Spamfilteret har fanget 5431 useriøse kommentarer siden sidst, og Zalando nægter snart at levere mere her: Sarte børn, der siger, at “den kradser”, og kvinder der alligevel ikke har råd til de der fede støvler.
Jeg har efterårsblues og magter ikke, at hverdagen og de forhadte madpakker truer igen. Hvis jeg skal, så tror jeg godt, at jeg kan få ferien til at lyde af mere, end den har været…det plejer bare at være det uindpakkede, jeg skriver – og det er også derfor, her har været stille. Der har været for meget, for privat. Samt overvejelser om, hvorfor det er relevant for nogen at læse om familien Fucked-Up. Men here we are igen – ufriske og uklare på konsekvenserne af, at Diva nu også udredes på Børnepsyk.

Kort fortalt så ligner hun bare Smartass alt for meget til, at vi kan lukke øjnene for det. Hun har spiseforstyrrelse/spisevanskeligheder, og til trods for (forsøg på) en fokuseret indsats og ADD-anerkendt hverdag, så er det kun blevet værre. Hun skal have hjælp, for vi frygter udvikling til anoreksi. En fjende, som allerede står og banker på døren. Jeg er igang med et fokuseret indlæg om, hvordan udredningen foregår.

Selvom vores liv stadig har store bølgedale, så har det måske fået et leje, hvor jeg ikke har lige så stort behov for at dele min frustration og mine oplevelser med ‘systemet/det offentlige/kommunen/lægeverdenen’. Primært tror jeg dog, at mine drenge skal have æren for, at vi hele tiden bevæger os fremad. Det ekstreme bliver hverdag, og lige pludselig oplever vi teenagere, der tager ansvar og fungerer. Og vi kigger på hinanden og tør næsten ikke tro på det.