… så så man lige mig tude på direktørens kontor! Og må man egentlig det?

Det var fredag, og det var en møgdag. Jeg var sur, trist og rasende frustreret over ikke at kunne yde optimalt. Ikke at kunne trænge igennem og ikke at kunne stille op til overbevisninger, jeg ikke tror på…Eller det gør jeg måske! Efter min mening er der bare andre stilfærdigt ulmende brande, der skal bekæmpes først. Små bål. Så kontrollerede og hyggespredende, at man næsten kan glemme, at det er ild. Men ikke jeg, for det er mig de brænder.

Når jeg ikke kan slukke de brande ved egen hånd, så hælder jeg sgu benzin på i stedet! SÅ blir der varmt! Og jeg er forberedt – i røgmaske og brandmandskasket.

Men en pyroman i tårer er ikke en strategisk placeret kvindelist. Det er heller ikke en hysterisk forsmåelse. Det er det øjeblik, hvor ilden brøler og kvistene knaser, at man opdager, man selv er blevet en f**king skumslukker.