Kategori: Stress (side 1 af 3)

For meget flimmer

Jeg kan ikke ret godt lide nisser. Eller klovne. Måske er det den påtagede gladhed. Måske er det de skrigende farver, der generer min æstetiske sans. Det er bare en konstatering – ikke noget der har en særlig betydning. Det er reelt kun kravlenisser, jeg nægter at lukke ind.

Det er 1. december, og jeg stresser allerede. Der er også adskillige fødselsdage, der kræver særlige ritualer og ikke mindst gaver. Og én gave = potentielt skuffede forventninger. Mange gaver = uoverskueligt mange forventninger. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig er præget af Smartass’ 12 års fødselsdag, som var helt igennem rædselsfuld fra start til slut. Han græd og græd, fordi han følte sig misforstået, og Radar græd og græd af sympati og forvirring. Jeg burde vel kunne slippe det? Nåmn, det kan jeg så ikke.

Jeg shopper igennem på nettet, men må alligevel ud i menneskemylderet og stå i kø. Og svede. Det var en gang, jeg elskede det. Det gør jeg bare ikke mere. Jeg har gråd i halsen og vil bare hjem, og efter en ellers hyggelig formiddag på Radars nye skole, kom der bare lige plus på læsset, da han sagde: “Husk advendtsgaver!”. Fuck!

Forude venter også de obligatoriske julehygge-arrangementer med æbleskiver og forældresnak. Juleklippedag er heldigvis overstået. Jeg hader, hader, hader det, men det er bare en af de ting, jeg ikke kan slippe for. Dog melder jeg pas på at danse støvledans og boogie-woogie i hallen med 0-3. klassers børn og forældre. Dér bryder socialfobien ud i al sin pragt, og flugtgenet råber.

Da Diva var mindre, grinede vi meget af et udtryk, hun brugte. Når der var noget, hun ikke ville: Sige undskyld, give et knus, sige goddag, rydde op osv. så sagde hun:

Jeg har ikke flere!

Og jeg har så at sige genoptaget brugen af det, for hele familien ved, hvad det betyder.

I dag har jeg ikke flere. Og jeg gider ikke noget. Og jeg er træt. Magasin burde sende alt sit habengut til Syrien, og vi andre burde slappe lidt af. Men det kan jeg sgu ikke overbevise mine børn om. Den mundfuld er nok for stor for børn, der er opdraget af en gadget-far og en shopaholic-mor. Pis!

Noget om heste

Der skal ikke mere end en tur på LinkedIn til. Det sætter gang i angstpræget hjertebanken og selv-usikkerhed at se nye jobrokeringer og endorsements, og jeg hidser mig stadig op over visse fjolsers ublufærdige selvpromovering. Oven i dét har det også den uheldige effekt, at jeg kommer til at savne de gode af de gamle kollegaer. Og der kommer en snert af ‘gad vide’, om jeg mon en dag vender tilbage til dét felt.

“Hell no!”

Der stejler en hest! Den gider sgu ikke tilbage på rideskolen. I volten hvor barren blir højrere og højrere, og hvor pirouetterne blir finere og finere. Cirkushesten i den fine Trakhener svedte for bifaldet, men hun længtes indimellem efter græs og frie vidder. Og så havde hun svage koder. Hun ‘skøwlede’, siger de på jydsk. Så man turde ikke give 100% los, når der var væddeløb hjemad mod stalden.

Hvis jeg var en hest, så var jeg måske lidt som min skønne Hika var. I princippet fin. Med dådyrøjne, stamtavle, brændemærke og arabersnude. Men anderledes, importeret med et omvendt OX-stempel* der måske satte fut i egen vilje og udbrydertrang.

Jeg er således tidligere hestepige. Som har læst mange hestebøger. Både skøn-og faglitteratur. Så tilgiv mig nu for denne strøen om sig med hesteord. Jeg har trods alt ikke blandet nogen Tarok ind i det. Men når jeg køber fernis og glemmer tiden foran et lærred, så er der uendeligt igen. Som bag vipperne på en ung Appaloosa.

*OX er betegnelsen for fuldblods araber. XO bruges så i Polen for det samme. Bortset fra at hun ikke var araber, men Trakhener. Så det…

Sofaen. Skide løftebryder!

Dengang mands mor døde, tog vi ud for at kigge på sofa. Det lyder måske mærkeligt og kynisk, men vi vidste ikke, hvad vi skulle lave, fordi konceptet ‘hverdag’ føltes forkert. Så,i stedet for bare at sidde og glo, købte vi en røvdyr sofa, vi kunne sidde og glo i.

Vi troede faktisk, at det var en sofa for livet, godt og vel. Det sagde sælgeren ihvertfald. Og selvom vi har prøvet på at passe godt på den, så er den både blevet tisset på, hoppet i og hvæsset klør på. Af børn og uvorne katte. Man sover som en baby på den, og vi har aldrig fortrudt det køb. Men så går den sgu op i syningerne! Eller nej, det er værre. Læderet sprækker lige ved siden af syninger på siddefladerne. Hvad?
Klogere, mere velordnede mennesker end os, ville allerede for et år siden have losset de puder i Volvo’en og have stillet den stakkels sælger til ansvar: “For dårligt! Reperation! B.la b.la”. Sådan noget gør vi ikke ret tit. For det første skal manminitielt tage sig sammen til at glo på en sofa uden siddemulighed. Dernæst skal man face sin frygt for, at sælgeren bliver sur og overbeviser en om, at man er en idiot. For de skulle sikkertmhave været plejet på en eller anden måde, alle andre voksne kender til. Endelig er det sådan noget, man bare glemmer midt i alt det andet halløj…

Det her med sofaen, det er altså ikke en metafor. Selvom det ville være nemt. Det er bare det der med, at alt gentager sig, og jeg blir vanvittig af det. På dårlige dage synes jeg, at livet er komplet meningsløst.Altså på den måde, at jeg synes, at det er sådan lidt pinligt, latterligt det der med, at man skal sove. F*cking børste de samme tænder på nogenlunde samme tidspunkt, sige godnat og så pling: Så skal man sove. Weirdo.

Sofaen. Gentagelse. Jaeøh…hvordan lige?

Kan man ikke godt bare fikse nogle ting én gang for alle? Når jeg har gjort rent, tror jeg, at det varer for evigt. Indkøb. Farvning af vipper og bryn. Rengøring af køkkenskuffer. Sofaen skulle IKKE være på dén liste.

Næste gang jeg får et anfald af energi (HAha!), så skal puderne vidst ud på en lille køretur med mor her!

Afsted til slagtehuset

20130814-111341.jpg

Op, op, op og afsted til slagtehuset!

Sådan siger den utroligt morsomme mor i famillien b-menneske, men det er ikke til at vide, hvad børnene tænker. Referencen er klart til børnebogen Ti små grise?, som vi har læst så mange gange. Men grisene undslipper…her slipper børnene ikke for skolen, og jeg har omsider fået lidt frihed igen.

Den brugte jeg så igår på et fysisk kollaps, hvor jeg sov det meste af dagen. Følte mig syg. Var syg. Men måske en kraftig nej-reaktion på karrierecoach’ens seneste forslag!

I dag føles bedre, men den er præget af spørgsmål, jeg ville ønske, jeg kunne svare indsigtsfuldt på. Men jeg kortslutter hver gang jeg prøver. For jeg har kun de svar, der gælder for mig selv, tror jeg. Og det lyder så frelst og generelt, når jeg prøver at skrive det ned. Alt sådan noget med accept, mod til at være tro mod sig selv, fokusere på glæde, sige fra.

Huske at det er en sygdom, der faktisk næres af det, jeg foretrækker! Fx. er jeg jo ikke særlig social, men det SKAL jeg. Så jeg siger JA, men accepterer når jeg ikke kunne alligevel.

Ren charterferie

Er du gal, hvor er jeg stadig dårlig til at styre mig selv i forhold til forventninger! Altså ikke udtalte forventninger. Kun dem der bor i mit hovede. Før jeg ser mig om, er det løbet løbsk, og kroppen gør modstand mod hjernens behagesyge. Så banker hjertet på, og jeg skal vælge lettelsen i at vælge skuffelsen. For hjertebanken betyder også besøg af vennerne tristhed, angst og håbløshed. Den klamme trio.

Fint nok at jeg kan mærke grænserne nu, men det kan man jo ikke leve af. Ved faktisk ikke, hvad jeg KAN leve af uden at blive syg og angst. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg starter på en velkendt dans med Det Offentlige igen. Jeg har meldt mig ledig, så der kommer ydmygende møder hos jobcenter og a-kasse. Tidligere erfaringer med disse instanser minder mig om dengang jeg var på charterferie.

Jeg var på Gran Canaria, sikkert på en afbudsrejse. 14 dage for ingen penge, og alt i alt var det hele fint. Jeg undgik pinagtige fællesfester og rejste med lokalbusser i stedet for guidede pakke-‘tours’. Men på hjemrejsedagen undslap jeg ikke. Jeg blev et får i en flok. Flyet var voldsomt forsinket pga en fejl i motoren, og det betød, at man som rejsende blev sat i en tilstand af umynddiggørelse og manglende forståelse.

SÅ var det bedst at bruge sine kontanter. NÅeh NEJ, det var det ikke alligevel.

NU kører vi!

NÅ? (Det var så ikke til lufthavnen, men til et andet resort af et charterhelvede).

NU er der mad, og så skal I stille jer i kø!

NEJ, drikkevarer er ikke inkl.,

(selvom det er 40 grader og dehydreringsalarm)

Nåmn kan man så hæve nogen penge…?

Der er INGEN grund til at være fræk – vi GØR det så godt vi kan, og hvis du nu bare…

What! E! Ver!

Jeg egner mig ikke til det. Jeg bliver tvær og irritabel, og synes at det kunne gøres bedre.
Det er jo som regel ikke et særlig godt udgangspunkt for en god dialog.

Det er forudindtagethed forresten nok heller ikke…

20130513-145921.jpg

Nyhedsbreve. Skrid!

Jeg er glad for Twitter. Jeg synes, at jeg får meget fra strømmen. Facebook…not so much. Og så har jeg rodet med Google+ idag. Og mærker umiddelbart kun irritation.

Mit tekniske gear er tiptop, men for tiden har jeg ikke Outlook længere og må nøjes med Google docs. Vældig forvirrende = irriterende. Den mailkonto, jeg kører der, har jeg brugt til lidt af hvert, og det betyder at den hele tiden er ved at kaste op af ulæste mails, “Jeg har en speciel go tilbud til dig, min ven” og nyhedsbreve.

Jeg har bemærket, at særligt webshops i løbet af de seneste år er blevet ret gode (som en professionel vurdering) til at usende relevante og fristende nyhedsbreve med hyppig frekvens. Gode tilbud, svære at modstå! Sådan en som mig blir altid fristet. Jeg kan lynhurtigt overbevise mig selv om, at jeg mangler lige præcis det, der tilbydes. Og ‘sidste chance’ har desværre også sin effekt på mig… hvilket samlet set blot genererer et overflødigt merforbrug. Der er kun en ting, der virker: At rydde op med den store boltsaks og fjerne alt det der roder eller frister. Så kan hjernen få ro igen. Derfor har jeg kun en ting at sige i dag:

UNSUBSCRIBE (og det skal være lige med det samme!)

Hjertedræner

Konfirmation overstået. Dreng glad. Forældre bestået, hehe!

Ugen efter lockout således succesfuldt startet med en blå mandag. Så en dag med to børn til øjenlæge med dryppede øjne, sløret syn og store pupiller. Som vi så topper med en 1. Maj fridag, fordi lærerne holder fri eller skal ud og kæmpe.

Jeg er syg efter alenetid ovenpå den her ufrivillige ferie. Tid uden flimmer og snak og “Moar” og støtten og trøsten i et væk. 3 stk. ikke særlig robuste børn med hvad dertil hører af følelser, jalousi, usikkerhed og tvivl kræver en jævn strøm af tilpassede krav, forsikringer, forståelse, ros og fokus på lige præcis den enkeltes særlige kvaliteter. Det er en balancegang at give hvert barn ‘nok’, og nu er jeg træt og trænger til at blive ladet op.

Men det er alligevel påfaldende, hvor meget bedre mit humør har været, siden jeg forlod ex-arbejdspladsen. Præsten (som er helt fantastisk) til konfirmationen havde valgt at tale om hjerter i prædikenen. Om at de kan være kolde, varme, af sten, knuste, store etc. Hver konfirmand fik et rødt plasthjerte med en vædske i, som kan varme hjertet op. Hvis man trænger til at blive varmet!

Hun brugte Nephews ‘Hjertestarter’ som eksempel på en tekst, der så fint kunne beskrive depression og den livsnødvendige effekt af ekstern assistance. Hun opfordrede de gryende voksne til at fungere som hjertestartere for hinanden. Med kærlighed, interesse, omsorg. Jeg sad og tænkte på Hjertefanden, og jeg blev rørt.

Når fanden næres af omgivelserne. Når fanden ikke kan mærke blæsten. Når fanden ikke orker en venlig med-konfirmand. Så er det dumt at kæmpe. Så skal benene altså åbenbart bare på nakken i en vis fart!

NEPHEW: Hjertestarter

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Hjertestarter
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang

Kan ikke se noget
Kan ikke høre noget
Kan ikke bruge nogen
Kan ikke være nogen
Kan ikke skatte noget
Kan ikke fatte noget
Kan ikke lide nogen
Kan ikke give nogen noget
Fyld mere salt på
Fyld mere malt i
Sæt mere strøm til
Fyld flere drømme i mig

Blæs mig igennem som et mælkebøttefnug,
Der kæmper for at få lov at give slip
Blæs mig til grunden som en udstue,
Der aldrig skulle have været ført op

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang
Hjertestarter

Hjertestarter [x16]

Slip kontrollen

Jeg sidder i min seng med kulderystelser, hovedpine og ondt i halsen (min signatur-sygdom). Det er som altid meget upraktisk og ubelejligt ligesom den nerve, der pt spasser ud under mit venstre øje. Denne gang fordi jeg har booket et møde, hvor jeg skulle / ville fremlægge en hel masse vigtigt. Men det, at jeg nu i en time har haft tankerne kredsende om det slatne ved at udsætte mødet – om hvorfor det lige præcis helst skulle holdes i morgen – har fået mig til at indse, at det kun er vigtigt for mig og mit sårede ego!

En af firmets hotshots sagde forleden, at han (heller) ikke blev inviteret med i noget, da han havde sagt op på sin forrige arbejdsplads. Og at det var fint for ham, eftersom han var ligeglad med, hvad der skulle ske på stedet, når han ikke arbejdede der længere. Jeg svarede, at jeg ikke er ligeglad. Senere samme dag sagde jeg til en kollega, at det jo netop er fordi, jeg føler så stærkt for mit fag og dets lave prioritet på stedet, at jeg ikke kan holde ud at være der længere.

Og så tror jeg alligevel, at det gør en forskel, om jeg påpeger og foreslår og viser frem på nuværende tidspunkt. For at opnå hvad? Et bedre eftermæle? Et endeligt aftryk? Mindre flovhed over at have fejlet? En eller anden form for bevisførelse for, at jeg da stadig for pokker er dygtig?

Det ER ligegyldigt.

Et afsluttende kamikaze-angreb or less kan ikke ændre på hverken kultur eller prioriteter, og så er det jo endnu engang bare skønne spildte kræfter at kaste sit hjerteblod i.

Slip kontrollen!

Siger Psyko.

Ok, jeg prøver. (“…men det er bare fordi…”)

Kæft! Blev der sagt!

Double trouble

Update#2: Hvad vil jeg egentlig sige med det her? Hvis det ikke blot skal handle om mig, men give værdi for andre – i relation til erfaret viden om stress, angst? Det er nok 2 lidt nedernklicheagtige indsigter:

Det er sindsygt trættende at være ubeslutsom. Og frustrerende at halse efter andres behov. Det tager megalang tid at komme ud af en depression, hvis alle rammer er uændrede. Løsningerne skal nogen gange findes andre steder, end man troede

UPDATE: Mand har læst nedenstående. Han siger, han er helt lost. Fatter ikke en dyt. “Var det ikke dig, der var en gammel dame?” Ahm, det er da også megaforvirrende, hvem og hvad jeg er! ;-)

Indtil videre arter 2013 sig nogenlunde. Der har hverken været de helt sorte dage eller influenza. Lidt gråhed, lidt pandehulebetændelse og lidt morgensurhedskaos. Det er vidst bare, hvad man kan forvente af en gammel dame i halvfrisk forpakning.

Damen har en søster. En værre skrappedulle, der altid ved præcis, hvad der skal gøres. Eller rettere hvad der bør gøres. For hun er sgu ikke meget bedre selv, selvom hun både kan planlægge og så’ noget. Men stresse! Stresse det kan hun til overflod, så man blir helt forpustet. De her to søstre er uadskillelige, men konstant jappende på hinanden. Det er en evig konkurrence, hvem der er bedst, og en pest at lægge krop til.

Jeg er connected med en tidligere boss på LinkedIn, og han har lavet en forretning ud af b.la. at bruge Enneagrammet som ledelsesværktøj. Han postede en eller anden artikel fornylig, og så gik jeg i test-fælden. Resultatet gav ‘sjovt nok’ først rigtig mening da Psyko kastede lys over det mærkelige i, at jeg pludselig har energi til at færdiggøre en opgave, jeg egentlig havde opgivet.

Kontrol dræber kreativiteten

Andres såvel som egen kontrol, vel at mærke! For essensen af enneagram testen var noget i retning af: “Arh…det kan vidst ikke passe. Totalt uforenelige størrelser”.

Men jeg skal vidst bare slippe hestene løs og bede hende mokke-søsteren klappe i for en tid. Der skal samarbejde til. Så skal det nok gå det hele.

 

Nå. Så det er bare min egen skyld?

Min egen skyld, at jeg har det dårligt. At dagen er grå og trummerummen er endeløs.

Gu’ er det da røv!

sagde jeg til Ibi i går og til Mand i forgårs.

Det føles bare sådan.

Jeg kan ellers pege på her og der af uhensigtsmæssigheder og sammenhænge, der har skubbet. Og skubber! Det er som om, der blir kollektiv døvhed og øjne så store som tekopper, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. ‘Cry wolf’ fordi det har stået på så længe eller ‘så er det vidst heller ikke værre’? For jeg tager mig jo sammen, og det er den version, de ser.

Men er du klar over, hvor akavet det er at være en pleaser, når Teflon vrider sig som friskfanget fisk på en skoldhed pande? Over noget så big bad motherfucking pinligt som usikkerhed og tvivl?

Jamn jeeez, det skal jeg da ikke udsætte dig for. Skru need! Låg på! Nu!!!

Så han kan bløbbe rundt i fortsat uvidenhed …

Jeg har nemlig taget en beslutning og sagt at jeg ikke vil være med længere. Fordi det ikke er godt for mig, og fordi det giver mere håb at gå i den modsatte retning. Og jeg har allerede lidt mindre panik og lede. Yay!

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑