Jeg har været til jubilæum i dag. Et arrangement på mit arbejde, hvor flere kollegaer blir fejret på een gang. Der var champagne, kransekage og jordbær dyppet i champagne. Hyggeligt, rigtig sjovt og med taler til og om dem alle.

Der er ikke voldsomt lang tid til, at det er min tur, og tanker om ‘what could have been’ tvang mig endnu engang til at forholde mig til den faktiske situation.

Kram af direktøren og ‘Går det godt?’ Jeg svarede: ‘Naaa, ikke rigtig’ ‘… Har du ikke fået dig en ung pige i huset? Det har jeg jo hele tiden sagt, du skulle’. Mig: ‘Naaa…’ (lige et stykke kransekage at tænke på) ‘Nej, jeg er jo på budget…så det kræver nok lige et tilskud til lønnen’.

Ja. Haha! Og så føler man sig som verdens største idiot. Fandens oldemor er fuld af dårlige undskyldninger, og sandheden er jo at jeg ikke kan finde ud af at træffe beslutningen. Fordi jeg ikke aner, hvad jeg selv vil.

Tristheden vælter frem og presser mig, når det endnu engang blir tydeligt, at jeg ikke ved, hvad vej jeg skal gå for at finde glæde og mening med det hele.