Kategori: Samfund (side 1 af 2)

Lorteskole

Jubii, jubii, jubii nu er det påskeferie! Med andre ord en hel uge uden madpakkehelvede, og det skal der bestemt ikke kimses af.

Til gengæld vil jeg godt lige have lov til at pege finge af nogen. Jeg er sikker på, at emnet ‘uoverensstemmelser med barnets skole” kan dele vandene. Hvad kan/skal/bør man gøre, når man føler sig trådt på – som forælder eller lærer?

Jeg har et issue. Foreløbig er jeg nødt til at strække mig og vise velvilje for mit barns skyld, men jeg er vred og føler mig misforstået og dårligt behandlet.

Diva har fået nogle diagnoser også – nogle medfødte påvirkninger af hendes krop og hjerne. Det er, hvad det er, og det kan vi godt håndtere. Men det kræver samarbejde med hendes lærere, og de har tilsyneladende en anden agenda, som går ud på, at det stakkels barn bare har håbløse forældre. Jeg var iskoldt rasende over disse antydninger i sidste uge til forældresamtale, og psykologen på Børnepsyk har i dag mere eller mindre bekræftet, at det er den historie, de har fået fra skolen.

Nu afventer vi netværksmøde, og de skal selvfølgelig have en chance til at tilegne sig mere viden. Jeg synes bare ikke, at det stemmer med lærergerningen at agere så uinteresseret og uempatisk. Jeg har tænkt på, at de kan være pressede af skolereformen! Men eftersom det er 3. barn og 3.gang, at jeg har konstellationen ‘barn trives ikke i den skole’, så er min tolerance ikke så høj.

Fuck det. Jeg kan høre, at Jim og Tonny er kommet på fredagsvisit nu. God påske!

Småtspisende børn

Starter dagen med Politiken og en stigende irritation og trang til at forsvare mig. Jeg er jo ellers en type, der gerne påtager mig skylden for alt, men netop mine børns spisevanskeligheder vil jeg ikke (længere)bære på mine skuldre som skyld. Politiken har i dag et par artikler om småtspisende børn, relateret til en nyudkommet bog ’Børn, der spiser for lidt’af specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder. Excuse me, for jeg har ikke læst bogen, men umiddelbart lyder tilgangen til problemløsning som en praktisk udførelse af de gode råd Jesper Juul skrev i “Smil vi skal spise” for omkring 10 år siden. Det er udmærket… men jeg føler bare, at der peges fingre af mig. Som jeg forstår artiklerne, så er det forældrenes skyld. Skyld!

Skyld fordi der mangler struktur under måltiderne. Skyld fordi der er for meget pres. Skyld fordi der kommenteres under spisningen. Skyld fordi barnet ikke oplever hygge. Skyld fordi der er alt for meget usikkerhed og fokus. Skyld fordi forældrene ikke har fattet en skid af børns basale relation til mad.

Mine børn

Smartass har haft et anstrengt forhold til mad i 15 år. Vi har lissom prøvet forskellige tilgange Hans spiseproblemer er hægtet op på hypersensitivitet og ADD, og derfor blev han afvist på Center for Spiseforstyrrelser, selvom hans BMI er/var langt under anoreksigrænsen.

Radar er født sulten. Han er kræsen men glad for mad. Mht. hans kræsenhed tror jeg mest, at den er tillært, fordi han har observeret sin storebrors tilgang til fødevarer.

Diva er desværre fuldstændig ligesom Smartass. Og når man har en baby, der aldrig nogensinde tog nogetsomhelst (legetøj, sut, fingre, græs, whatever) i munden, så oplever man ikke en mund, der automatisk åbner, bare fordi man stikker en ske op i nærheden.

Jeg finder trøst i Ulla Lebahns mere empatiske tilgang til de små børns vanskeligheder, og savner i artiklerne en lidt mere nuanceret beskrivelse af problemstillinger omkring spisevægring.

Formål med disse informationer?

Hvis det, som det fremgår af artiklerne og nedenstående klip derfra, virkelig i så høj grad handler om forældrenes signaler, så kunne det have været ret relevant at underbygge med eksempler på, hvordan det går med børnenes spisning, når de ikke er hjemme?

Er disse artikler ikke blot benzin på de usikre og sundhedsfikserede forældres bål så? Og/eller håber man at kunne bremse de tiltagende spiseproblemer ved at oplyse om, at man bare skal slappe af og hygge sig under måltiderne?

Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt det her. Jeg siger bare, at når der generaliseres i aviser og nyheder, så går det udover familier som min. Som om man ikke godt kunne undvære flere bedrevidende velmenende gode råd, sådan et par artikler kan afstedkomme…

Citater fra artiklerne

Mia Bjergager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hillerød Hospital.

»Forældrenes enorme fokus på mad får nogle børn til at gå helt i baglås og nægte at spise. Så i virkeligheden handler det for de fleste børn med spisevanskeligheder slet ikke om hverken mad, kræsenhed eller fysiske problemer som synke- eller tyggebesvær, men om forældrenes relation til barnet«, siger hun.”

Anne Mette Skovgaard, overlæge og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

“…har undersøgt små børn fra normalbefolkningen for spiseproblemer og er lige nu i gang med forskningsprojekter om nul til tre-årige, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i hospitalsvæsenet. Hun understreger, at der kan være flere årsager i spil, når børn ikke vil spise – for eksempel har 80 procent af børn med udviklingsproblemer og for tidligt fødte børn i et eller andet omfang problemer med spisningen. Det kan skyldes forsinket udvikling af mundmotorikken eller andre faktorer i forbindelse med fysisk sygdom. Men nogle børn udvikler spiseproblemer uden nogen fysisk forklaring, og Anne Mette Skovgaard genkender, at forældrenes tilgang til mad også smitter af på børnenes lyst til at spise.

»Hvis barnet ikke vil spise, kan forældre blive så desperate, at de tvangsfodrer deres barn; presser skeen ind i munden eller truer barnet. Barnet bliver bange, stresset, og dets appetitregulering forstyrres«, siger hun og fortsætter:

»Vi har indlagte børn, hvis appetitregulering er gået helt fløjten, som er underernærede, fordi de ikke føler sult, og hvor al spisning er forbundet med stress. Disse børn har risiko for at blive kronisk underernærede, og det kan være nødvendigt at behandle dem med sondemad for at sikre deres udvikling«.”

Steen Andersen, generalsekretær i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS

“»Havde du spurgt mig tidligere, ville jeg have sagt, at spiseforstyrrelser hos mindre børn stort set aldrig forekom, men nu blive vi kontaktet i hvert fald en gang om ugen. Det bliver mere og mere udbredt, at selv bittesmå børn ikke vil spise, og som forældre er det overordentligt vigtigt at huske på, at der er en stor overførsel af egne spisevaner«, siger generalsekretær i foreningen Steen Andersen.

»Pas på med at diskutere mad og slankekure, mens barnet lytter. Tal ikke en helt masse om fedt, sukkerindhold og kalorier – barnet risikerer bare at få et unaturligt forhold til mad. Børn skal ikke interessere sig for, om det, de spiser, er sundt eller ej. Mad skal bare være en helt naturlig del af hverdagen, og måltiderne skal være hyggelige og afslappede. Ikke anspændte og stressede«.”

Når folk prøver at hjælpe

… og det så faktisk føles som bedrevidene nedladenhed. Så er det ikke hjælp, vel? Så er det igen gulvtæppet, der hives væk under mig.

Så hjernen er i smadder, teenagerens lektier styres som projektplaner, og Diva er bange for sin billedkunstlærer. Så jeg er simpelthen for træt til at skrive noget særligt her.

Men hey! Julen er i (luksussommer)hus, og jeg har ‘sort of’ løst jobsituationen. Så kan det da kun gå opad, ikk’? Eller vent, åh nej ‘opad’? ‘opad bakke’? Pis osse!

Don’t push me

… coz I’m close to the edge!

Jeg har muligvis sagt det før; i så fald beklager jeg gentagelsen:

Jeg er ikke en æggepølse. Hvis du gør anslag til at formpresse min blomme, så gør jeg modstand! Jeg blir vred, og jeg kæmper imod til jeg slipper.

Så ser man et glad lille æg trille i sikkerhed.

eller

Så ser man noget smattet æggesplat på kanter og gulv, fordi det åbenbart var et dårligt valg.

Så spændende! Men hvorfor nu denne omvej? Hm ja, jeg blir nok nødt til at sige til nogen, at deres indsats virker halvhjertet og rutinepræget. At jeg mistrives med personligheder så glatte som teflon, og at det jeg siger, pt. er vigtigere, end det de tror, de ser.

Der er så mange gode og spændende måder at bruge æg på, at det sgu da er åndssvagt at presse pølser ud af dem. For ‘pænhedens’ skyld! Og økonomiens! Og så er det ensartet og forudsigeligt. Men smagen, hvad med den? Og så er vi nogen, der bare synes, det er fake og ulækkert.

 

Fiskespa

Ja.Fiskespa.

Jeg har været på udflugt. Et par gange har jeg været med tog til det nærmeste provinshul. Bilen er på værksted, og hunden har ørebetændelse.

Den der by ligger 5 km væk, og nogen gange cykler jeg derhen. I dag var jeg så med tog. Uden hund og uden børn, så jeg havde tid til at tænke. Helt uden at blive forstyrret.

Jeg er i gang med at snævre ind, hvad jeg gerne vil. Med mit liv, jobmæssigt. Jeg har brug for roen, og jeg er nødt til at være en balancerende støtteperson i familien. Det er også blevet tvingende nødvendigt at mærke det rush, der er at gøre noget/lave noget/ skabe noget/kunne noget, som jeg selv kontrollerer resultatet af. Jeg kan fange mig selv i en anden følelse af ‘højhed’. Det er den, der kommer, når jeg ‘performer’. Når jeg føler, at jeg skal overbevise nogen, vise hvor god jeg er – så kommer energien. Tromleenergien, som er kortvarig som et sukkerchok eller et McDonalds meal. Når den fordamper er jeg flad og udkokset og fortryder hårdt, at jeg røg i igen. Det er pleaseren og perfektionisten, der hopper på krogen. Jeg har det bare bedre på fuldkorn og det stille liv. Hvilket leder mig til den der fiskespa.

20130703-200518.jpg

Måske er det fordi, jeg har boet i en fiskerby i mange år, at jeg får forkerte associationer, men altså: Fiskespa??? Der er ingen, der får mine fødder i vand med Hanstholm-branding i det der provinshul. Jeg undrer mig bare så meget over, at man kun skal 10 km syd for Aarhus for fullblown provins. Og jeg hader det og elsker det på samme tid. Det er så hyggeligt, at frisøren stadig er glad for sin afsyrede købmandsdisk, og jeg elsker gamle murermestervillaer. Men klaustrofobien ligger lige neden under, for det minder om halbal og Hjallerup marked, og jeg er glad for, at jeg trods alt selv kan vælge at hoppe på toget igen. Regionaltog mod fremtiden, ha ha!

Lykken er …

… Ikke piller
I denne uge har Danmarks Radio fremturet om skadeligheden af lykkepiller. Danmark på piller Oh happiness! Og som en af dem på piller undrer jeg mig bare over, hvorfor? Hvad vil man opnå med en vinkling, der ikke anerkender, at vi er rigtig, rigtig mange som ville have et både fattigere og mere kompliceret liv, hvis vi ikke havde adgang til disse medikamenter. Det er ikke lykke i pilleform, som lige tager toppen af livets almindelige genvordigheder. Det er for mig forskellen på, om jeg ligger vandret eller bevæger mig lodret. I næste uge er det vidstnok udskrivningen af ADHD medicin, der får en omgang…

… ikke der hvor man troede
Ugen har også budt på to gode blogindlæg, som er vedkommende i forhold til valg af arbejdsliv. Er vores samfund funderet på usund stræben? Først Isobel Hadley-Kamptz Under alla disse år trodde jag att det var mig det var fel på Dernæst Mette Helbak Hvordan føles stress?

… ikke penge
Men det har vi jo hørt før, hehe! I følge Mand blir vi meget gladere af at holde budgetterne i Spiir. Vi har skåret voldsomt ned på forbrug, og det betyder, at jeg som ex-shopaholic er nødt til at suboptimere mine købelyster på en helt anden måde. Det vender jeg tilbage til. Opfordringen lige nu går på at dele dit tøj hos Share Your Closet. Det er et virkelig godt initiativ, men der skal mere tøj ind. Kom nu, del med os!?

Status – 1. lockoutdag

Min søde pige er den, der har det svært i øjeblikket, og jeg ved egentlig ikke, om lockouten af skolelærerne er godt eller dårligt for hende. Hun vil ikke i SFO. Hun vil hellere tilbringe dage klistret op ad mig eller fjernsyn – afbrudt af sessions med anklagende blikke og

Jeg keder mig

Derfor piskede vi afsted på cyklerne, så hun kunne komme til musik kl. 15. Vi var der præcis kl. 16:06! Altså…jeg ved ikke…noget med sommertid. Scheiße!

Og gassen er gået af ballonen nu. Hun har lige hylet jeg ved ikke hvor længe, fordi hun var sulten. Men hun vil ikke spise, og dermed kører det hele i ring for mig pga Smartass. Jeeez, hvad er det med de børn? Heldigvis har jeg jo lært nogle ting på børnepsyk, og derfor går jeg ikke udadtil med på dramaet. Men det suger al luft ud af én… Og når jeg siger fra. og holdt. og stop. nu! Så bløder Radars hjerte for hende, og han er nu gået i gang med ‘aktivitet kagebagning’ med hende.

Så nu bløder mit hjerte for dem begge. Jeg frygter virkelig en lang lockout.

 

Den onde dame

Nej, jeg ved godt, at hun sikkert ikke var ond og led med vilje. Men i situationen var det strengt at forholde sig til og stadig nu kan det hidse mig op, at man virkelig skal stå model til mistænkliggørelse og pis, når man i den grad er ved at opgive ævred. Dagens provokation blev leveret af Stinestregen, selvom hun reelt set er helt uskyldig med sine beskrivende ord og tanker. Men jeg kom i tanke om Den venlige Sygedagpengedame (som vi kaldte hende dengang), og så er det vidst tid til at give hende og systemet en omgang.

Jeg blev deltidssygemeldt, og så blev jeg fuldtidssygemeldt. Alt jeg ville var at være i fred og ligge i min seng. Men jeg fik løn, og så kan arbejdsgiver få refusion fra kommunen, dvs. de fik mine sygedagpenge som kompensation. Det eneste, det kræver er udfyldte blanketter fra egen læge, og at man som syg står 100% til rådighed for frustrerede socialrådgiveres luner. Man får breve om, at man skal ringe mellem halv og hel senest to dage efter man har modtaget brevet. Og så skal man forsvare sig. Med langsom hjerne og angst i halsen.

Så træt kan man da ikke være! Skal du ikke have noget (mere) medicin? Hvis du forhaler processen, så…! Ja, hvis du ikke får trappet op i timer, så falder du for varighed. Firmaet vil jo sikkert ikke beholde dig, når du er syg så længe, og så mister du dit job, og så…! Og din søn, bliver der ikke gjort noget? Hvorfor tager det så lang tid? Er det i virkeligheden kun ham, der er syg? Osv. Osv.

Hvis jeg så fortrængte glemte at ringe, så var hun så elegant at ringe til både min læge og min arbejdsgiver, og sige “ting”. De, der oplevede at have hende i røret var rystede…forargede!

Den dag, jeg startede på arbejde igen (med mine flotte 9 timer), skulle jeg så først møde op hos hende til en personlig samtale. Virkelig bange var jeg ved at tabe kæben, da socialdamen fikst gav sig til kende, iført striksweater og rullestol. Hun var en menneske, og hun var venlig, og jeg tænkte, at det hele måtte have været en misforståelse. But no! En måned efter var den gal igen.

Det var et ekstra pres, og et pres af den urimelige slags. Da jeg senere fik tildelt en anden rådgiver (som var anderledes interesseret i at hjælpe. Dog med underlige forslag om, at jeg kunne vælge at blive fyret, og så kunne hun sørge for, at jeg kunne komme i virksomhedspraktik i mit eget job, som jeg har haft i 10 år…) beklagede jeg mig pippende over hende den første, men længere kom det ikke. Hvad kan man egentlig gøre – udover at finde sig i det – når man er bag af dansen og Rullemarie* sidder på kassen?

*I know! Det er unfair at gøre nar af hendes handicap. Skal jeg hellere skrive, at det var Bente, Bente V.? Altså ved Aarhus Kommunes Beskæftigelsesforvaltning…

Mere information på arbejdspladserne

Jeg har aftalt en lang opsigelsesperiode på mit job (psyko kalder det en langsom død, haha!). Det var sådan et slags kompromis for at mand kunne sluge udsigten til dårligere økonomi.

Det betyder, at jeg kan tage det stille og roligt og få afsluttet det, der betyder noget for mig selv. Det betyder også, at jeg bedre kan se tingene ovenfra. Som de er eller har været.

Og jeg tænker, at det ikke har været sundt for mig. Der skal mere viden og oplysning til, selvom min arbejdsplads generelt har været meget imødekommende.

Jeg har lyst til at distribuere denne information fra En af Os. Den er værd at læse uanset om du er arbejdsgiver, kollega eller selv en af dem os.

Rimelige tilpasninger på arbejdspladsen for mennesker med psykiske problemer

Hmm tjah…

Jeg har netop læst dette læserbrev på Politiken.dk, og det kan være, det interesserer dig også!? At være ulykkelig i de lykkeliges land

For forvirret, træt og vægelsindet disse dage til reelt at have lyst til at kommentere, men det udtrykker ihvertfald også nogle af mine holdninger. Jeg bliver bare nogen gange usikker på, hvor meget skammen indeni farver oplevelsen af omverdenens syn på deprimerede, depression, psykisk syge osv… Personligt stiller jeg mig gerne til rådighed med fri og åben fortælling om emnet, men samtidig er det jo så langt fra hele mig. Ville sgu nødigt være sådan en, der starter (alle) konversationer med:

Hej. Nu skal du høre. Jeg er/har [indsæt selvvalgt diagnose], og  blablabla

På den anden side ved jeg, at det kan være svært at forstå, at man stadig kæmper med det, hvis man trods alt er kommet så langt, at man magter at give depressionens mørke øjne og fedtede hår en gang sproglig og visuel cover-up.

God og vigtig artikel, men fordi jeg er i det humør, så vil jeg endnu engang henvise til K og hendes blog herestothemisfits.com som udtryk for følelsen af, at man ikke altid får den rigtige hjælp, selvom man beder om den.

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑