Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk

Den onde dame

Nej, jeg ved godt, at hun sikkert ikke var ond og led med vilje. Men i situationen var det strengt at forholde sig til og stadig nu kan det hidse mig op, at man virkelig skal stå model til mistænkliggørelse og pis, når man i den grad er ved at opgive ævred. Dagens provokation blev leveret af Stinestregen, selvom hun reelt set er helt uskyldig med sine beskrivende ord og tanker. Men jeg kom i tanke om Den venlige Sygedagpengedame (som vi kaldte hende dengang), og så er det vidst tid til at give hende og systemet en omgang.

Jeg blev deltidssygemeldt, og så blev jeg fuldtidssygemeldt. Alt jeg ville var at være i fred og ligge i min seng. Men jeg fik løn, og så kan arbejdsgiver få refusion fra kommunen, dvs. de fik mine sygedagpenge som kompensation. Det eneste, det kræver er udfyldte blanketter fra egen læge, og at man som syg står 100% til rådighed for frustrerede socialrådgiveres luner. Man får breve om, at man skal ringe mellem halv og hel senest to dage efter man har modtaget brevet. Og så skal man forsvare sig. Med langsom hjerne og angst i halsen.

Så træt kan man da ikke være! Skal du ikke have noget (mere) medicin? Hvis du forhaler processen, så…! Ja, hvis du ikke får trappet op i timer, så falder du for varighed. Firmaet vil jo sikkert ikke beholde dig, når du er syg så længe, og så mister du dit job, og så…! Og din søn, bliver der ikke gjort noget? Hvorfor tager det så lang tid? Er det i virkeligheden kun ham, der er syg? Osv. Osv.

Hvis jeg så fortrængte glemte at ringe, så var hun så elegant at ringe til både min læge og min arbejdsgiver, og sige “ting”. De, der oplevede at have hende i røret var rystede…forargede!

Den dag, jeg startede på arbejde igen (med mine flotte 9 timer), skulle jeg så først møde op hos hende til en personlig samtale. Virkelig bange var jeg ved at tabe kæben, da socialdamen fikst gav sig til kende, iført striksweater og rullestol. Hun var en menneske, og hun var venlig, og jeg tænkte, at det hele måtte have været en misforståelse. But no! En måned efter var den gal igen.

Det var et ekstra pres, og et pres af den urimelige slags. Da jeg senere fik tildelt en anden rådgiver (som var anderledes interesseret i at hjælpe. Dog med underlige forslag om, at jeg kunne vælge at blive fyret, og så kunne hun sørge for, at jeg kunne komme i virksomhedspraktik i mit eget job, som jeg har haft i 10 år…) beklagede jeg mig pippende over hende den første, men længere kom det ikke. Hvad kan man egentlig gøre – udover at finde sig i det – når man er bag af dansen og Rullemarie* sidder på kassen?

*I know! Det er unfair at gøre nar af hendes handicap. Skal jeg hellere skrive, at det var Bente, Bente V.? Altså ved Aarhus Kommunes Beskæftigelsesforvaltning…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *