Smuldt vande? Ikke helt men dramaerne er pacificeret for en kort stund. Ihvertfald satser jeg lidt på, at vi kan begrænse bølgegangen til en jagt på den rigtige julekalender til Diva. Jeg har holdt hende hen med: “Ja ja, der er masser af tid til 1. dec”, når hun har udtrykt bekymring for, at hun ikke får den. Og så opdager jeg i aftes, at den jo nu er totalt udsolgt på nettet. Hvorfor er det, at alt skal udsættes til aller sidste panik? Ja, det er jo fx, fordi hun skifter mening. Og jeg formår ikke, at være konsekvens-mor, der lykkes med at gennemtrumfe min vilje.

Man kan ikke tvinge Diva til noget. Man kan ikke tvinge udsalgsstøvlerne på hende, hvis hun synes, de er grimme. Man kan ikke tvinge tøj, der ‘irriterer’ på hendes krop. Og man kan ikke tvinge hende til at spise. Der er viljestyrke af rang i den lille krop, og jeg værger mig mod de her fysiske overgreb: Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Du tager det ikke af!” Hun tager det af. Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Behold det på” Hun flår det af…osv. Hun giver ikke op, og vi ender opkørte med et barn så fortvivlet, at kun et moderligt, beskyttende knus kan og en ligeværdig snak kan få hende ud af den tårevædede forvirring og vrede. Alle forældre kender det scenario. Men hos os kræver kombinationen ‘jeg-forstår-hende-egentlig-godt-mor’ og ‘jeg-VIL-IKKE-datter’ bare andre strategier, For hun er sgu lidt sjov:

“Er det let eller svært at være en mor?” spørger hun midt i en uventet krise med Radar, som ellers trives med ny skole og nye venner. “Det meste af tiden er det let”, svarer jeg “men det kan godt være svært, når man har sådan en situation her”. “Hvorfor det?” “Fordi man elsker sit barn og ikke vil have, at det skal være ked af det”.

Næste dag. Diva i hygge med dyne, pebernødder og tegnefilm: “Hvis man elsker barnet, hvorfor kan man så blive meget sur på det?” “Jamn sådan er det bare at være menneske. Det kender du også fra dig selv, ikke?”

Flere dage efter. Vi læser Alfons Åberg. “Hvad betyder bekymret?” Jeg forklarer. “Er du også bekymret for mig?”, spørger hun. Jeg svarer: “Tit! Når du er ked af skole…når du ikke vil spise og sådan”.

Fredagsslik. “Uhmm, jeg elsker de her (Milka, mælkechoko)” ” Dem har jeg aldrig kunnet lide” svarer jeg. “Men når moderen ikke kan lide noget, kan barnet så godt lide det?” “Ja, det kan det sagtens!” “Men kan man lide nogle andre ting, når man blir voksen?” “Ja tit” “Så behøver jeg ikke være sådan her altid?” “Nej, det behøver du ikke. Bare tag det roligt :-)”

En samtale over mange dage, var det. Og den er ikke færdig. Efter aften-Alfons i går sagde hun: “Jeg elsker at snakke om ting. Ihvertfald med dig!”

Det gør mig glad. Og nu skal vi piske i retning af fætter BR…