Så er det vidst tid til at finde selvtilliden frem og slå håret ud. Det tynder ud i behov for min tilstedeværelse på job, og tilsvarende siver mit engagement ud og giver plads til en form for afstandstagen. Fred være med det. Foran ligger forhåbentlig en legeplads af andre muligheder, som allerede er i støbeskeen / på tegnebrættet (altså i virkeligheden er de jo på computeren ‘uu å indernet’, men den virksomhed er der er vidst ikke lige en opdateret metafor til).

Dør jeg af skræk over at kaste mig ud i det? Nej, det gør jeg ikke. Men der skal nok spises en del havregrød fremover, og det faktum må de spiseforstyrrede så lige lære at forholde sig til, hehe.