Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

M. Mor. Moder

M. Mor. Moder

Hjemme hos os er det mig, der er moderen med stort M. Det er måske selvfølgeligt, eftersom det er mig, der har født børnene? Jo, men det er vel forskelligt, hvor stor en del af ens identitet, der er dedikeret til selve mor-rollen, ikke? Og der er nok også forskel på, hvor meget man påtager sig hhv. den praktiske og/eller den følelsesmæssige mor-identitet/-funktion. Ja? Er du med so far?

Jeg vil sige, at jeg nok selv er fullblown mor på det følelsesmæssige plan. På det praktiske plan har jeg mere af rollen, end jeg egentlig gider. Måske er det en erkendelse, jeg har gjort. Måske er det bare, fordi jeg ikke magter de samme ting, jeg evnede tidligere. Ihvertfald tørrer jeg gladeligt planlægning, kontrol og planlægning af på Mand, hvis jeg kan komme til det. Desværre lykkes det sjældent…

Anyway, jeg er moderen, de alle stimler sammen om for at blive kildet på ryggen, nusset og trøstet (nu også hunden!). Når jeg kommer ind ad døren, blir jeg mødt af:

Jeg er suuulten!

Skal udtales lidendeanklagende.

Og fx flyrejser forbinder jeg med 3 børn på skødet, mens Mand sidder og sover et andet sted.

Jeg ville jo så gerne give dem alt det bedste af kærlighed, glæde, kreativitet, styrke og klogskab. Men lige nu tror jeg mest, at fokus er, at samhørighedsfølelse og fælles grin skal overskygge de udfordringer og overbliksvanskeligheder den her diagnosefamilie skal lære at acceptere.

Men idag er en af de dage, hvor jeg har svært ved at holde det ud. Jeg opdager, at energien siver, og at jeg blir trist, når jeg vender ryggen til. Og derfor tilbage til det med at være Moder. For selvom jeg synes, at det går helt godt for tiden, (så godt at mit forvirrede indre et øjeblik overvejede, om jeg overhovedet fortsat har stof nok til den her blog. Haha!) så kan jeg pludselig godt mærke, at jeg er sindssygt dårlig til at rumme det, hvis De 3 er kede af det. Det f*cker mere med min underbevidsthed, end jeg egentlig vidste. Men den erkendelse er jo guld værd, er den ikke? Altså også selvom det er irriterende?

20130330-160855.jpg

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *