Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Mormor-ben

Skylder a-kasse damen en update. Jeg var forudindtaget, men 1. møde gik godt, og vi havde en konstruktiv dialog. Det var rigtig dejligt! Så mangler blot lidt stillingtagen til mit liv.

Da jeg var 18, tog jeg efter studentereksamen på det obligatoriske au-pair ophold i Paris. Dvs. det var ikke meningen, at jeg skulle være au-pair, men nogle forviklinger omkring et kollegieværelse i universitetsbyen gjorde, at det endte med et værelse i en forstad. Sammen med min veninde. Vi skulle arbejde et par timer dagligt, og så havde vi resten af tiden fri til at følge nogle studier på la Sorbonne, og hvad vi ellers havde lyst til. Det var vi ikke ret gode til at administrere, så lidt trøstespisning satte sig fast. Og så var det, at min storebror sagde, at jeg havde fået mormor-ben. Og med det mente han nok de der stolpelignende, nylonbeklædte stænger, der i værste fald stikker ud under en knælang polyestersag. Sikke en brormand, hva’?

De kilo røg siden af i løbet af en sommer, hvor jeg levede af makrelmadder og lakridskonfekt, og det er squ ret mærkeligt. Hvad der også er mærkeligt er, at jeg faktisk troede, at jeg har ret godt styr på det der kost. Det er et madhelvede herhjemme, (men det kræver et indlæg for sig selv) og min egen manglende madglæde er ikke blevet bedre af, at jeg i de senere år igen er begyndt at tage på på sådan en uflatterende måde. Sådan muffintop-agtigt. Det føles meget fremmed, og jeg har tilskrevet det enten stress, hormoner, alder eller medicin. For jeg spiser ikke for meget, og jeg spiser sundt. Troede jeg.

Google-ing det med hormoner har ført mig omkring glykæmisk indeks, insulin resistens, biosignature, anti-PCO, LCHF, Christian Bidtz og Arne Astrup, Anne Bech og modefænomenet palæo. Så lemminge-agtigt tænkte jeg, at jeg ville prøve at undlade de fødevarer, der skaber udsving i blodsukkerniveauet. 2 uger og jeg er fuldstændig målløs over forandringerne! Jeg spiste sundt udfra grønt- og groft-principperne. Men proportionerne var forkerte. For lidt protein, for meget kulhydrat, hvilket på mig skabte depoter. Nice to know. Virkelig!

Blot til info, så har jeg ikke registreret nogen kostrelaterede ændringer til psyken. Psyko siger også, at min krop reagerer som den skal. Jeg skal såmænd bare respektere og kommunikere mine grænser til omverdenen. Ha! Ha! Ha! Som om det ikke er hele kernen i problemstillingen – at jeg reagerer på andres behov og overhører mine egne. Nå, men det er jo ongoing…

20130519-125516.jpg

20130521-115340.jpg

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *