Kategori: Samfund (side 2 af 2)

Barnet der ikke kunne sove

Hende her (den yngste) kunne ikke sove i nærmest hele sit første leveår. Følelsen, der siden har siddet i mig, er en udpræget modvilje mod denne totale afhængighed af mig. Aldrig mere vil jeg opleve at være så afmægtig og desperat efter hjælp.

Aldrig mere!

I dagtimerne sov hun kun i bæresele (fx. 4 x 20 min) eller kortvarigt stablet op med puder, fordi man ikke kunne lægge hende vandret ned. Om natten sov hun på mig eller i min arm, men vågnede ca. hver halvanden time og ville ammes.

Hun ville ikke have sut. Selvom man som mor til flere har lært nogle tricks efterhånden, så resulterede ihærdige forsøg på at få hende til at tage den hver gang i, at hun kastede op i stedet…

Jeg var desperat efter søvn og desperat over ikke at kunne gøre noget ved det. Selvom jeg har ammet de andre længe var jeg tidligt klar til at give hende sutteflaske, så far og andre kunne tage over. Hun kunne selvfølgelig bedre finde ud af sutteflaske end sut. Not! Det måtte vi også opgive.

Der var noget galt, men der var ingen hjælp. Sundhedsplejerske var rådvild. Læge måtte også give fortabt. Vi var omkring ørelæge, som ikke umiddelbart kunne se, at der var noget galt.

Da hun var 7 mdr. tog vi hende med til kiropraktor, som konstaterede at øverste ryghvirvel sad fast på kraniet. Medfødt og smertefuldt, sagde han. Han løsnede, og hun begyndte at sove bedre.

10 mdr gammel og 3 mellemørebetændelser senere havde vi dog matchende blå rande under øjnene, hun klæbede til mig, og hun var så tynd, at et nyt besøg høs ørelægen gjorde udslaget. En grænseoverskridende fuld narkose og to dræn gav barnet ro, og hun begyndte også at kunne spise fast føde uden at kaste op.

Resultet: Jeg var vred, skuffet og følte mig svigtet af lægerne. Men hvad skulle jeg lige stille op med det? Jeg vendte det indad og lovede mig selv aldrig at føle mig så afmægtig igen.

Ahem… Det gik det jo skidegodt med!

Måske tror du, at jeg er hypokonder?

Jeg faldt lige over denne artikel på Twitter. Det er sgu også frygten for at blive kaldt hypokonder, der fik mig til at blive ved med at kæmpe.

Confessions of a hypochondriac

Tilskuer til opløsning

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

  • Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
  • Han græd meget og ville ikke i skole
  • Han ville ikke spise
  • Han var bange
  • Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
  • Han var konfliktsøgende og vred
  • Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
  • Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

  • Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
  • Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
  • Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.

20120819-105442.jpg

The politics of mental health

Jeg vil bare lige anbefale denne artikel om, hvordan 4 mp’s i UK står frem for at MEDvirke til at MODvirke den stigmatisering der nemt opstår opkring psykisk sårbarhed.

The Guardian, Sunday 29. July The politics of mental health

20120802-153022.jpg

Mod. Vilje. Pligt?

Jeg har det ikke særlig godt med ‘sådan lidt fejen ind under gulvtæppet’-konfliktskyhed. Jeg kan ikke lide, når man ikke kan aflæse folk, og jeg kan ikke lide, når de ikke har mod til at face en potentiel ubehagelighed.

Specielt forventer jeg af autoriteter, som fx ledere, at de formår at tilsidesætte deres egen forlegenhed… eller endnu bedre tør at stå ved den, vise den.

Men jeeeez, hvor er der mange, der ikke ved hvad de skal stille op. Og følgende mener jeg for alvor

Enhver leder i en virksomhed skal den onde-lyneme have mod og hjerte til at spørge en nyligt hjemvendt i folden: “Hvordan går det? Velkommen tilbage! Sig til hvis der er noget jeg kan gøre?”

ogsåfuckingvidere

UDEN de flakkende øjne og hastige klik på ur og tlf! Og det skal være med det samme, ikke det der ‘lige holde øje et par dage, vente og se, om man kan risikere, hun begynder at tude.’

Narrøve. Wimps! Til gengæld tak til jer andre!

Pas

Før jeg gik i totalt ‘fuck det’ mode, nåede jeg at stresse over, at mit pas var udløbet. Så mig pligtskyldigt afsted til Borgerservice.

Der var kø, og mens jeg ventede prøvede jeg på ‘at se normal ud’. Men indeni var der opløsning og rundt om mig alt for meget flimmer om boligsikring og numre og brochurer. Så da det blev min tur hos den venlige dame, var jeg grædefærdig.

Det pas har jeg næsten lige hentet – et år senere. Selvom Borgerservice ligger på vej til mit arbejde, har jeg ikke kunnet tvinge mig selv derind før i sidste øjeblik. Det er et virkelig dårligt minde, selvom det lyder harmløst.

Så i stedet udsatte jeg mig selv for den pinlighed, det er at stå og bede om passet nederst i bunken. Hehe…jeg ved ikke, hvad de tænkte (and I don’t care)!, men de må have undret sig en smule.

20120801-174809.jpg

Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑