnak. Juleklippedag er heldigvis overstået. Jeg hader, hader, hader det, men det er bare en af de ting, jeg ikke kan slippe for. Dog melder jeg pas på at danse støvledans og boogie-woogie i hallen med 0-3. klassers børn og forældre. Dér bryder socialfobien ud i al sin pragt, og flugtgenet råber.

Da Diva var mindre, grinede vi meget af et udtryk, hun brugte. Når der var noget, hun ikke ville: Sige undskyld, give et knus, sige goddag, rydde op osv. så sagde hun:

Jeg har ikke flere!

Og jeg har så at sige genoptaget brugen af det, for hele familien ved, hvad det betyder.

I dag har jeg ikke flere. Og jeg gider ikke noget. Og jeg er træt. Magasin burde sende alt sit habengut til Syrien, og vi andre burde slappe lidt af. Men det kan jeg sgu ikke overbevise mine børn om. Den mundfuld er nok for stor for børn, der er opdraget af en gadget-far og en shopaholic-mor. Pis!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...