Kategori: Stress (side 2 af 3)

Tankekværnen

Når det kværner rundt i hovedet. Når man skal beslutte noget og ikke kan. Når det gør ondt inden i. Når alternativet er at sove.

Det er ikke fordi … Jeg kender godt den mere tvangsprægede tilgang til:

Huskede jeg at låse? Må hellere tjekke!

Eller: “Når jeg skal til at bladre i avisen og mine øjne så kommer til at strejfe noget, jeg kommer til at læse et par ord af, så SKAL jeg bladre tilbage og læse mere / finde ud af hvad der stod. Også selv om jeg godt ved, at det ikke er noget, der interesserer mig! Sport fx.” Så irriterende. Nogen gange snyder jeg, men så blir det siddende, så jeg ikke kan koncentrere mig, og så blir jeg alligevel nødt til at bladre tilbage og læse et eller andet uinteressant. Nåeh ja, og dødsannoncer. Dem kan man ikke springe over.

Jeg er meget hurtig til at skabe nye vaner for mig selv, og det kan irritere mig ret meget. Af samme årsag ser jeg ikke ret meget fjernsyn. Kukkassen nøjes ikke med lillefingeren, og så sidder man der eften efter aften. Det gider jeg ikke. Men iPad’en har snuppet pladsen, og i stedet for at foretage mig noget fornuftigt (som fx at læse Andrea Baks blog Mental Floss, som jeg fik anbefalet af @jacobchr på Twitter), så har jeg mine tomhjernede rutiner, som gir nogenlunde neutrale tilstande indvendig.

Favoritter i ikke-prioriteret rækkefølge

  • Målrettet online shopping efter en eller anden specifik beklædningsgenstand, som jeg ikke kan beslutte mig til at købe, når det kommer til stykket
  • Laurits.com scrollen, ufokuseret og uden at byde på noget
  • Wordfeud
  • Mindfeud
  • Hyppig rundtur, tre mailadresser, to twitteraccounts, LinkedIn og Facebook
  • Blog læsning og nyhedsmedier
  • Bare sådan surfing…fx hemmeligstalke nogen man kendte engang og som nu er succesfyldte og glade, så selvpineriet kan holdes ved lige eller i gangsættes
Tænk hvad man kunne gøre i stedet, hvis man ikke var så mentalt, fysisk og følelsesmæssigt udmattet hele tiden? Gå-tur med Hund begynder at kunne bruges lidt på samme måde. Ud i luft, pind og ganske få krav. Og bevægelse er jo essentielt for et udfordret sind. Man skal bare lige stå op først…

Nu klynker jeg…jeg skrider, hej!

En gammel dame

Jeg er en gammel dame. Det er ikke fordi jeg føler mig gammel, men min krop er oldgammel. Mega oldgammel som den dame med cykel jeg så kæmpe sig over vejen i dag. Kæft hun så træt ud!

Det er pisseirriterende at dele karakteristika med hende. Jeg er ikke helt klar over, om det kører i ring for mig, eller om jeg overhovedet har været bedre, end jeg er nu. Ihvertfald er det i den seneste uge blevet tydeligere for mig, at jeg stadig er syg i bøtten, som Usynlig siger.

Når man blir gammel, kan man ikke huske. Hverken navne eller begivenheder. Eller ret mange tal ad gangen. Nogen siger det rene vrøvl. Nogen blir syge. Man blir støjfølsom hvis man ellers kan høre, og man kan hverken undvære sin middagslur eller vanerne, der ofte har karakter af krydsord og kaffe. Så sidder man der og blomstrer med alt sit vid og erfaring. For man er langsom og bliver hurtigt træt.

Stadig stress symptomer

  • Jeg kan stadig ikke huske ord, navne og begreber. Det er sgu svært at føle selvtillid og virke særlig overbevisende, når man konstant famler efter ordene. Eller som jeg har været nødt til at sige mange gange til børnene: “I skal ikke gøre det jeg siger. I skal gøre det, jeg vil have…
  • Jeg kan ikke koncentrere mig. Tidligere kunne jeg sætte mig ved computeren og blive ved og ved og ved til arbejdet var gjort. I dag kommer de stærke træthedstegn allerede efter 2-3 timer.
  • Brænder sammen og må hjem og hvile efter en time i Petworld med 2 søde børn. For pokker, jeg kunne jo shoppe igennem tidligere!
  • Jeg bliver indimellem overdrevet nervøs og hjertebankende stresset af ingenting. F.eks at skulle nå en enkel aftale på en dag
  • Jeg orker ikke diskussioner. Med nogen. Så jeg overlader tømmerne til nogen andre. Og får det så nedern over at føle mig overset…
  • Ambitioner af faglig karakter er i realismens navn også ikke-eksisterende.

I en periode har jeg kunnet acceptere, at det er sådan det er. Og jeg har haft et frirum uden forventninger til mig selv. Men nu hvor jeg har været tilbage på arbejdsplads i 1 år, og jeg igen er begyndt at skrante og ligge syg hele tiden, så er det irriterende ikke at kunne leve op til nogens forventninger.

Et reduceret jeg?

Dalende forventninger fra omverdenen kommer naturligt med alderdom. Altså når man er rigtig gammel. Ikke mens man stadig er i stand til at passe børnebørn. Så er det sgu da ok, at man blir lidt forvirret, glemmer sin taske, pimper lidt portvin. Og så længe man ikke blander sig i noget, man ikke skulle have blandet sig i, så kan man fortsætte med at være det positive indslag i andres liv.

Men uden reelt at vide noget om det, så tror jeg kun, at man bliver rigtig gammel mentalt, hvis begynder at springe over, hvor gærdet er lavt, bare fordi der er mange lys på lagkagen. Skal man virkelig acceptere, at man er i forfald fysisk eller psykisk? Og indrette sig derefter. Eller skal man kæmpe imod, velvidende at den medfølgende stress også er usund for een?

Og jeg orker ingen af delene…

U gotta fight
For your right
To pa-a-ar-tay!

Tak Beastie Boys! Det er nok mere retten til at fejle, glemme og hvile, der er i spil. Retten til ikke at leve op til forventningerne. Retten til at sige “jeg kan ikke”, selvom jeg har kunnet engang. Og sgu også retten til at sige “jeg vil ikke”, lige så overbevisende som en halvskør excentrisk gammel krage.

Jeg er en gammel dame i øjeblikket. Jeg håber på snart at finde en cool måde at matche det på.

20120928-094914.jpg

Om ulykker og hukommelse

Jeg bliver nødt til lige at runde ham her. Jeg er blevet hypnotiseret/behandlet af RAB registreret hypnotisør og hypnoterapeut Jeppe Schjødtz flere gange, og jeg kan uden at tøve sige, at han i en periode var en vigtig og stor hjælp (og med varige resultater). Men det er ikke selve hypnoterapien, jeg vil fortælle om her. Det bliver i et andet indlæg. Det, jeg vil frem til, er noget Jeppe nævnte. Jeg har ikke undersøgt det nøjere, men det giver umiddelbart mening.

Han sagde, at man havde fundet ud af, at det, om man udvikler post-traumatisk stress eller ej efter fx. en krigsoplevelse, hænger sammen med, hvordan man husker oplevelsen (og måske oplevelser generelt).

Vi kom ind på emnet, fordi jeg sikkert peb over at være så følelsesmæssigt sart. Nogle hændelser, der er voldsomme for mig, preller af på andre. Tror jeg…jeg er ikke sikker. Jeg ved, at nogle ubehagelige hændelser stadig sidder fast i mig, og jeg synes ikke, at andre kan prale af tilsvarende mængder af crap. Men måske har de bare glemt hændelserne? Jeg har nogen gange følt, at jeg tiltrak ulykker og SÅ mere, end andre. Men måske er jeg bare mere alert, fordi jeg er så fokuseret på farlighed.

Tilbage til det med hukommelsen:

  • De der udviklede PTSS huskede hændelser i egen person. Dvs. de huskede i billeder, hvor de så ud af deres egne øjne.
  • De som kunne tage lettere på de samme oplevelser huskede i tredie person. Dvs de genoplevede hændelserne som en film, hvor de kunne se sig selv som aktør i hændelsen.

Jeg er en af dem, der husker hændelser, som jeg har set dem ud af mine egne øjne. Og måske sidder de hårdt fast af samme årsag. Ærgeligt for mig! Men kan det passe? Alle de velfungerende, som ikke går rundt med rædsel på hylderne, husker de mon anderledes?

Heldigvis (for os alle) har Jeppe pæciseret det lidt for mig. Så her kommer lige take 2 på forklaringen:

Til din artikel kan jeg oplyse, at man typisk ikke enten husker på den ene måde eller den anden måde. Jeg tror de fleste mennesker kan huske på begge måder, men det er forskelligt hvad der udløser, om man husker en begivenhed på den ene eller anden måde. Så det er ikke nødvendigvis fordi man er mere sårbar fordi man husker seende ud af sine øjne, men hvis man husker negative oplevelser ud af sine øjne, vil de kunne påvirke efterfølgende.

Total elendigt syn

Det kom meget bag på mig, at mit syn i løbet af nul komma dut ændrede sig fra halvdårligt til heldårligt… Optikeren spurgte diskret til stress eller medicin, og det kunne jeg jo kun svare bekræftende til.

Så jeg håber på supersyn som ekstra bonus, når fanden ellers vil være så venlig at skride ud af mit synsfelt!

Mærkeligt, hårdt og godt

Jeg kan se på det hele, at der er nogle emner, der er sværere at skrive end andre. Måske fordi der skal mange detaljer med (og så gider jeg ikke). Men mere sandsynligt undgår jeg dem, der af en eller anden grund gør nas. For det gør sgu nas at forholde sig til et år i slåbrok…(faktisk har jeg ikke sådan en, men ordet passer egentlig så fint. Slå-brok. Slåbrok. Gad vide hvor det ord kommer fra !?).

Nå altså, jeg er jo stadig svag. Måske opgraderet til housecoat. Lidt finere og måske nyvasket, men stadig en, der dækker for uanede mængder af rynket, ubrugeligt flomme, som skulle tage at gå på kur og forsvinde!

Anyways…hav tålmodighed. Skal nok komme dertil. Det er jo ikke engang sikkert, at du opdager, hvilke emner, der bringer tårerne frem, stadigvæk. Og det er godt at skrive, det hjælper – også selvom man kunne frygte et navlepille’sk setback.

Andet stadie, kan-ikke-mere

Dårlig samvittighed
Skyldfølelse
Koncentrationsbesvær
Irritabel
Udmattelse
Infektionssygdomme
Upålidelig

Sygdom igangsatte næste fase. Gennem halvanden måned var jeg på 3x pencillin pga hoste, smerter…muligvis lungebetændelse, muligvis ikke. Jeg lå i sengen, og på arbejdsdage slæbte jeg mig direkte hjem under dynen.

Samtidig var der den familiemæssige situation, som gjorde, at al fritid blev brugt på at forsøge at forstå, hvad vi skulle gøre. Jeg var syg af bekymring og følte mig mere og mere presset

Når jeg blev hjemme for at passe på mit barn, havde jeg dårlig samvittighed. Gik jo fra at være pligtopfyldende og pro-aktiv til at levere en temmelig slatten indsats. Selvom jeg virkelig prøvede kunne jeg ikke koncentrere mig, og jeg blev ofte nødt til at tage hjem, fordi fx drengene var røget i totterne på hinanden.

Jeg opgav min ledelsesfunktion, fordi jeg ikke kunne være bekendt at være så fjern og upålidelig. En af mine kollegaer har siden sagt, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at føre en almindelig samtale.

Når jeg var på arbejde, havde jeg også dårlig samvittighed over for min familie. “De er jo det vigtigste, hvordan er det, du prioriterer?!”, sved det inden i.

Og så var jeg jo så sindssygt overvældende udmattet – og på det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at det var nødvendigt med hvile og ro.

I et forbindelse med et af mine egne lægebesøg, fik vi endelig hjælp til vores søn, og hans vej ud blev desværre min vej ind i depressionen.

20120812-105113.jpg

Måske tror du, at jeg er hypokonder?

Jeg faldt lige over denne artikel på Twitter. Det er sgu også frygten for at blive kaldt hypokonder, der fik mig til at blive ved med at kæmpe.

Confessions of a hypochondriac

Du skulle tage at [blah blah blah]

Hvis du ikke kan lide min blog, så vil jeg da straks kaste dig i armene på en anden blogger, som bærer en del af skylden for, at den findes. Dines die Infotainer (som er fantastisk!) skrev Når tre single kvinder med styr på det mødes på sin blog, og især kommentarerne nagede mig så meget, at jeg fik behov for at losse mine egne historier ud i verden.

I kommentarfeltet skrev b.la Teresa nogle ting, jeg undrede mig over, men tænkte: Nå, de kender nok bare hinanden… Siden har jeg så fundet hendes superærlige blog, Kaffe og T om at være stress-ramt, og den anbefales. Jeg har læst fra start til slut og vil have mere – fordi vi befinder os i hver sin skvulpende båd.

Og den båd kan man ikke bare vælge / tage sig sammen til / etc. at hoppe ud af!!! Læs lige Kæmp, flygt, spil død og Depression kan skade hjernen(*) og [link], og så kan du komme tilbage hertil og få det skåret ud i pap:

Man kan ikke. Man er syg. Hjernen fungerer ikke, og kroppen tager skade. Man gør det yderste af, hvad man kan, og det hjælper ikke med gode råd om dit og dat. Bland dig uden om ELLLER sæt dig ind i, hvad du som medmenneske, ven, kollega eller pårørende kan gøre. Her er et godt [link].

20120729-145934.jpg

* Endnu mere udførlig artikel Depression, stress og hjernefunktion – moderne depressionsopfattelse af OP Poul Videbech

Fatter nada

Går i seng afslappet, glad og tilfreds med det, jeg har udrettet i løbet af dagen.

Vågner stresset, angst med galloperende hjerte og ondt i maven. #wtf?

Kroppen er min ven!

Hårdt arbejde og passioner

På Twitter læste jeg dette, som @simosinek skrev: “When we work hard at something we believe in, it’s called passion. When we work hard at something we don’t believe in, it’s called stress.”

Det er muligvis rigtigt, at man får stress af at arbejde hårdt uden passion, men man er ihvertfald ikke homefree, bare fordi man arbejder hårdt for noget, man er passioneret omkring.

Jeg svarede: “It’s also stress when you’ve got 2 or more timeconsuming incompatible passions”.

Lige før jeg blev sygemeldt var det meget tydeligt for enhver, at jeg var voldsomt splittet mellem job og famillie – to (på det tidspunkt) uforenelige passioner, som, udover den konstante dårlige samvittighed, også affødte et eksistentielt frit fald.

Skal jeg virkelig ofre mit professionelle jeg for at være 100% tilgængelig og ansvarlig over for mit syge(*) barn og lille kriseramte familie?

vs

Skal jeg virkelig tage på arbejde, når mit barn ikke kan tage vare på sig selv, og hjælpen er begrænset?

oveni

Hvad fanden sker der? Hvad har vi gjort galt? Kunne vi have gjort noget andet? Hvad skal vi gøre? Hvad nu hvis…? Hvad med de andre børn? Åh nej, åh nej, åh nej!

Vi var sådan set igang med noget indledende orlovssøgning, da jeg oveni stress- tilstanden måtte erkende, at depressionen havde slået sine lede kløer i mig også.

* 12 årig under udredning på børnepsyk. (depression, atypisk spiseforstyrrelse, hypersensitivitet og ADD) Vi balancerede på kanten af indlæggelse, fordi han ikke ville spise.

20120726-090720.jpg

20120726-151855.jpg

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑