Jeg har netop læst dette læserbrev på Politiken.dk, og det kan være, det interesserer dig også!? At være ulykkelig i de lykkeliges land

For forvirret, træt og vægelsindet disse dage til reelt at have lyst til at kommentere, men det udtrykker ihvertfald også nogle af mine holdninger. Jeg bliver bare nogen gange usikker på, hvor meget skammen indeni farver oplevelsen af omverdenens syn på deprimerede, depression, psykisk syge osv… Personligt stiller jeg mig gerne til rådighed med fri og åben fortælling om emnet, men samtidig er det jo så langt fra hele mig. Ville sgu nødigt være sådan en, der starter (alle) konversationer med:

Hej. Nu skal du høre. Jeg er/har [indsæt selvvalgt diagnose], og  blablabla

På den anden side ved jeg, at det kan være svært at forstå, at man stadig kæmper med det, hvis man trods alt er kommet så langt, at man magter at give depressionens mørke øjne og fedtede hår en gang sproglig og visuel cover-up.

God og vigtig artikel, men fordi jeg er i det humør, så vil jeg endnu engang henvise til K og hendes blog herestothemisfits.com som udtryk for følelsen af, at man ikke altid får den rigtige hjælp, selvom man beder om den.