Da jeg var barn kunne man risikere at blive kaldt en gøgeunge. Husker ikke de præcise omstændigheder, men det relateredes sikkert til forurettet, krævende adfærd og mokken i søskendeflokken. Når jeg ser på min egen situation kan jeg dog levende forstille mig, at mine forældre også indimellem må have følt sig magtesløse overfor de højlydte “mér!”-pip fra kuldet. Alligevel genkender ikke det udmattede blik, jeg møder i spejlet. Jeg husker ikke, at de var lige så trætte.

Mine børn er ikke gøgeunger. De er helt klart menneskebørn, der er længe om at vokse og lære og blive voksne nok til at forlade reden, so to speak. Jeg er sgu heller ikke en gøgemor – men jeg føler mig som en forpjusket gråspurv, der ikke er stor nok til at varme alle på én gang. De møder mig med åbne munde men spiser ikke ormene. Og jeg pisker rundt og skræpper af katten og pipper af solen, men jeg fortvivlet prøver at regne ud, hvordan jeg får fyldt tilstrækkeligt med livsmod og -vilje i dem. Så de bare flyver… på trods.

Fra Wikipedia: Gøgens adfærd afviger kraftigt fra de fleste andre fugle, idet den ikke bygger rede og ikke opfostrer egne unger. Derimod lægger gøgen sine æg i andre fugles reder, der så står for opfostringen. Gøgens æg har normalt samme farve som værtsfuglens egne. Gøgen lægger kun ét æg i hver rede og sørger samtidig for at fjerne et af værtsfuglens egne æg, for at undgå at ægget opdages. Selvom gøgen er langt større end sine værtsfugle, er dens æg ikke større, men derimod i gråspurve-størrelse, hvilket også hjælper til at skjule ægget for værtsfuglene. Når gøgeungen udklækkes skubber den de andre æg eller unger ud af reden, for at være ene om at blive fodret.