At male fanden på væggen er en talemåde, som betyder, at man fokuserer på det negative, forestiller sig det værste, og fremstiller noget som værre end det reelt er.

Nu er der jo ingen grund til at male fanden på væggen

… siges det.
Men det er jeg nu egentlig ikke sikker på, at jeg er enig i… eller/og…nogen gange skal man og andre gange ikke. Problemet er, at vi omgås med forskellige opfattelser af og grænser for, hvad der er reelt. Et reelt problem, en reel fare, en reel belastning? Hvem skal afgøre, om jeg maler fanden på væggen, når jeg måske har virkelig meget brug for hjælp?

Jeg kan konstatere, at jeg ikke altid er god til at gøre det i de rigtige situationer. Og ikke mindst har jeg også en holdning til andres meninger om ‘malen fanden på væggen’ i forbindelse med stress og depression.