Kategori: Psyke (side 3 af 7)

Søndag morgen

Trægheden er vedvarende.Smartass tager nærmest kun føde til sig, når jeg serverer det for ham, og jeg gør mit bedste for ikke at føle mig lænket til et ammebarn igen. Der er ikke rigtig nogen udvikling skråstreg ansvarstagen hos ham (eller Mand for den sags skyld), og det er voldsomt frustrerende, når jeg tænker over det. Så det prøver jeg på at lade være med…
Jeg er efterhånden også selv blevet så træt af det her, at jeg er på nippet til at sige, at jeg hader mad. Det gør jeg ikke, men jeg gider bare ikke beskæftige mig med det – og det kan man ikke bare, når man har valgt at blive mor til tre. Så jeg læser opskrifter, køber ind, prøver at gøre det lækkert og indbydende (og sundt). Og jeg synes, at fælles måltider er vigtige. Og de skal være hyggelige og rare som fælles fixpunkt for familien. Det er mit ideal, og jeg kæmper den daglige kamp for at det skal lykkes.

Men når jeg er alene, så rager det mig en papand. Så æder jeg af emballagen, og det skal bare overstås, så jeg ikke er sulten. Jeg nyder, når det smager godt, men derudover… nada. Nogen gange tænker jeg på, om børnene er så vanskelige omkring mad, FORDI deres mor udsender mixede signaler. At de som spæde er blevet bange for mad, fordi der som fødemiddelallergiker er madvarer, jeg ikke spiser. For jeg tager jo automatisk skylden for alt på mig. Men aaarh, det er vidst at tillægge en detalje for meget værdi, og Smartass har jo diagnoser, der ikke er skyldrelaterede.

Hmm…det jeg vil frem til er:

Hold da kæft, hvor ville jeg ønske, at der var nogen, der gjorde det for mig!

I den kommende uge starter jeg hos en såkaldt karrierecoach. Han skal hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg bedst får balanceret det her familieliv i forhold til job. Juhuu! Yay! Har jeg det store forhåbninger? Not really…

Træghed

Den der følelse af, at det virkelig går for langsomt. Som en konversation på jydsk: “Så de-e-et…”, “Jow jow”, “Naj, det’ it sårn mæ det…”. Eller et posthus. Eller at vælge siddepladser, når familien skal til skolekoncert. Eller at kigge på kort og tale om, hvilken vej man skal køre…

Nogen gange kommer hunden og jeg til at bevæge os langt ud på en mark med muddertung jord, og så bliver vi bare nødt til at fortsætte, fordi det egentlig vil tage længere tid at vende om. Men gummistøvlerne blir bare tungere og tungere, og så går man der og bander over, at man valgte at gå den vej.

På mange måder er det forkert at bruge trægheden som statusbillede for mit liv. Hey, psyko har jo faktisk udskrevet mig! Men Smartass er ‘nede’, og det skal vi have ham ud af og op af.

En lejrskoletur til Bornholm var mere end det stakkels væsen kunne klare, og han er røget ud af kurs. For lav vægt og for store bekymringer gør ham sart, skrøbelig, sortseende… Så vi snakker og konkretiserer, og jeg står i det f*ckin’ køkken hele tiden (og hader det). Der skal mad i kroppen, før han kan tænke fornuftigt. Jeg håber, at han indser, at begivenheder farves negativt, når man hverken har fysisk eller psykisk overskud.

Trægheden består i gentagelserne. Når jeg vågner op med de samme store problemstillinger, som jeg havde for 2-3 år siden. Når jeg kommer til at tænke på, at jeg i 14 år har disket op med føde, han ikke vil have. Når jeg tænker på, at Diva minder så meget om ham mht disse specielle ‘features’.

Ahmn, så blir jeg så træt af at piske rundt i den jydske muld!

Ren charterferie

Er du gal, hvor er jeg stadig dårlig til at styre mig selv i forhold til forventninger! Altså ikke udtalte forventninger. Kun dem der bor i mit hovede. Før jeg ser mig om, er det løbet løbsk, og kroppen gør modstand mod hjernens behagesyge. Så banker hjertet på, og jeg skal vælge lettelsen i at vælge skuffelsen. For hjertebanken betyder også besøg af vennerne tristhed, angst og håbløshed. Den klamme trio.

Fint nok at jeg kan mærke grænserne nu, men det kan man jo ikke leve af. Ved faktisk ikke, hvad jeg KAN leve af uden at blive syg og angst. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg starter på en velkendt dans med Det Offentlige igen. Jeg har meldt mig ledig, så der kommer ydmygende møder hos jobcenter og a-kasse. Tidligere erfaringer med disse instanser minder mig om dengang jeg var på charterferie.

Jeg var på Gran Canaria, sikkert på en afbudsrejse. 14 dage for ingen penge, og alt i alt var det hele fint. Jeg undgik pinagtige fællesfester og rejste med lokalbusser i stedet for guidede pakke-‘tours’. Men på hjemrejsedagen undslap jeg ikke. Jeg blev et får i en flok. Flyet var voldsomt forsinket pga en fejl i motoren, og det betød, at man som rejsende blev sat i en tilstand af umynddiggørelse og manglende forståelse.

SÅ var det bedst at bruge sine kontanter. NÅeh NEJ, det var det ikke alligevel.

NU kører vi!

NÅ? (Det var så ikke til lufthavnen, men til et andet resort af et charterhelvede).

NU er der mad, og så skal I stille jer i kø!

NEJ, drikkevarer er ikke inkl.,

(selvom det er 40 grader og dehydreringsalarm)

Nåmn kan man så hæve nogen penge…?

Der er INGEN grund til at være fræk – vi GØR det så godt vi kan, og hvis du nu bare…

What! E! Ver!

Jeg egner mig ikke til det. Jeg bliver tvær og irritabel, og synes at det kunne gøres bedre.
Det er jo som regel ikke et særlig godt udgangspunkt for en god dialog.

Det er forudindtagethed forresten nok heller ikke…

20130513-145921.jpg

Hjertedræner

Konfirmation overstået. Dreng glad. Forældre bestået, hehe!

Ugen efter lockout således succesfuldt startet med en blå mandag. Så en dag med to børn til øjenlæge med dryppede øjne, sløret syn og store pupiller. Som vi så topper med en 1. Maj fridag, fordi lærerne holder fri eller skal ud og kæmpe.

Jeg er syg efter alenetid ovenpå den her ufrivillige ferie. Tid uden flimmer og snak og “Moar” og støtten og trøsten i et væk. 3 stk. ikke særlig robuste børn med hvad dertil hører af følelser, jalousi, usikkerhed og tvivl kræver en jævn strøm af tilpassede krav, forsikringer, forståelse, ros og fokus på lige præcis den enkeltes særlige kvaliteter. Det er en balancegang at give hvert barn ‘nok’, og nu er jeg træt og trænger til at blive ladet op.

Men det er alligevel påfaldende, hvor meget bedre mit humør har været, siden jeg forlod ex-arbejdspladsen. Præsten (som er helt fantastisk) til konfirmationen havde valgt at tale om hjerter i prædikenen. Om at de kan være kolde, varme, af sten, knuste, store etc. Hver konfirmand fik et rødt plasthjerte med en vædske i, som kan varme hjertet op. Hvis man trænger til at blive varmet!

Hun brugte Nephews ‘Hjertestarter’ som eksempel på en tekst, der så fint kunne beskrive depression og den livsnødvendige effekt af ekstern assistance. Hun opfordrede de gryende voksne til at fungere som hjertestartere for hinanden. Med kærlighed, interesse, omsorg. Jeg sad og tænkte på Hjertefanden, og jeg blev rørt.

Når fanden næres af omgivelserne. Når fanden ikke kan mærke blæsten. Når fanden ikke orker en venlig med-konfirmand. Så er det dumt at kæmpe. Så skal benene altså åbenbart bare på nakken i en vis fart!

NEPHEW: Hjertestarter

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Hjertestarter
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang

Kan ikke se noget
Kan ikke høre noget
Kan ikke bruge nogen
Kan ikke være nogen
Kan ikke skatte noget
Kan ikke fatte noget
Kan ikke lide nogen
Kan ikke give nogen noget
Fyld mere salt på
Fyld mere malt i
Sæt mere strøm til
Fyld flere drømme i mig

Blæs mig igennem som et mælkebøttefnug,
Der kæmper for at få lov at give slip
Blæs mig til grunden som en udstue,
Der aldrig skulle have været ført op

Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hjertestarter
Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang
Hey, kom nu, champagneløftestang
Hjertestarter

Hjertestarter [x16]

Hverdagsangsten

Hæng på! Vi skal ad en kringlet omvej for at komme frem til pointen…:

Da depressionen stadig var vældig tung, fik jeg mulighed for at komme lidt på rekreation hos M&M i Sydfrankrig. Det krævede b.la en pasfornyelse, og det var jo en halvpinlig affære med det pas, der boede hos Borgerservice i et års tid. Mine forældre ville tage sig af Diva, så jeg bare kunne glo op i loftet og slappe af.

De havde ikke forudset, at der bag divanykkerne hang en zombiemor. Jeg var marionet i en leg uden ende. Diva dikterede, og jeg skred til Nowhere, mens hun byggede scener med roller og replikker. Hun nægtede at lade mig være, og det var nok både godt og skidt. Godt fordi hun på sin side ikke reagerede med forskræmt resignation. Og fordi forpligtelser med kærlighed til efternavn holder mig fra at ryge endnu dybere ned. Skidt fordi jeg virkelig trængte til at være i fred!

Jeg fik det lidt bedre i løbet af ugen, og jeg var b.la med ude og se en helt fantastisk gammel olivenlund. På hjemvejen skulle vi lige omkring et indkøbscenter. Det var under ombygning. Jeg panikkede derinde. Mennesker, rod, grimhed. For meget flimmer. Jeg holdt masken for Diva, men bagefter lå jeg i sengen og tænkte

Jeg KAN aldrig mere rejse mig op.

I går var jeg så for første gang i Metro med det kort, jeg har haft i årevis. Det er ikke langt fra, hvor vi bor, men pga et fejlslagent forsøg på at køre derud, har jeg forbundet det med noget dårligt, den generaliserede angst – og den opsøger jeg ikke. Pga det her konfirmationshalløj tog jeg mig sammen:

  • Der var virkelig, virkelig pænt og ordentligt – ikke angstfremkaldende flimmer
  • Det var billigt. Det bliver nemmere at holde budgetterne fremover
  • Det var succes

Hold da kæft, hvor er det irriterende og forringende, at hverdagsangsten i flere år har afholdt mig fra at gøre livet nemmere for mig selv!

Og det her er jo blot et eksempel. Jeg stadig ikke lyst til at komme i det franske indkøbscenter, selvom det er færdigbygget. Tøj, jeg har haft på, mens jeg har haft det dårligt, får jeg det dårligt af. Musik, en film, et billede kan indeholde så stærke minder om dårlighed, at de kan skabe følelsen i mig igen. Derfor giver en undgåelsesstrategi, hvor jeg skiller mig af med det dårligdomsbefæstede, som regel mening. Det er bare en balancegang, hvornår det skal udfordres. Hvornår jeg skal smage på maden igen, som jeg ville sige til mine spiseforstyrrede børn.

Stress!

Så skal vi lige holde en konfirmation. Og jeg siger

Jeg nægter at lade mig stresse

Jeg ved godt, at det er et symptom, når jeg begynder at obsesse over et eller andet stykke tøj eller en delle, men alt var i princippet ok. Selv om vi aldrig ikke har styr på forberedelserne, så er det ikke noget at panikke over. Havde jeg bestemt.

Men det vil kroppen åbenbart skide på! Vågnede i nat med alle symptomerne. Det hamrende hjerte, følelsen af ikke at kunne trække vejret, ondt i maven og katastrofetanker om, alt det, der kan gå galt…fordi jeg jo er en dårlig og utjekket person, der skuffer alle. Og træt og ubeslutsom oven i købet.

Nu ved jeg jo godt, at det ikke er hele sandheden, og at det skifter igen.

Det gjorde det så, nogenlunde da. Det, der hjalp, var to erfaringer, jeg ikke havde for et par år siden.

  • Den ene var, at Mand nu bedre forstår værdien af omgående at tage over, bare fordi jeg har brug for det. Han er af den type, der åbenbart trives bedst med at handle under pres, hvilket betyder, at han så til gengæld forvandles til hvirvelvind på duracell, når lokummet brænder. Han forstår nu bedre, at han kan hente ro til maven ved at anerkende betydningen af de småting, der sagtens kan fixes til sidst. Det er nemlig dem, der vælter læsset for mig.
  • Den anden var at lade lortet sejle og i stedet bestræbe mig på at slappe af. Min normale impuls til at forsøge at få mere kontrol er nemlig usund (ikke nødvendigvis for alle, men for mig er den). Tænk at være så weirdo, at man har psyk-ordineret ‘pligt’ til at skide på konventioner, vælge andre veje og hey, skulle man ikke tage at være lidt excentrisk?

Så jeg gik i coma og sov og sov, og nu føles hjertets banken ihvertfald bedre.

Lykken er …

… Ikke piller
I denne uge har Danmarks Radio fremturet om skadeligheden af lykkepiller. Danmark på piller Oh happiness! Og som en af dem på piller undrer jeg mig bare over, hvorfor? Hvad vil man opnå med en vinkling, der ikke anerkender, at vi er rigtig, rigtig mange som ville have et både fattigere og mere kompliceret liv, hvis vi ikke havde adgang til disse medikamenter. Det er ikke lykke i pilleform, som lige tager toppen af livets almindelige genvordigheder. Det er for mig forskellen på, om jeg ligger vandret eller bevæger mig lodret. I næste uge er det vidstnok udskrivningen af ADHD medicin, der får en omgang…

… ikke der hvor man troede
Ugen har også budt på to gode blogindlæg, som er vedkommende i forhold til valg af arbejdsliv. Er vores samfund funderet på usund stræben? Først Isobel Hadley-Kamptz Under alla disse år trodde jag att det var mig det var fel på Dernæst Mette Helbak Hvordan føles stress?

… ikke penge
Men det har vi jo hørt før, hehe! I følge Mand blir vi meget gladere af at holde budgetterne i Spiir. Vi har skåret voldsomt ned på forbrug, og det betyder, at jeg som ex-shopaholic er nødt til at suboptimere mine købelyster på en helt anden måde. Det vender jeg tilbage til. Opfordringen lige nu går på at dele dit tøj hos Share Your Closet. Det er et virkelig godt initiativ, men der skal mere tøj ind. Kom nu, del med os!?

Alkoholikeren og den spiseforstyrrede

Jeg læste en indlæg og kommentarsporet hos Dines, som handlede om, hvordan det er at være pårørende til en alkoholiker. Emner som frygt, ansvar, håb, løsninger, hjælp osv.

Jeg tænkte på min egen situation med spiseforstyrrede børn. Nogen vil sikkert sige, at det slet ikke kan sammenlignes. At dimensionerne er helt forskellige. Det er de også, men jeg genkender især afmagtsfølelsen, frygten og et element af det at være medmisbruger. Forskellen er bare, at her er det mig, der er den voksne. Det ér mit ansvar, og jeg er åbenbart dårlig til at forvalte det? Selvom jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kan*, så frygter jeg en omverden, der tænker, at de sikkert bare er dårligt opdraget.

Når han bliver sulten nok, skal han nok spise det, der blir serveret!
Næh…
Så må man tvinge det i dem! Næh…så kaster de op
De skal bare have lov at svine! Ja, det må de også, men de vil altså helst ikke
Fjern fokus fra det! Gerne, men det betyder endnu mindre madindtag
De skal bare være med til madlavningen! Gør ingen forskel. Ligesom anorektikere kan de sagtens gå op i madlavningen. Snuse til krydderier, smage forsigtigt med spidsen af en lillefinger. Men de spiser det ikke.
Det er nok stemningen ved bordet! Nej…de har heller aldrig åbnet munden i vuggestue, børnehave, hos venner, forældre osv
Jamn får de lov selv at vælge? Selv at hælde op? Offuckingcourse

Smartass er diagnosticeret med en atypisk spiseforstyrrelse, og man kan bare afmægtigt se på, at Diva træder i hans fodspor. Tendenserne er de samme + hun efterligner ham sikkert.

Så jeg bliver nødt til at genindføre kalorietælling, vejning og belønningerne. De klare instrukser, der fungerer for ADD hjernen. Jeg gider det ikke, men jeg kan ikke slippe. Eneste alternativ til egenindsatsen er indlæggelse og sondemad. I don’t think so! Det vil uden tvivl gøre det hele meget værre.

Forskellen – for nu at vende tilbage til alkoholikerens pårørende – er, at trods tabu i begge lejre, så er alkoholismen efterhånden anerkendt som sygdom. Der er mange pårørende, som kan påvirke resten af samfundet i forhold til behandlingstilbud o.lign. Her føler vi os meget alene…

*Alt hvad jeg kan: Måske kan vi komme et stykke videre, hvis vi går all in på sanseintegrationstræning, kraniosakralterapi, zoneterapi, alupunktur o.lign. Men det kræver commitment til at blive fuldtids handicapmor. En tilsidesættelse af den tilgang, jeg har prioriteret vigtigere. Fokus på glæde, tolerance, fokus på ‘vi er ok, og vi har det rart sammen på trods’ fremfor ‘nu er vi et projekt med fokus på et mål’. Det kræver en tilsidesættelse, at det ‘jeg / mig’, jeg med psykiateren og ugentlige sessioner har arbejdet på at give plads i løbet af det sidste år. Det kræver meget af fokuspunkterne, børnene. Og det kræver sikkert også meget af Mand, som jeg bevidst ikke har inddraget som et Vi i tankerne her. For han er også clueless, når det kommer til problematikken. Han er ‘medmisbruger’, men han kan ikke selv se det. Giver det mening?

M. Mor. Moder

Hjemme hos os er det mig, der er moderen med stort M. Det er måske selvfølgeligt, eftersom det er mig, der har født børnene? Jo, men det er vel forskelligt, hvor stor en del af ens identitet, der er dedikeret til selve mor-rollen, ikke? Og der er nok også forskel på, hvor meget man påtager sig hhv. den praktiske og/eller den følelsesmæssige mor-identitet/-funktion. Ja? Er du med so far?

Jeg vil sige, at jeg nok selv er fullblown mor på det følelsesmæssige plan. På det praktiske plan har jeg mere af rollen, end jeg egentlig gider. Måske er det en erkendelse, jeg har gjort. Måske er det bare, fordi jeg ikke magter de samme ting, jeg evnede tidligere. Ihvertfald tørrer jeg gladeligt planlægning, kontrol og planlægning af på Mand, hvis jeg kan komme til det. Desværre lykkes det sjældent…

Anyway, jeg er moderen, de alle stimler sammen om for at blive kildet på ryggen, nusset og trøstet (nu også hunden!). Når jeg kommer ind ad døren, blir jeg mødt af:

Jeg er suuulten!

Skal udtales lidendeanklagende.

Og fx flyrejser forbinder jeg med 3 børn på skødet, mens Mand sidder og sover et andet sted.

Jeg ville jo så gerne give dem alt det bedste af kærlighed, glæde, kreativitet, styrke og klogskab. Men lige nu tror jeg mest, at fokus er, at samhørighedsfølelse og fælles grin skal overskygge de udfordringer og overbliksvanskeligheder den her diagnosefamilie skal lære at acceptere.

Men idag er en af de dage, hvor jeg har svært ved at holde det ud. Jeg opdager, at energien siver, og at jeg blir trist, når jeg vender ryggen til. Og derfor tilbage til det med at være Moder. For selvom jeg synes, at det går helt godt for tiden, (så godt at mit forvirrede indre et øjeblik overvejede, om jeg overhovedet fortsat har stof nok til den her blog. Haha!) så kan jeg pludselig godt mærke, at jeg er sindssygt dårlig til at rumme det, hvis De 3 er kede af det. Det f*cker mere med min underbevidsthed, end jeg egentlig vidste. Men den erkendelse er jo guld værd, er den ikke? Altså også selvom det er irriterende?

20130330-160855.jpg

Piller ved angsten…

Forleden havde jeg besøg af Mina. Jeg beskriver hende ikke nærmere, for jeg ved ikke, om hun har lyst til at blive offentliggjort her. Vi har mødt hinanden i anden sammenhæng, men udover at vi har det rart sammen, så fandt vi hurtigt frem til fællesnævneren, angsten. (så festligt)

Min er under kontrol i øjeblikket. Selv den hyppige hjertebanken er på tilbagetog, og derfor har det ikke været emne på Hjertefanden længe. Men Minas har været on the loose, og jeg vidste det ikke. Hun plejer at få en lille dosis medicin, men var stoppet pga. graviditet. Derfor burde jeg måske have vidst, at det ikke kun var langvarig influenza og mavesyge, der plagede hende.

Men kunne jeg have hjulpet? Det er jeg seriøst i tvivl om. Jeg isolerer mig også, når jeg har det dårligt.

  • Når hun fortæller om at stå i natkjole i sne og frost for at kunne få luft.
  • Når hun bruger udtrykke ‘kan ikke være i mig selv
  • Når hun kynisk siger, at man har lyst til at springe ud fra en bro for at slippe for det.

Det er en altædende, vedvarende, pumpende og led angst, der ikke har et fokus eller en årsag. Den er alt for uoverskuelig til, at man kan forholde sig til andet og andre.

‘Lykkepiller’, ha!

Heldigvis virker medicin godt på os, og derfor er vi trods alt blandt de heldige i bundtet! Det har hun ret i. Så ja, hun popper lyserøde igen, og får snart den baby, hun ville beskytte mod dem.

Jeg tænker meget over betydningen af menneskelig støtte i forhold til hjælp fra kemi i hjernen. Behovet for, at der kommer en voksen og tager over, indfries jo ikke ligefrem af en anden crazy person i oprørte vande. Eller hvad?

Forbandet angst! Forbandet kemi? Jeg vil til enhver tid vælge pillerne…

20130326-105353.jpg

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2019 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑