Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Dyr i maden

Jeg kendte engang en pige, der havde boet i Afrika i en periode. Specifikt hvilket land kan jeg ikke huske – og det er alligevel også ligegyldigt for historien.

Hun fortalte, at det var fuldstændig umuligt at holde mel og korn fri for de der dyr, der kribler og krabler og til sidst flyver et andet sted hen og får det til at krible og krable endnu mere. (så klamt). Hun beskrev, hvordan de som nytilflyttede danskere håndterede insektsituationen. I starten smed de med slet skjult væmmelse poserne ud og lavede systemer til at holde insekterne ude. Men dyrene var ligeglade. De flyttede bare ind igen.

Efter et stykke tid, hvor pose efter pose var smidt i skralderen blev moderen en dag nødt til at sænke standarden. De havde ikke flere insektfri ris, og de skulle have noget mad. Gid jeg kunne sige

…og manden var ude og rejse, og hun havde influenza, og der var lærerlockout

men det ved jeg altså ikke noget om. Ihvertfald kunne hun ikke overskue andet end at sortere ris fra dyr og skidt fra kanel og servere insektfrisket mad for familien. Det kunne man godt. Så fortsatte de sådan en tid og opgav idealet om nul-tolerance.

Til sidst blev de trætte, og der er jo fanme også varmt i Afrika. En dyb indånding og så i gryden med det hele. De lærte at ignorere, at møgdyr blev hverdag og noget man spiser. F*ck det… det gider vi ikke brugt tid på.

New Normal

Heldigvis behøver vi ikke at spise mad med dyr i endnu. Men vi er nødt til at sænke standarden (på flere områder) og finde et nyt normalitetsniveau – ligesom pigen i Afrika.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *