Kategori: Smartass

Jinx

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.

 

Småtspisende børn

Starter dagen med Politiken og en stigende irritation og trang til at forsvare mig. Jeg er jo ellers en type, der gerne påtager mig skylden for alt, men netop mine børns spisevanskeligheder vil jeg ikke (længere)bære på mine skuldre som skyld. Politiken har i dag et par artikler om småtspisende børn, relateret til en nyudkommet bog ’Børn, der spiser for lidt’af specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder. Excuse me, for jeg har ikke læst bogen, men umiddelbart lyder tilgangen til problemløsning som en praktisk udførelse af de gode råd Jesper Juul skrev i “Smil vi skal spise” for omkring 10 år siden. Det er udmærket… men jeg føler bare, at der peges fingre af mig. Som jeg forstår artiklerne, så er det forældrenes skyld. Skyld!

Skyld fordi der mangler struktur under måltiderne. Skyld fordi der er for meget pres. Skyld fordi der kommenteres under spisningen. Skyld fordi barnet ikke oplever hygge. Skyld fordi der er alt for meget usikkerhed og fokus. Skyld fordi forældrene ikke har fattet en skid af børns basale relation til mad.

Mine børn

Smartass har haft et anstrengt forhold til mad i 15 år. Vi har lissom prøvet forskellige tilgange Hans spiseproblemer er hægtet op på hypersensitivitet og ADD, og derfor blev han afvist på Center for Spiseforstyrrelser, selvom hans BMI er/var langt under anoreksigrænsen.

Radar er født sulten. Han er kræsen men glad for mad. Mht. hans kræsenhed tror jeg mest, at den er tillært, fordi han har observeret sin storebrors tilgang til fødevarer.

Diva er desværre fuldstændig ligesom Smartass. Og når man har en baby, der aldrig nogensinde tog nogetsomhelst (legetøj, sut, fingre, græs, whatever) i munden, så oplever man ikke en mund, der automatisk åbner, bare fordi man stikker en ske op i nærheden.

Jeg finder trøst i Ulla Lebahns mere empatiske tilgang til de små børns vanskeligheder, og savner i artiklerne en lidt mere nuanceret beskrivelse af problemstillinger omkring spisevægring.

Formål med disse informationer?

Hvis det, som det fremgår af artiklerne og nedenstående klip derfra, virkelig i så høj grad handler om forældrenes signaler, så kunne det have været ret relevant at underbygge med eksempler på, hvordan det går med børnenes spisning, når de ikke er hjemme?

Er disse artikler ikke blot benzin på de usikre og sundhedsfikserede forældres bål så? Og/eller håber man at kunne bremse de tiltagende spiseproblemer ved at oplyse om, at man bare skal slappe af og hygge sig under måltiderne?

Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt det her. Jeg siger bare, at når der generaliseres i aviser og nyheder, så går det udover familier som min. Som om man ikke godt kunne undvære flere bedrevidende velmenende gode råd, sådan et par artikler kan afstedkomme…

Citater fra artiklerne

Mia Bjergager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hillerød Hospital.

»Forældrenes enorme fokus på mad får nogle børn til at gå helt i baglås og nægte at spise. Så i virkeligheden handler det for de fleste børn med spisevanskeligheder slet ikke om hverken mad, kræsenhed eller fysiske problemer som synke- eller tyggebesvær, men om forældrenes relation til barnet«, siger hun.”

Anne Mette Skovgaard, overlæge og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

“…har undersøgt små børn fra normalbefolkningen for spiseproblemer og er lige nu i gang med forskningsprojekter om nul til tre-årige, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i hospitalsvæsenet. Hun understreger, at der kan være flere årsager i spil, når børn ikke vil spise – for eksempel har 80 procent af børn med udviklingsproblemer og for tidligt fødte børn i et eller andet omfang problemer med spisningen. Det kan skyldes forsinket udvikling af mundmotorikken eller andre faktorer i forbindelse med fysisk sygdom. Men nogle børn udvikler spiseproblemer uden nogen fysisk forklaring, og Anne Mette Skovgaard genkender, at forældrenes tilgang til mad også smitter af på børnenes lyst til at spise.

»Hvis barnet ikke vil spise, kan forældre blive så desperate, at de tvangsfodrer deres barn; presser skeen ind i munden eller truer barnet. Barnet bliver bange, stresset, og dets appetitregulering forstyrres«, siger hun og fortsætter:

»Vi har indlagte børn, hvis appetitregulering er gået helt fløjten, som er underernærede, fordi de ikke føler sult, og hvor al spisning er forbundet med stress. Disse børn har risiko for at blive kronisk underernærede, og det kan være nødvendigt at behandle dem med sondemad for at sikre deres udvikling«.”

Steen Andersen, generalsekretær i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS

“»Havde du spurgt mig tidligere, ville jeg have sagt, at spiseforstyrrelser hos mindre børn stort set aldrig forekom, men nu blive vi kontaktet i hvert fald en gang om ugen. Det bliver mere og mere udbredt, at selv bittesmå børn ikke vil spise, og som forældre er det overordentligt vigtigt at huske på, at der er en stor overførsel af egne spisevaner«, siger generalsekretær i foreningen Steen Andersen.

»Pas på med at diskutere mad og slankekure, mens barnet lytter. Tal ikke en helt masse om fedt, sukkerindhold og kalorier – barnet risikerer bare at få et unaturligt forhold til mad. Børn skal ikke interessere sig for, om det, de spiser, er sundt eller ej. Mad skal bare være en helt naturlig del af hverdagen, og måltiderne skal være hyggelige og afslappede. Ikke anspændte og stressede«.”

Hvad skete der lige dér?

…så gik der lige en måned. Mindst. Det er ikke fordi der pludselig er fryd og gammen i det lille hjem. Det er heller ikke fordi, jeg ikke gider. Tiden går bare…

Jeg kæmper lidt med mørket. Både det udenfor og det indeni. Jeg gider ingenting, jeg er træt og opgivende. Men jeg forlader mig på erfaring og Psykos ord, så forhåbentlig svinder det med forår. Kæp i hjulet er blot, at jeg venter på en operation i håndledet, som inden længe vil reducere min venstre arm til en gang gipsindviklet jammer.

Radar stortrives på sin nye skole, så dér er en kæmpe sten på ingen tid blevet til ro og glæde i hjertet. Han klarer det så flot og vokser som menneske, samtidig med at hvalpefedtet lige så stille svinder. Smartass er for så vidt uforandret. Humør og spiseforstyrrelse lider med vinteren, men det har været en bonus, at han motiveres af de klare bedømmelser, der følger med 8. klasses karaktergivning. Diva minder i sit forhold til mad så meget om Smartass, at det er sindssygt bekymrende. Og det orker jeg ikke at gå ind i nu. For det er fredag, og så truer slik og GT og X-factor, og det er gentagelser, jeg både hader og elsker.

Hårknude

Vi holder ikke ferie. Vi holder fred.

Tegningen her en skitse til et maleri. Måske. Mest af alt er det bare et udtryk for den smerte, jeg føler, når jeg ser på hans tynde arme og blege ansigt.

Vi gør vores bedste, men vi må acceptere, at der nogengange opstår umulige situationer. Umuligheder og hårknuder og rend mig et vidst sted…

Er det måske normalt?:
– at man ikke gider i Tivoli, når man er 12 og 14?
– at man tilsvarende heller ikke vil til stranden? Eller noget med dyr, museum eller seværdigheder
– at forældrene ikke har pakket kufferter ud en uge efter, at de er kommet hjem?
– at hunden ikke selv fatter at drikke nok i varmen, så den får feberrystelser?
– at en på 7 påstår at hun får ondt i ryggen af selv at skulle tørre sig?
– at man ikke kan tage på ferie i sydfrankrig hos M&M, fordi Smartass har så ondt i benene, at han ikke kan/vil gå nogen steder. Rejse med fly har de laaange gange… Rejse med bil er også fravalgt pga enerverende brok om køresyge, og moderens generelle angst
– at Diva glædede sig til Frankrig og savner M&M. Vi kunne tage afsted uden de andre? Ja…men ingen tror rigtigt på, at det er en god ide, hvis jeg rejser fra drengene lige nu
– at det er meget sandsynligt, at der blir surhed og anklage, når deres ferie er forbi. Fordi vi jo ikke har lavet noget
– der allerede bekymres om skole, og hvordan det skal gå med flere timer og madpakker. Jeg er tom for ideer
– at proteindrikke og kosttilskud tvinges i kroppe med lokken og tvang og “du kan ligesågodt lære at drikke shots!”
– at alle er afhængige af at moderen mader, som en fugl gylper føde i sultne halse. Og hun hader det!
– nåeh ja… OgSåVidere!!!

Men freden består i viljen til at få det bedste ud af situationen. Vi hygger også. Spiser vores forskellige mad – sammen! Ser film, griner af Hund, hører høj musik og nyder at sommeren gider i år! Og så er der jo heldigvis Mojitos, GTs og Ricard at styrke sig på.

Søndag morgen

Trægheden er vedvarende.Smartass tager nærmest kun føde til sig, når jeg serverer det for ham, og jeg gør mit bedste for ikke at føle mig lænket til et ammebarn igen. Der er ikke rigtig nogen udvikling skråstreg ansvarstagen hos ham (eller Mand for den sags skyld), og det er voldsomt frustrerende, når jeg tænker over det. Så det prøver jeg på at lade være med…
Jeg er efterhånden også selv blevet så træt af det her, at jeg er på nippet til at sige, at jeg hader mad. Det gør jeg ikke, men jeg gider bare ikke beskæftige mig med det – og det kan man ikke bare, når man har valgt at blive mor til tre. Så jeg læser opskrifter, køber ind, prøver at gøre det lækkert og indbydende (og sundt). Og jeg synes, at fælles måltider er vigtige. Og de skal være hyggelige og rare som fælles fixpunkt for familien. Det er mit ideal, og jeg kæmper den daglige kamp for at det skal lykkes.

Men når jeg er alene, så rager det mig en papand. Så æder jeg af emballagen, og det skal bare overstås, så jeg ikke er sulten. Jeg nyder, når det smager godt, men derudover… nada. Nogen gange tænker jeg på, om børnene er så vanskelige omkring mad, FORDI deres mor udsender mixede signaler. At de som spæde er blevet bange for mad, fordi der som fødemiddelallergiker er madvarer, jeg ikke spiser. For jeg tager jo automatisk skylden for alt på mig. Men aaarh, det er vidst at tillægge en detalje for meget værdi, og Smartass har jo diagnoser, der ikke er skyldrelaterede.

Hmm…det jeg vil frem til er:

Hold da kæft, hvor ville jeg ønske, at der var nogen, der gjorde det for mig!

I den kommende uge starter jeg hos en såkaldt karrierecoach. Han skal hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg bedst får balanceret det her familieliv i forhold til job. Juhuu! Yay! Har jeg det store forhåbninger? Not really…

Træghed

Den der følelse af, at det virkelig går for langsomt. Som en konversation på jydsk: “Så de-e-et…”, “Jow jow”, “Naj, det’ it sårn mæ det…”. Eller et posthus. Eller at vælge siddepladser, når familien skal til skolekoncert. Eller at kigge på kort og tale om, hvilken vej man skal køre…

Nogen gange kommer hunden og jeg til at bevæge os langt ud på en mark med muddertung jord, og så bliver vi bare nødt til at fortsætte, fordi det egentlig vil tage længere tid at vende om. Men gummistøvlerne blir bare tungere og tungere, og så går man der og bander over, at man valgte at gå den vej.

På mange måder er det forkert at bruge trægheden som statusbillede for mit liv. Hey, psyko har jo faktisk udskrevet mig! Men Smartass er ‘nede’, og det skal vi have ham ud af og op af.

En lejrskoletur til Bornholm var mere end det stakkels væsen kunne klare, og han er røget ud af kurs. For lav vægt og for store bekymringer gør ham sart, skrøbelig, sortseende… Så vi snakker og konkretiserer, og jeg står i det f*ckin’ køkken hele tiden (og hader det). Der skal mad i kroppen, før han kan tænke fornuftigt. Jeg håber, at han indser, at begivenheder farves negativt, når man hverken har fysisk eller psykisk overskud.

Trægheden består i gentagelserne. Når jeg vågner op med de samme store problemstillinger, som jeg havde for 2-3 år siden. Når jeg kommer til at tænke på, at jeg i 14 år har disket op med føde, han ikke vil have. Når jeg tænker på, at Diva minder så meget om ham mht disse specielle ‘features’.

Ahmn, så blir jeg så træt af at piske rundt i den jydske muld!

Hjertedræner

Konfirmation overstået. Dreng glad. Forældre bestået, hehe!

Ugen efter lockout således succesfuldt startet med en blå mandag. Så en dag med to børn til øjenlæge med dryppede øjne, sløret syn og store pupiller. Som vi så topper med en 1. Maj fridag, fordi lærerne holder fri eller skal ud og kæmpe.

Jeg er syg efter alenetid ovenpå den her ufrivillige ferie. Tid uden flimmer og snak og “Moar” og støtten og trøsten i et væk. 3 stk. ikke særlig robuste børn med hvad dertil hører af følelser, jalousi, usikkerhed og tvivl kræver en jævn strøm af tilpassede krav, forsikringer, forståelse, ros og fokus på lige præcis den enkeltes særlige kvaliteter. Det er en balancegang at give hvert barn ‘nok’, og nu er jeg træt og trænger til at blive ladet op.

Men det er alligevel påfaldende, hvor meget bedre mit humør har været, siden jeg forlod ex-arbejdspladsen. Præsten (som er helt fantastisk) til konfirmationen havde valgt at tale om hjerter i prædikenen. Om at de kan være kolde, varme, af sten, knuste, store etc. Hver konfirmand fik et rødt plasthjerte med en vædske i, som kan varme hjertet op. Hvis man trænger til at blive varmet!

Hun brugte Nephews ‘Hjertestarter’ som eksempel på en tekst, der så fint kunne beskrive depression og den livsnødvendige effekt af ekstern assistance. Hun opfordrede de gryende voksne til at fungere som hjertestartere for hinanden. Med kærlighed, interesse, omsorg. Jeg sad og tænkte på Hjertefanden, og jeg blev rørt.

Når fanden næres af omgivelserne. Når fanden ikke kan mærke blæsten. Når fanden ikke orker en venlig med-konfirmand. Så er det dumt at kæmpe. Så skal benene altså åbenbart bare på nakken i en vis fart!

NEPHEW: Hjertestarter

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Hjertestarter
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang

Kan ikke se noget
Kan ikke høre noget
Kan ikke bruge nogen
Kan ikke være nogen
Kan ikke skatte noget
Kan ikke fatte noget
Kan ikke lide nogen
Kan ikke give nogen noget
Fyld mere salt på
Fyld mere malt i
Sæt mere strøm til
Fyld flere drømme i mig

Blæs mig igennem som et mælkebøttefnug,
Der kæmper for at få lov at give slip
Blæs mig til grunden som en udstue,
Der aldrig skulle have været ført op

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang
Hjertestarter

Hjertestarter [x16]

Dobbelt udfordret (x mange)

Man kan godt nogen gange tænke, at tildeling af tosse-piller (sorry, det hedder de altså herhjemme) med det samme burde udløse en bonus i form af et velvilligt støtteteam. Sådan en prinsessen på ærten stab, der fejer banen og ryster puderne, så man bare kan ligge på den skide ært og have ondt, hvor det gør ondt.
Men i stedet skal man gudhjælpemig klare mere. Eller jeg mener, det skulle jeg, og hvorfor nu det? Virkelig tåbeligt hvad tilværelsen kan finde på at byde en:

  • I krise, fedtet hår og “lad mig for helved være i fred!” ordinerer børnepsyk struktur, forudsigelighed og overblik som hjælp til Smartass.
  • “Pas på dig selv” og ” Vær god ved dig selv” harmonerer ikke med kalorietælling, 2-time interval-lagt madplan og en genopdaget følelse af ammebarnets afhængighed. Han spiste ikke, hvis man ikke var der.
  • De ekstra kalorier…de hurtige: Der kom da lidt flere kilo på ham. Resten af dem sidder om livet på Radar, som elsker alt, hvad der er sødt, fedt og usundt. Så er der tvang det ene sted og restriktioner det andet. Begge er sure, ingen er glade, og hende her løber mentalt skrigende bort fra det hele.
  • Så er der det med allergierne, de hypersensitives konsistensmæssige udfordringer, kræsenheden og søskendeflokkens 3-enighed omkring efterligning af de andres dårlige vaner. Hvordan skal det forestille at gå op, når man faktisk ikke (som i overhovedet IKKE) gider at finde på og lave mad i en uendelighed.
  • Samtidig syntes Mand at det var på høje tid at rette op på økonomien og blive mere ansvarlige. Jeg har en mere laissez-faire tilgang til penge, og når er ude af sig selv af bekymring og sorte tanker, så er tilbudsjagt altså nok det sidste, man har ressourcer til. Så en hel del diskussioner og rend mig i røven der.
  • Uenighed om børneopdragelse, strategier, løsninger…need I say more? Der kommer seperat indlæg om det senere.
  • Tilbud om hjælp føltes belastende, fordi det krævede en vis mængde planlægning, som jeg havde tabt føling med. Jeg havde behov for, at nogen bare tog over.
  • Den vanvittige sygedagpenge dame! Hvordan i helvede forventes det, at man skal kunne håndtere den slags??? Her kommer helt sikkert et indlæg.
  • Men det største dilemma, der hele tiden krævede energi, var hvordan jeg kunne give mine børn tilstrækkeligt nærvær og viden, så konsekvenserne af mine svagheder kunne blive så små som muligt. Nu og senere. (vi lånte en bog om depression på børnepsyk, som var god til at forklare ud fra. Jeg skal lige finde titlen og et link.)

Alle disse punkter var virkelig strenge at kæmpe med oveni depressionens modløshed. Jeg er kommet videre med b.la. medicin, men mange af punkterne fastholder mig stadig i et jerngreb af frustration, klaustrofobi og håbløshed. Og det er !!#%+¥@&@?/;”@!!!

Tilskuer til opløsning

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

  • Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
  • Han græd meget og ville ikke i skole
  • Han ville ikke spise
  • Han var bange
  • Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
  • Han var konfliktsøgende og vred
  • Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
  • Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

  • Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
  • Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
  • Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.

20120819-105442.jpg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑