…så gik der lige en måned. Mindst. Det er ikke fordi der pludselig er fryd og gammen i det lille hjem. Det er heller ikke fordi, jeg ikke gider. Tiden går bare…

Jeg kæmper lidt med mørket. Både det udenfor og det indeni. Jeg gider ingenting, jeg er træt og opgivende. Men jeg forlader mig på erfaring og Psykos ord, så forhåbentlig svinder det med forår. Kæp i hjulet er blot, at jeg venter på en operation i håndledet, som inden længe vil reducere min venstre arm til en gang gipsindviklet jammer.

Radar stortrives på sin nye skole, så dér er en kæmpe sten på ingen tid blevet til ro og glæde i hjertet. Han klarer det så flot og vokser som menneske, samtidig med at hvalpefedtet lige så stille svinder. Smartass er for så vidt uforandret. Humør og spiseforstyrrelse lider med vinteren, men det har været en bonus, at han motiveres af de klare bedømmelser, der følger med 8. klasses karaktergivning. Diva minder i sit forhold til mad så meget om Smartass, at det er sindssygt bekymrende. Og det orker jeg ikke at gå ind i nu. For det er fredag, og så truer slik og GT og X-factor, og det er gentagelser, jeg både hader og elsker.