Kategori: Psyke (side 4 af 7)

Vinter

Jeg synes, at jeg er overmandet af trætheden. Jeg ved ikke, om jeg skal skrive ‘igen’ eller om det bare er blevet en permanent ting. Er det vinteren? Er det tankerne? Er det psyken? Eller har jeg en farlig sygdom? Så festligt!

Hmm tjah…

Jeg har netop læst dette læserbrev på Politiken.dk, og det kan være, det interesserer dig også!? At være ulykkelig i de lykkeliges land

For forvirret, træt og vægelsindet disse dage til reelt at have lyst til at kommentere, men det udtrykker ihvertfald også nogle af mine holdninger. Jeg bliver bare nogen gange usikker på, hvor meget skammen indeni farver oplevelsen af omverdenens syn på deprimerede, depression, psykisk syge osv… Personligt stiller jeg mig gerne til rådighed med fri og åben fortælling om emnet, men samtidig er det jo så langt fra hele mig. Ville sgu nødigt være sådan en, der starter (alle) konversationer med:

Hej. Nu skal du høre. Jeg er/har [indsæt selvvalgt diagnose], og  blablabla

På den anden side ved jeg, at det kan være svært at forstå, at man stadig kæmper med det, hvis man trods alt er kommet så langt, at man magter at give depressionens mørke øjne og fedtede hår en gang sproglig og visuel cover-up.

God og vigtig artikel, men fordi jeg er i det humør, så vil jeg endnu engang henvise til K og hendes blog herestothemisfits.com som udtryk for følelsen af, at man ikke altid får den rigtige hjælp, selvom man beder om den.

Slip kontrollen

Jeg sidder i min seng med kulderystelser, hovedpine og ondt i halsen (min signatur-sygdom). Det er som altid meget upraktisk og ubelejligt ligesom den nerve, der pt spasser ud under mit venstre øje. Denne gang fordi jeg har booket et møde, hvor jeg skulle / ville fremlægge en hel masse vigtigt. Men det, at jeg nu i en time har haft tankerne kredsende om det slatne ved at udsætte mødet – om hvorfor det lige præcis helst skulle holdes i morgen – har fået mig til at indse, at det kun er vigtigt for mig og mit sårede ego!

En af firmets hotshots sagde forleden, at han (heller) ikke blev inviteret med i noget, da han havde sagt op på sin forrige arbejdsplads. Og at det var fint for ham, eftersom han var ligeglad med, hvad der skulle ske på stedet, når han ikke arbejdede der længere. Jeg svarede, at jeg ikke er ligeglad. Senere samme dag sagde jeg til en kollega, at det jo netop er fordi, jeg føler så stærkt for mit fag og dets lave prioritet på stedet, at jeg ikke kan holde ud at være der længere.

Og så tror jeg alligevel, at det gør en forskel, om jeg påpeger og foreslår og viser frem på nuværende tidspunkt. For at opnå hvad? Et bedre eftermæle? Et endeligt aftryk? Mindre flovhed over at have fejlet? En eller anden form for bevisførelse for, at jeg da stadig for pokker er dygtig?

Det ER ligegyldigt.

Et afsluttende kamikaze-angreb or less kan ikke ændre på hverken kultur eller prioriteter, og så er det jo endnu engang bare skønne spildte kræfter at kaste sit hjerteblod i.

Slip kontrollen!

Siger Psyko.

Ok, jeg prøver. (“…men det er bare fordi…”)

Kæft! Blev der sagt!

Ramt af natten

Slambam endnu en morgen i sort humør, endda på Radars fødselsdag.

Jeg har engang læst, at nogen har virkelig slemme nætter, men ro om dagen. Andre har det dårligt i vågen tilstand, men har ro, når de sover.

Og så er der undtagelserne. Os der krydrer det depressive med drabelige, angstfyldte natlige mareridt. Hvor man ikke kan holde ud at være vågen men bange for rædslerne, når man lukker øjnene. Det er heldigvis ikke status pt., men det gør mig rasende at gå ‘normal’ i søvn, men vågne op drømmepåvirket og til rotterne.

Nogen gange kan jeg huske, hvad drømmene handlede om. Oplevelser der bliver siddende i kroppen. Andre gange er jeg bare påvirket, men handlingslammet og i dårligt humør. Som i dag. Sur og ugidelig med gallopperende hjerte. I dag ved jeg, at jeg skal i gang for at få det bedre. Andre gange er kuren kun fred og ro…for helved!

Ok, så er det nu!

Double trouble

Update#2: Hvad vil jeg egentlig sige med det her? Hvis det ikke blot skal handle om mig, men give værdi for andre – i relation til erfaret viden om stress, angst? Det er nok 2 lidt nedernklicheagtige indsigter:

Det er sindsygt trættende at være ubeslutsom. Og frustrerende at halse efter andres behov. Det tager megalang tid at komme ud af en depression, hvis alle rammer er uændrede. Løsningerne skal nogen gange findes andre steder, end man troede

UPDATE: Mand har læst nedenstående. Han siger, han er helt lost. Fatter ikke en dyt. “Var det ikke dig, der var en gammel dame?” Ahm, det er da også megaforvirrende, hvem og hvad jeg er! ;-)

Indtil videre arter 2013 sig nogenlunde. Der har hverken været de helt sorte dage eller influenza. Lidt gråhed, lidt pandehulebetændelse og lidt morgensurhedskaos. Det er vidst bare, hvad man kan forvente af en gammel dame i halvfrisk forpakning.

Damen har en søster. En værre skrappedulle, der altid ved præcis, hvad der skal gøres. Eller rettere hvad der bør gøres. For hun er sgu ikke meget bedre selv, selvom hun både kan planlægge og så’ noget. Men stresse! Stresse det kan hun til overflod, så man blir helt forpustet. De her to søstre er uadskillelige, men konstant jappende på hinanden. Det er en evig konkurrence, hvem der er bedst, og en pest at lægge krop til.

Jeg er connected med en tidligere boss på LinkedIn, og han har lavet en forretning ud af b.la. at bruge Enneagrammet som ledelsesværktøj. Han postede en eller anden artikel fornylig, og så gik jeg i test-fælden. Resultatet gav ‘sjovt nok’ først rigtig mening da Psyko kastede lys over det mærkelige i, at jeg pludselig har energi til at færdiggøre en opgave, jeg egentlig havde opgivet.

Kontrol dræber kreativiteten

Andres såvel som egen kontrol, vel at mærke! For essensen af enneagram testen var noget i retning af: “Arh…det kan vidst ikke passe. Totalt uforenelige størrelser”.

Men jeg skal vidst bare slippe hestene løs og bede hende mokke-søsteren klappe i for en tid. Der skal samarbejde til. Så skal det nok gå det hele.

 

Velkommen til 2013

De allerbedste ønsker om et fantastisk 2013!

Kære 13! Nogen vil sige, at du er et uheldigt tal, men jeg har større tiltro til dig. Hvis ‘fantastisk’ er for meget forlangt, så kan jeg også godt både acceptere og påskønne ‘bedre og gladere’ … og altså barren er jo sat lavt, hvis vi siger, at du kun skal sammenligne dig med 11 og 12. Tror du ikke godt, at vi kan satse på at nå dertil sammen? Ikke kun for min skyld. Også for både nær og fjern, stor og lille… en bedre verden… men du og jeg blir trætte, hvis vi bevæger os helt derud allerede nu. Så blir der for meget at leve op til. Lad os tage en dag ad gangen, gøre os umage, sætte nogle realistiske mål og så lade mod og gode vibes klare resten!

Ja? Skal vi bare sige det, så? OK, det’ en deal!

 

Alter ego (gl. dame fra Bornholm)

Når der løber crazy blod i familien, så er der vel ikke noget at sige til, at man måske blir lidt følsomt anlagt, vel? Det er nu ikke fordi, jeg selv har været i nærkontakt med de mest ekstreme, meeeen når det regner på præsten… whatever.

Det er min bedstemors fødselsdag i dag!” sagde jeg. I går. “Men er hun ikke død?” svarede Diva. “Jo, jo…men alligevel…!“. Åbenbart en dato, jeg kan huske.

Min bedstemor var til sidst en hjemmeboende næsten-90årig. Hun vær lærerinde fra København, som flyttede til Bornholm og mødte min bedstefar, som var fraskilt. Hun var 30, han var 60. 4 børn i løbet af 4 år, og resten af livet i et rødt bindingsværkshus. Lyden af bølger var konstant og beroligende, når man skulle sove, og jeg forstår godt, at hun nægtede at flytte.

Jeg må hellere skynde mig at slå fast, at det ikke var hos hende, crazy blodet rullede! Men tankerne om hende mindede mig om, at Usynlig aftenen før sagde, at min sjæl da vidst er fra Bornholm. Fordi hun ved, at jeg har mærket fligen af den skabertrang, jeg har genkendt i famillien på øen.

Jeg troede ikke, at jeg havde det i mig. Trangen til at udtrykke mig selv gennem ord, tegninger, malerier etc. Men det blevet vigtigt og hjælper mig til at fokusere og forstå. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er en gammel dame. Nu er jeg blevet en gammel dame fra Bornholm. Hun har ikke et navn (som Sneglcilles ‘Preben’), men hun dukker alligevel op til julefrokoster, og får mig til at føle mig isoleret, lidt hjælpeløs. Frustreret over gerne at ville fjolle rundt, men handicappet på evnen. Trods snaps. Sku’ måske have prøvet med likør?

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Mit liv som pyroman

… så så man lige mig tude på direktørens kontor! Og må man egentlig det?

Det var fredag, og det var en møgdag. Jeg var sur, trist og rasende frustreret over ikke at kunne yde optimalt. Ikke at kunne trænge igennem og ikke at kunne stille op til overbevisninger, jeg ikke tror på…Eller det gør jeg måske! Efter min mening er der bare andre stilfærdigt ulmende brande, der skal bekæmpes først. Små bål. Så kontrollerede og hyggespredende, at man næsten kan glemme, at det er ild. Men ikke jeg, for det er mig de brænder.

Når jeg ikke kan slukke de brande ved egen hånd, så hælder jeg sgu benzin på i stedet! SÅ blir der varmt! Og jeg er forberedt – i røgmaske og brandmandskasket.

Men en pyroman i tårer er ikke en strategisk placeret kvindelist. Det er heller ikke en hysterisk forsmåelse. Det er det øjeblik, hvor ilden brøler og kvistene knaser, at man opdager, man selv er blevet en f**king skumslukker.

Hvor er opladeren?

Hmm… Ja. Jeg havde så misforstået det hele. Der lå en masse omsorg bag snakken om opsigelsesvarsel. Ikke et ultimatum. Godt så! Hjalp det så?

Tværtimod. Jeg er helt færdig. Fladmast. Træt.

Havde kaffe-date med mor til en af Divas veninder. Det var dejligt, hyggeligt og meget overraskende, at hun også er angst-ramt. Så vi fik os lige en snak…

Og så afslutning på netværksmøde på børnepsyk. En oplæsning af fund ved seneste test. Mand er nu helt færdig over at genkende sig selv så meget i det. Eller også er læsset bare også blevet for tungt for ham.

Jeg burde hente et stort lærred st male på, men orker ikke at møde nogen. Og nogle vinterstøvler til de der børn. Og nogle vinterdæk til den der bil. Og noget energi og et liv.

 

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2019 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑