Guderne skal vide, at der ville være masser af stof til analyse og undren, hvis det ikke lige var fordi, jeg ikke vil rode mig ud i ord, jeg ikke siger.
Men det, der før kunne såre og smerte; jeg gider ikke at give det plads. Det må de sgu selv om. Det interesserer mig ikke, at de skal stikke og fryse som Iselin. Jeg er stærkere nu, og min lille familie nyder ferie og hygge. Med og uden spiseforstyrrede julemåltider.
Kategori: Psyke (side 2 af 7)
Smuldt vande? Ikke helt men dramaerne er pacificeret for en kort stund. Ihvertfald satser jeg lidt på, at vi kan begrænse bølgegangen til en jagt på den rigtige julekalender til Diva. Jeg har holdt hende hen med: “Ja ja, der er masser af tid til 1. dec”, når hun har udtrykt bekymring for, at hun ikke får den. Og så opdager jeg i aftes, at den jo nu er totalt udsolgt på nettet. Hvorfor er det, at alt skal udsættes til aller sidste panik? Ja, det er jo fx, fordi hun skifter mening. Og jeg formår ikke, at være konsekvens-mor, der lykkes med at gennemtrumfe min vilje.
Man kan ikke tvinge Diva til noget. Man kan ikke tvinge udsalgsstøvlerne på hende, hvis hun synes, de er grimme. Man kan ikke tvinge tøj, der ‘irriterer’ på hendes krop. Og man kan ikke tvinge hende til at spise. Der er viljestyrke af rang i den lille krop, og jeg værger mig mod de her fysiske overgreb: Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Du tager det ikke af!” Hun tager det af. Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Behold det på” Hun flår det af…osv. Hun giver ikke op, og vi ender opkørte med et barn så fortvivlet, at kun et moderligt, beskyttende knus kan og en ligeværdig snak kan få hende ud af den tårevædede forvirring og vrede. Alle forældre kender det scenario. Men hos os kræver kombinationen ‘jeg-forstår-hende-egentlig-godt-mor’ og ‘jeg-VIL-IKKE-datter’ bare andre strategier, For hun er sgu lidt sjov:
“Er det let eller svært at være en mor?” spørger hun midt i en uventet krise med Radar, som ellers trives med ny skole og nye venner. “Det meste af tiden er det let”, svarer jeg “men det kan godt være svært, når man har sådan en situation her”. “Hvorfor det?” “Fordi man elsker sit barn og ikke vil have, at det skal være ked af det”.
Næste dag. Diva i hygge med dyne, pebernødder og tegnefilm: “Hvis man elsker barnet, hvorfor kan man så blive meget sur på det?” “Jamn sådan er det bare at være menneske. Det kender du også fra dig selv, ikke?”
Flere dage efter. Vi læser Alfons Åberg. “Hvad betyder bekymret?” Jeg forklarer. “Er du også bekymret for mig?”, spørger hun. Jeg svarer: “Tit! Når du er ked af skole…når du ikke vil spise og sådan”.
Fredagsslik. “Uhmm, jeg elsker de her (Milka, mælkechoko)” ” Dem har jeg aldrig kunnet lide” svarer jeg. “Men når moderen ikke kan lide noget, kan barnet så godt lide det?” “Ja, det kan det sagtens!” “Men kan man lide nogle andre ting, når man blir voksen?” “Ja tit” “Så behøver jeg ikke være sådan her altid?” “Nej, det behøver du ikke. Bare tag det roligt :-)”
En samtale over mange dage, var det. Og den er ikke færdig. Efter aften-Alfons i går sagde hun: “Jeg elsker at snakke om ting. Ihvertfald med dig!”
Det gør mig glad. Og nu skal vi piske i retning af fætter BR…
Jeg har alt for meget på hjerte. Det er ikke så meget fanden, der rumsterer derinde. Det er bare fyldt op med alt muligt, hjernen hverken kan finde hoved eller hale i. Det er også noget rod, at det er så lang tid siden, jeg har skrevet her. Men jeg har ikke haft lyst. Jeg pusler med tanker, jeg værner om. Jeg er tilsyneladende blufærdig omkring de ønsker og håb jeg har for fremtiden.
Jeg synes stadig ikke, at det her med mit liv er en dans på roser. Jeg synes ofte, at det er sindssygt besværligt. Og lige nu gør hunden af isterningemaskinen i køleskabet…
… og det så faktisk føles som bedrevidene nedladenhed. Så er det ikke hjælp, vel? Så er det igen gulvtæppet, der hives væk under mig.
Så hjernen er i smadder, teenagerens lektier styres som projektplaner, og Diva er bange for sin billedkunstlærer. Så jeg er simpelthen for træt til at skrive noget særligt her.
Men hey! Julen er i (luksussommer)hus, og jeg har ‘sort of’ løst jobsituationen. Så kan det da kun gå opad, ikk’? Eller vent, åh nej ‘opad’? ‘opad bakke’? Pis osse!
Gårsdagens overmod med mig-centreret indsigt skal så belønnes med sortseer mismod i dag. For det meste er det overvejende træthed, der overmander mig og kommer med stikkende bemærkninger til selvværdet. I dag er det vidst hele rullegardinet, der er trukket ned. Eller fluenet, hvor det er mig, der er fluen.
Mand og jeg har diskuteret noget ret essentielt omkring depression, hvordan det føles, hvad der hjælper… Om det hjælper at blive hevet ud i livet og tvinge smilet(omend kunstigt) frem. Når kroppen smiler, blir sindet påvirket, så man bliver glad(ere), siger han. Selv mener jeg, at det næsten er omvendt. Hvis min krop smiler, så distanceres jeg endnu mere fra mig selv. Og føler tomheden endnu stærkere.
Det er både interessant (!?) og ret belastende at bemærke det her forhadte rullegardin. Det er ikke en ny depression. Det er bare en kombi af lidt allergi, lidt træthed, lidt mulighed for ro, lidt bekymring osv. som manifesterer sig som ‘dæmpet stemningsleje’ (som det hedder). Det interessante er, at jeg i dag har afsløret noget.
Jeg lever af at designe. Lave grafik, noget visuelt. Kollegaer og jeg har ofte grinet usikkert over, at man kan åbne en fil og sige:
Hva’ fanden tænkte jeg på, da jeg lavede det her? Det er jo crab!
Det er der ikke noget odiøst i. Når man til gengæld har den samme oplevelse inden for ganske få timer – så spiller psyken een et puds. Når fluen ser gennem et net, der siger: “Skrid!” så ligner alting jo lort! Så gælder det om at tøjle sin trang til at destruere det synlige bevis på, hvor talentløs man er. Men hjernen er bustet!: Det er et forvrænget billede, den viser. Tro det eller ej!
I denne elendighed kom mand hjem med de headphones, jeg har ønsket mig. Og med udesovende børn åbnede muligheden for biograftur eller lignende sig. Så jeg tog mig sammen.
Jeg tog mig sammen!
Og jeg kigger på mit maleri. Og jeg kan godt huske, hvad tænkte om det tidligere i dag. Og jeg er glad, for mismodet er borte nu, og jeg synes sgu, at det tegner rigtig godt. Sgu et fedt maleri!
Vi holder ikke ferie. Vi holder fred.
Tegningen her en skitse til et maleri. Måske. Mest af alt er det bare et udtryk for den smerte, jeg føler, når jeg ser på hans tynde arme og blege ansigt.
Vi gør vores bedste, men vi må acceptere, at der nogengange opstår umulige situationer. Umuligheder og hårknuder og rend mig et vidst sted…
Er det måske normalt?:
– at man ikke gider i Tivoli, når man er 12 og 14?
– at man tilsvarende heller ikke vil til stranden? Eller noget med dyr, museum eller seværdigheder
– at forældrene ikke har pakket kufferter ud en uge efter, at de er kommet hjem?
– at hunden ikke selv fatter at drikke nok i varmen, så den får feberrystelser?
– at en på 7 påstår at hun får ondt i ryggen af selv at skulle tørre sig?
– at man ikke kan tage på ferie i sydfrankrig hos M&M, fordi Smartass har så ondt i benene, at han ikke kan/vil gå nogen steder. Rejse med fly har de laaange gange… Rejse med bil er også fravalgt pga enerverende brok om køresyge, og moderens generelle angst
– at Diva glædede sig til Frankrig og savner M&M. Vi kunne tage afsted uden de andre? Ja…men ingen tror rigtigt på, at det er en god ide, hvis jeg rejser fra drengene lige nu
– at det er meget sandsynligt, at der blir surhed og anklage, når deres ferie er forbi. Fordi vi jo ikke har lavet noget
– der allerede bekymres om skole, og hvordan det skal gå med flere timer og madpakker. Jeg er tom for ideer
– at proteindrikke og kosttilskud tvinges i kroppe med lokken og tvang og “du kan ligesågodt lære at drikke shots!”
– at alle er afhængige af at moderen mader, som en fugl gylper føde i sultne halse. Og hun hader det!
– nåeh ja… OgSåVidere!!!
Men freden består i viljen til at få det bedste ud af situationen. Vi hygger også. Spiser vores forskellige mad – sammen! Ser film, griner af Hund, hører høj musik og nyder at sommeren gider i år! Og så er der jo heldigvis Mojitos, GTs og Ricard at styrke sig på.
Diva har altid bandet som en tyrk. Aner da virklig ikke, hvor hun har det fra! Drengene har altid afholdt sig fra den slags, og vi blir helt paf, når de vover sig ud i noget “fååårk” og den slags. Diva er bramfri og siger gladeligt “diller”, “for helvede” og “røv” i samme sætning, uden der blir slået så hårdt ned på det. Og det ER en sær kombi med det lortesprog i lyserødt BarbieLittleFriendsPonyPetShopKittyPrinsesser-universet.
I dag blev jeg mere eller mindre vækket af Mand, der løb rundt og råbte “Pis, pis, pis!”, fordi der var et tog, der skulle nås. Og på sådan lidt overfladisk niveau, fortsatte dagen sådan.
Måtte slæbe Smartass til lægen, og gik derfra med BMI-tal på 13,9, D-vitamin mangel, henvisning til fysioterapi, og en aftale mellem lægen og jeg, om at han skal tage på NU. Smartass var skidesur, og han har egentlig ikke haft helt den bevågenhed i dag, som jeg lige havde committed mig til. Det skyldes delvis, at jeg i desperation over denne madkontrol klaustrofobi, måtte skabe lidt forandring ved at bakse rundt på møblementet i soveværelset.
Delvis er det fordi, det ikke kun er Smartass. Det er også Radar. Han skal til gengæld tabe sig, og det er næsten lige så vigtigt. Så han er på diæt og har været hos kinesisk læge og akupunktør i dag. Vi skulle hæve penge i City Vest, og der fik jeg rig lejlighed til at forklare Diva noget om tørklæder og religion. Det er 100%, at hun ikke forstod det – og selvom hun er ovre den alder, hvor de lukker alt muligt pinligt ud, har jeg på fornemmelsen, at vores snak lige skal følges op…
Hun tog det sidste energi ud af både Radar og jeg med et besøg i ‘Fatter BR’, så kørte vi om kap og vinkede til den gode ex-chef, og så stak hund af i det mudrede sumpområde. Mand ringede og fortalte, at toget ikke var kommet… Pis!Pis!Pis! “Det’ bare så ty’kist” (Diva)
Status er: 1 barn der skal have 2400kcal og et der skal have 1600. Og det hele registrerer vi jeg lige i ShapeUpClub. Lorteklub at være medlem af!
Er det her en forstenet knogle? Jeg har fundet den på stranden. På Samsø. Der hvor vi plejer at holde ferie er cykelstien flad og lige uden de store udsving hen til campingpladsen med hoppeborg og minigolf. Det er en oplevelse i sig selv at tage afsted på herrecykel med løst sæde og forsøge at holde trit med den næsten 7-åriges ivrige snak og slingren på lidt for stor leje-cykel. Tilføj sol og Danmark og jordbær når de er bedst, og placér familien fucked-up i idyllen med fætre og kusiner. Det er safe-ground og trygt, selvom de alle har deres særpræg og noget at slås med – og det ER sgu fedt at se dem finde hinanden på kryds og tværs. Fordi! og på trods.
De voksne snakker om dengang, de selv var børn. Og om nutid og især om hundene, som liiige skal pisse territorier af (…eller hænge i mors skørter…). Vores unge dame har nok at se til med fætrene Det umage par:
Og jeg? Hvordan klarer jeg den konstante hurlumhej i sommeridyllen? Indimellem drikker jeg mine bobler alene og spekulerer over, hvorfor jeg i glimt er forstemt og angst. Resten af tiden nyder jeg egentlig, at jeg bedre kan være til stede, når ferien ikke implicit er en alt for kort nedtælling til den dagligdags trummerum, man ikke orker.
Er der egentlig regler for, hvor tryghedssøgende og stille man kan være uden at være forstenet?
Ja.Fiskespa.
Jeg har været på udflugt. Et par gange har jeg været med tog til det nærmeste provinshul. Bilen er på værksted, og hunden har ørebetændelse.
Den der by ligger 5 km væk, og nogen gange cykler jeg derhen. I dag var jeg så med tog. Uden hund og uden børn, så jeg havde tid til at tænke. Helt uden at blive forstyrret.
Jeg er i gang med at snævre ind, hvad jeg gerne vil. Med mit liv, jobmæssigt. Jeg har brug for roen, og jeg er nødt til at være en balancerende støtteperson i familien. Det er også blevet tvingende nødvendigt at mærke det rush, der er at gøre noget/lave noget/ skabe noget/kunne noget, som jeg selv kontrollerer resultatet af. Jeg kan fange mig selv i en anden følelse af ‘højhed’. Det er den, der kommer, når jeg ‘performer’. Når jeg føler, at jeg skal overbevise nogen, vise hvor god jeg er – så kommer energien. Tromleenergien, som er kortvarig som et sukkerchok eller et McDonalds meal. Når den fordamper er jeg flad og udkokset og fortryder hårdt, at jeg røg i igen. Det er pleaseren og perfektionisten, der hopper på krogen. Jeg har det bare bedre på fuldkorn og det stille liv. Hvilket leder mig til den der fiskespa.
Måske er det fordi, jeg har boet i en fiskerby i mange år, at jeg får forkerte associationer, men altså: Fiskespa??? Der er ingen, der får mine fødder i vand med Hanstholm-branding i det der provinshul. Jeg undrer mig bare så meget over, at man kun skal 10 km syd for Aarhus for fullblown provins. Og jeg hader det og elsker det på samme tid. Det er så hyggeligt, at frisøren stadig er glad for sin afsyrede købmandsdisk, og jeg elsker gamle murermestervillaer. Men klaustrofobien ligger lige neden under, for det minder om halbal og Hjallerup marked, og jeg er glad for, at jeg trods alt selv kan vælge at hoppe på toget igen. Regionaltog mod fremtiden, ha ha!
© 2023 Hjertefanden
Tema af Anders Noren — Op ↑