Der skal ikke mere end en tur på LinkedIn til. Det sætter gang i angstpræget hjertebanken og selv-usikkerhed at se nye jobrokeringer og endorsements, og jeg hidser mig stadig op over visse fjolsers ublufærdige selvpromovering. Oven i dét har det også den uheldige effekt, at jeg kommer til at savne de gode af de gamle kollegaer. Og der kommer en snert af ‘gad vide’, om jeg mon en dag vender tilbage til dét felt.

“Hell no!”

Der stejler en hest! Den gider sgu ikke tilbage på rideskolen. I volten hvor barren blir højrere og højrere, og hvor pirouetterne blir finere og finere. Cirkushesten i den fine Trakhener svedte for bifaldet, men hun længtes indimellem efter græs og frie vidder. Og så havde hun svage koder. Hun ‘skøwlede’, siger de på jydsk. Så man turde ikke give 100% los, når der var væddeløb hjemad mod stalden.

Hvis jeg var en hest, så var jeg måske lidt som min skønne Hika var. I princippet fin. Med dådyrøjne, stamtavle, brændemærke og arabersnude. Men anderledes, importeret med et omvendt OX-stempel* der måske satte fut i egen vilje og udbrydertrang.

Jeg er således tidligere hestepige. Som har læst mange hestebøger. Både skøn-og faglitteratur. Så tilgiv mig nu for denne strøen om sig med hesteord. Jeg har trods alt ikke blandet nogen Tarok ind i det. Men når jeg køber fernis og glemmer tiden foran et lærred, så er der uendeligt igen. Som bag vipperne på en ung Appaloosa.

*OX er betegnelsen for fuldblods araber. XO bruges så i Polen for det samme. Bortset fra at hun ikke var araber, men Trakhener. Så det…