Kategori: Spiseforstyrrelse (side 2 af 2)

Når folk prøver at hjælpe

… og det så faktisk føles som bedrevidene nedladenhed. Så er det ikke hjælp, vel? Så er det igen gulvtæppet, der hives væk under mig.

Så hjernen er i smadder, teenagerens lektier styres som projektplaner, og Diva er bange for sin billedkunstlærer. Så jeg er simpelthen for træt til at skrive noget særligt her.

Men hey! Julen er i (luksussommer)hus, og jeg har ‘sort of’ løst jobsituationen. Så kan det da kun gå opad, ikk’? Eller vent, åh nej ‘opad’? ‘opad bakke’? Pis osse!

Hårknude

Vi holder ikke ferie. Vi holder fred.

Tegningen her en skitse til et maleri. Måske. Mest af alt er det bare et udtryk for den smerte, jeg føler, når jeg ser på hans tynde arme og blege ansigt.

Vi gør vores bedste, men vi må acceptere, at der nogengange opstår umulige situationer. Umuligheder og hårknuder og rend mig et vidst sted…

Er det måske normalt?:
– at man ikke gider i Tivoli, når man er 12 og 14?
– at man tilsvarende heller ikke vil til stranden? Eller noget med dyr, museum eller seværdigheder
– at forældrene ikke har pakket kufferter ud en uge efter, at de er kommet hjem?
– at hunden ikke selv fatter at drikke nok i varmen, så den får feberrystelser?
– at en på 7 påstår at hun får ondt i ryggen af selv at skulle tørre sig?
– at man ikke kan tage på ferie i sydfrankrig hos M&M, fordi Smartass har så ondt i benene, at han ikke kan/vil gå nogen steder. Rejse med fly har de laaange gange… Rejse med bil er også fravalgt pga enerverende brok om køresyge, og moderens generelle angst
– at Diva glædede sig til Frankrig og savner M&M. Vi kunne tage afsted uden de andre? Ja…men ingen tror rigtigt på, at det er en god ide, hvis jeg rejser fra drengene lige nu
– at det er meget sandsynligt, at der blir surhed og anklage, når deres ferie er forbi. Fordi vi jo ikke har lavet noget
– der allerede bekymres om skole, og hvordan det skal gå med flere timer og madpakker. Jeg er tom for ideer
– at proteindrikke og kosttilskud tvinges i kroppe med lokken og tvang og “du kan ligesågodt lære at drikke shots!”
– at alle er afhængige af at moderen mader, som en fugl gylper føde i sultne halse. Og hun hader det!
– nåeh ja… OgSåVidere!!!

Men freden består i viljen til at få det bedste ud af situationen. Vi hygger også. Spiser vores forskellige mad – sammen! Ser film, griner af Hund, hører høj musik og nyder at sommeren gider i år! Og så er der jo heldigvis Mojitos, GTs og Ricard at styrke sig på.

Fanden i helvede!

Diva har altid bandet som en tyrk. Aner da virklig ikke, hvor hun har det fra! Drengene har altid afholdt sig fra den slags, og vi blir helt paf, når de vover sig ud i noget “fååårk” og den slags. Diva er bramfri og siger gladeligt “diller”, “for helvede” og “røv” i samme sætning, uden der blir slået så hårdt ned på det. Og det ER en sær kombi med det lortesprog i lyserødt BarbieLittleFriendsPonyPetShopKittyPrinsesser-universet.

I dag blev jeg mere eller mindre vækket af Mand, der løb rundt og råbte “Pis, pis, pis!”, fordi der var et tog, der skulle nås. Og på sådan lidt overfladisk niveau, fortsatte dagen sådan.

Måtte slæbe Smartass til lægen, og gik derfra med BMI-tal på 13,9, D-vitamin mangel, henvisning til fysioterapi, og en aftale mellem lægen og jeg, om at han skal tage på NU. Smartass var skidesur, og han har egentlig ikke haft helt den bevågenhed i dag, som jeg lige havde committed mig til. Det skyldes delvis, at jeg i desperation over denne madkontrol klaustrofobi, måtte skabe lidt forandring ved at bakse rundt på møblementet i soveværelset.

Delvis er det fordi, det ikke kun er Smartass. Det er også Radar. Han skal til gengæld tabe sig, og det er næsten lige så vigtigt. Så han er på diæt og har været hos kinesisk læge og akupunktør i dag. Vi skulle hæve penge i City Vest, og der fik jeg rig lejlighed til at forklare Diva noget om tørklæder og religion. Det er 100%, at hun ikke forstod det – og selvom hun er ovre den alder, hvor de lukker alt muligt pinligt ud, har jeg på fornemmelsen, at vores snak lige skal følges op…

Hun tog det sidste energi ud af både Radar og jeg med et besøg i ‘Fatter BR’, så kørte vi om kap og vinkede til den gode ex-chef, og så stak hund af i det mudrede sumpområde. Mand ringede og fortalte, at toget ikke var kommet… Pis!Pis!Pis! “Det’ bare så ty’kist” (Diva)

Status er: 1 barn der skal have 2400kcal og et der skal have 1600. Og det hele registrerer vi jeg lige i ShapeUpClub. Lorteklub at være medlem af!

Søndag morgen

Trægheden er vedvarende.Smartass tager nærmest kun føde til sig, når jeg serverer det for ham, og jeg gør mit bedste for ikke at føle mig lænket til et ammebarn igen. Der er ikke rigtig nogen udvikling skråstreg ansvarstagen hos ham (eller Mand for den sags skyld), og det er voldsomt frustrerende, når jeg tænker over det. Så det prøver jeg på at lade være med…
Jeg er efterhånden også selv blevet så træt af det her, at jeg er på nippet til at sige, at jeg hader mad. Det gør jeg ikke, men jeg gider bare ikke beskæftige mig med det – og det kan man ikke bare, når man har valgt at blive mor til tre. Så jeg læser opskrifter, køber ind, prøver at gøre det lækkert og indbydende (og sundt). Og jeg synes, at fælles måltider er vigtige. Og de skal være hyggelige og rare som fælles fixpunkt for familien. Det er mit ideal, og jeg kæmper den daglige kamp for at det skal lykkes.

Men når jeg er alene, så rager det mig en papand. Så æder jeg af emballagen, og det skal bare overstås, så jeg ikke er sulten. Jeg nyder, når det smager godt, men derudover… nada. Nogen gange tænker jeg på, om børnene er så vanskelige omkring mad, FORDI deres mor udsender mixede signaler. At de som spæde er blevet bange for mad, fordi der som fødemiddelallergiker er madvarer, jeg ikke spiser. For jeg tager jo automatisk skylden for alt på mig. Men aaarh, det er vidst at tillægge en detalje for meget værdi, og Smartass har jo diagnoser, der ikke er skyldrelaterede.

Hmm…det jeg vil frem til er:

Hold da kæft, hvor ville jeg ønske, at der var nogen, der gjorde det for mig!

I den kommende uge starter jeg hos en såkaldt karrierecoach. Han skal hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg bedst får balanceret det her familieliv i forhold til job. Juhuu! Yay! Har jeg det store forhåbninger? Not really…

Træghed

Den der følelse af, at det virkelig går for langsomt. Som en konversation på jydsk: “Så de-e-et…”, “Jow jow”, “Naj, det’ it sårn mæ det…”. Eller et posthus. Eller at vælge siddepladser, når familien skal til skolekoncert. Eller at kigge på kort og tale om, hvilken vej man skal køre…

Nogen gange kommer hunden og jeg til at bevæge os langt ud på en mark med muddertung jord, og så bliver vi bare nødt til at fortsætte, fordi det egentlig vil tage længere tid at vende om. Men gummistøvlerne blir bare tungere og tungere, og så går man der og bander over, at man valgte at gå den vej.

På mange måder er det forkert at bruge trægheden som statusbillede for mit liv. Hey, psyko har jo faktisk udskrevet mig! Men Smartass er ‘nede’, og det skal vi have ham ud af og op af.

En lejrskoletur til Bornholm var mere end det stakkels væsen kunne klare, og han er røget ud af kurs. For lav vægt og for store bekymringer gør ham sart, skrøbelig, sortseende… Så vi snakker og konkretiserer, og jeg står i det f*ckin’ køkken hele tiden (og hader det). Der skal mad i kroppen, før han kan tænke fornuftigt. Jeg håber, at han indser, at begivenheder farves negativt, når man hverken har fysisk eller psykisk overskud.

Trægheden består i gentagelserne. Når jeg vågner op med de samme store problemstillinger, som jeg havde for 2-3 år siden. Når jeg kommer til at tænke på, at jeg i 14 år har disket op med føde, han ikke vil have. Når jeg tænker på, at Diva minder så meget om ham mht disse specielle ‘features’.

Ahmn, så blir jeg så træt af at piske rundt i den jydske muld!

Alkoholikeren og den spiseforstyrrede

Jeg læste en indlæg og kommentarsporet hos Dines, som handlede om, hvordan det er at være pårørende til en alkoholiker. Emner som frygt, ansvar, håb, løsninger, hjælp osv.

Jeg tænkte på min egen situation med spiseforstyrrede børn. Nogen vil sikkert sige, at det slet ikke kan sammenlignes. At dimensionerne er helt forskellige. Det er de også, men jeg genkender især afmagtsfølelsen, frygten og et element af det at være medmisbruger. Forskellen er bare, at her er det mig, der er den voksne. Det ér mit ansvar, og jeg er åbenbart dårlig til at forvalte det? Selvom jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan*, så frygter jeg en omverden, der tænker, at de sikkert bare er dårligt opdraget.

Når han bliver sulten nok, skal han nok spise det, der blir serveret!
Næh…
Så må man tvinge det i dem! Næh…så kaster de op
De skal bare have lov at svine! Ja, det må de også, men de vil altså helst ikke
Fjern fokus fra det! Gerne, men det betyder endnu mindre madindtag
De skal bare være med til madlavningen! Gør ingen forskel. Ligesom anorektikere kan de sagtens gå op i madlavningen. Snuse til krydderier, smage forsigtigt med spidsen af en lillefinger. Men de spiser det ikke.
Det er nok stemningen ved bordet! Nej…de har heller aldrig åbnet munden i vuggestue, børnehave, hos venner, forældre osv
Jamn får de lov selv at vælge? Selv at hælde op? Offuckingcourse

Smartass er diagnosticeret med en atypisk spiseforstyrrelse, og man kan bare afmægtigt se på, at Diva træder i hans fodspor. Tendenserne er de samme + hun efterligner ham sikkert.

Så jeg bliver nødt til at genindføre kalorietælling, vejning og belønningerne. De klare instrukser, der fungerer for ADD hjernen. Jeg gider det ikke, men jeg kan ikke slippe. Eneste alternativ til egenindsatsen er indlæggelse og sondemad. I don’t think so! Det vil uden tvivl gøre det hele meget værre.

Forskellen – for nu at vende tilbage til alkoholikerens pårørende – er, at trods tabu i begge lejre, så er alkoholismen efterhånden anerkendt som sygdom. Der er mange pårørende, som kan påvirke resten af samfundet i forhold til behandlingstilbud o.lign. Her føler vi os meget alene…

*Alt hvad jeg kan: Måske kan vi komme et stykke videre, hvis vi går all in på sanseintegrationstræning, kraniosakralterapi, zoneterapi, alupunktur o.lign. Men det kræver commitment til at blive fuldtids handicapmor. En tilsidesættelse af den tilgang, jeg har prioriteret vigtigere. Fokus på glæde, tolerance, fokus på ‘vi er ok, og vi har det rart sammen på trods’ fremfor ‘nu er vi et projekt med fokus på et mål’. Det kræver en tilsidesættelse, at det ‘jeg / mig’, jeg med psykiateren og ugentlige sessioner har arbejdet på at give plads i løbet af det sidste år. Det kræver meget af fokuspunkterne, børnene. Og det kræver sikkert også meget af Mand, som jeg bevidst ikke har inddraget som et Vi i tankerne her. For han er også clueless, når det kommer til problematikken. Han er ‘medmisbruger’, men han kan ikke selv se det. Giver det mening?

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Børnelærdom. Barnemad.

Det er betydningsfuldt, det her. Det er ikke om hverken angst, stress eller depression. Men det er alligevel om et pres på mine skuldre, der nu kan lettes. Med den her artikel om spiseproblemer og kræsenhed hos hypersensitive børn kan jeg sige:

Hold nu kaje!

til det lucky bunch af uvidende, misbilligende, kritiske, bedrevidende, bekymrede, gode-råd-givende, velmenende og tavst anklagende, der har fulgt os, siden Smartass var baby.

Artiklen er skrevet af Ulla Lebahn, som er børneergoterapeut med speciale i arbejde med børn med spisevægring, svær kræsenhed og fobisk tilgang til mad. Læs mere om hendes tilgang, erfaringer og passion for emnet på www.lebahn.dk

Læs den hvis du vil vide mere om, hvorfor nogle børn udvikler ekstrem kræsenhed.
Husk den før du siger:

Jamn, Jesper Juul…

til en fortvivlet mor.
Og giv den til din læge? Vi er nogen, der ville sætte pris på mere kvalificeret hjælp fra børnesundhedpersonale…

Dobbelt udfordret (x mange)

Man kan godt nogen gange tænke, at tildeling af tosse-piller (sorry, det hedder de altså herhjemme) med det samme burde udløse en bonus i form af et velvilligt støtteteam. Sådan en prinsessen på ærten stab, der fejer banen og ryster puderne, så man bare kan ligge på den skide ært og have ondt, hvor det gør ondt.
Men i stedet skal man gudhjælpemig klare mere. Eller jeg mener, det skulle jeg, og hvorfor nu det? Virkelig tåbeligt hvad tilværelsen kan finde på at byde en:

  • I krise, fedtet hår og “lad mig for helved være i fred!” ordinerer børnepsyk struktur, forudsigelighed og overblik som hjælp til Smartass.
  • “Pas på dig selv” og ” Vær god ved dig selv” harmonerer ikke med kalorietælling, 2-time interval-lagt madplan og en genopdaget følelse af ammebarnets afhængighed. Han spiste ikke, hvis man ikke var der.
  • De ekstra kalorier…de hurtige: Der kom da lidt flere kilo på ham. Resten af dem sidder om livet på Radar, som elsker alt, hvad der er sødt, fedt og usundt. Så er der tvang det ene sted og restriktioner det andet. Begge er sure, ingen er glade, og hende her løber mentalt skrigende bort fra det hele.
  • Så er der det med allergierne, de hypersensitives konsistensmæssige udfordringer, kræsenheden og søskendeflokkens 3-enighed omkring efterligning af de andres dårlige vaner. Hvordan skal det forestille at gå op, når man faktisk ikke (som i overhovedet IKKE) gider at finde på og lave mad i en uendelighed.
  • Samtidig syntes Mand at det var på høje tid at rette op på økonomien og blive mere ansvarlige. Jeg har en mere laissez-faire tilgang til penge, og når er ude af sig selv af bekymring og sorte tanker, så er tilbudsjagt altså nok det sidste, man har ressourcer til. Så en hel del diskussioner og rend mig i røven der.
  • Uenighed om børneopdragelse, strategier, løsninger…need I say more? Der kommer seperat indlæg om det senere.
  • Tilbud om hjælp føltes belastende, fordi det krævede en vis mængde planlægning, som jeg havde tabt føling med. Jeg havde behov for, at nogen bare tog over.
  • Den vanvittige sygedagpenge dame! Hvordan i helvede forventes det, at man skal kunne håndtere den slags??? Her kommer helt sikkert et indlæg.
  • Men det største dilemma, der hele tiden krævede energi, var hvordan jeg kunne give mine børn tilstrækkeligt nærvær og viden, så konsekvenserne af mine svagheder kunne blive så små som muligt. Nu og senere. (vi lånte en bog om depression på børnepsyk, som var god til at forklare ud fra. Jeg skal lige finde titlen og et link.)

Alle disse punkter var virkelig strenge at kæmpe med oveni depressionens modløshed. Jeg er kommet videre med b.la. medicin, men mange af punkterne fastholder mig stadig i et jerngreb af frustration, klaustrofobi og håbløshed. Og det er !!#%+¥@&@?/;”@!!!

Tilskuer til opløsning

Det er Smartass, det handler om her. Elleve et halv år var han glad (tilsyneladende), fuld af selvtillid og med masser af venner. Han var vores ukomplicerede barn. Ham, der tog let på tingene. Ham, der ikke bekymrede sig.

Men så begyndte han at beklage sig over ondt i foden (læge > platfod > indlæg), som gav ham problemer med fx. at spille fodbold. Han oplevede, at en gruppe af venner pludselig blev irriterede på ham. Specielt een anden dreng gik det skævt med. I sommerferien var han tvær og konfliktsøgende. Efter sommerferien legede han ikke med nogen. Han havde stadig store problemer med pågældende dreng, og vi forsøgte at hjælpe (tale med forældrene etc.) Han blev holdt udenfor, og selvom vi støttede ham, det bedste vi havde lært, så hjalp det ikke.

Efter efterårsferien brød han sammen. Han græd og græd og græd, og lukkede pludselig op for alt muligt, han havde undladt at fortælle. Han havde spillet sit glad-dreng-skuespil længe, og det var rystende at opdage! Pludselig kunne jeg godt genkende det bestemte smil, han lavde, når det var alt-er-fint-masken.

Så fulgte en lang, rædselsfuld periode. Jeg laver nogle at de mest betydningsfulde lows i andre, mindre indlæg, for der bliver for meget her.

Symptomer

  • Han syntes, at alt var kedeligt. Han kunne bruge en weekend på at ligge på gulvet med sin dyne, fordi der ikke var noget, han havde lyst til.
  • Han græd meget og ville ikke i skole
  • Han ville ikke spise
  • Han var bange
  • Han kunne ikke falde i søvn, og man skulle sidde ved ham
  • Han var konfliktsøgende og vred
  • Han bekrymrede sig og spandt lange udredninger om, hvorfor man ikke kunne ændre på de ting, der var problematiske. Fx. at man jo ikke kan blive til noget (berømt) i sådan et lille land som DK (!)
  • Derfor var han også voldsomt stresset over at skulle nå at blive den dygtigste til noget NU

Hjælp…?

  • Hans lærere kunne ikke se problemet. Han tog jo masken på i skolen (masken er hans eget udtryk). De observerede ham en tid, og konstaterede at han heller ikke gjorde det nemt for sig selv (han har en udpræget retfærdighedssans). Desuden havde der været nogle episoder, hvor han var blevet så agressiv, at nogle var blevet forskrækkede. Forholdet til den anden dreng ville de ikke ind på. Djævelen i mig siger, at det til dels skyldes, at moderen også er lærer på skolen, men det er nok uretfærdigt. Det var unge lærere, og de havde nok ikke tilstrækkelig erfaring – ihvertfald kan vi konstatere, at hverken skolens pædagogiske leder eller skolens rektor var blevet informeret/taget med på råd.
  • Lægen…selvfølgelig kom han til læge! Jeg lavede en aftale og udtrykte bekymring om depression. Det mente hun ikke. Hun sagde, at hun da godt kunne forstå, at han var ked af det mht. klassen. Men eget initiativ og så holde op med at være så kræsen, var det, der skulle til. Vi skulle komme igen 1 uge eller 14 dg senere. Accepterede jeg det? Ja Hvorfor dog? Ved det ikke… Da der ikke var bedring næste gang, bad jeg om en henvisning til børnepsykolog. Jeg fik henvisning til en bestemt, god een.
  • Psykologen…phew, jeg orker faktisk ikke rigtig ikke rigtig skrive mere. Skal vi ikke bare konstatere, at det var penge ud af vinduet. Hun var clueless. Slet ikke på rette spor.

20120819-105442.jpg

Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑