Kategori: Psyke (side 1 af 7)

Diva

Diva er har diagnose på atypisk autisme. Hun er højtbegavet, smuk og vellidt, så de fleste opdager ikke, at der er ‘noget’ med hende.

Men hun har svært ved at gennemskue sociale spilleregler, hun tænker meget konkret og er udfordret på sin forestillingsevne. Hun reagerer med stress, angst og udmattelse, når der ikke tages hensyn til hendes behov.

…og nåeh ja, hun har også en spiseforstyrrelse, hvilket har vist sig at være en hyppig sidegevinst til autismen. Hun er meget lig Smartass i sin adfærd, så vi håber på, at hun udvikler sig positivt og bliver mindre rigid, ligesom han er blevet.

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

Lorteskole

Jubii, jubii, jubii nu er det påskeferie! Med andre ord en hel uge uden madpakkehelvede, og det skal der bestemt ikke kimses af.

Til gengæld vil jeg godt lige have lov til at pege finge af nogen. Jeg er sikker på, at emnet ‘uoverensstemmelser med barnets skole” kan dele vandene. Hvad kan/skal/bør man gøre, når man føler sig trådt på – som forælder eller lærer?

Jeg har et issue. Foreløbig er jeg nødt til at strække mig og vise velvilje for mit barns skyld, men jeg er vred og føler mig misforstået og dårligt behandlet.

Diva har fået nogle diagnoser også – nogle medfødte påvirkninger af hendes krop og hjerne. Det er, hvad det er, og det kan vi godt håndtere. Men det kræver samarbejde med hendes lærere, og de har tilsyneladende en anden agenda, som går ud på, at det stakkels barn bare har håbløse forældre. Jeg var iskoldt rasende over disse antydninger i sidste uge til forældresamtale, og psykologen på Børnepsyk har i dag mere eller mindre bekræftet, at det er den historie, de har fået fra skolen.

Nu afventer vi netværksmøde, og de skal selvfølgelig have en chance til at tilegne sig mere viden. Jeg synes bare ikke, at det stemmer med lærergerningen at agere så uinteresseret og uempatisk. Jeg har tænkt på, at de kan være pressede af skolereformen! Men eftersom det er 3. barn og 3.gang, at jeg har konstellationen ‘barn trives ikke i den skole’, så er min tolerance ikke så høj.

Fuck det. Jeg kan høre, at Jim og Tonny er kommet på fredagsvisit nu. God påske!

Jinx

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.

 

Efterår nu

Spamfilteret har fanget 5431 useriøse kommentarer siden sidst, og Zalando nægter snart at levere mere her: Sarte børn, der siger, at “den kradser”, og kvinder der alligevel ikke har råd til de der fede støvler.
Jeg har efterårsblues og magter ikke, at hverdagen og de forhadte madpakker truer igen. Hvis jeg skal, så tror jeg godt, at jeg kan få ferien til at lyde af mere, end den har været…det plejer bare at være det uindpakkede, jeg skriver – og det er også derfor, her har været stille. Der har været for meget, for privat. Samt overvejelser om, hvorfor det er relevant for nogen at læse om familien Fucked-Up. Men here we are igen – ufriske og uklare på konsekvenserne af, at Diva nu også udredes på Børnepsyk.

Kort fortalt så ligner hun bare Smartass alt for meget til, at vi kan lukke øjnene for det. Hun har spiseforstyrrelse/spisevanskeligheder, og til trods for (forsøg på) en fokuseret indsats og ADD-anerkendt hverdag, så er det kun blevet værre. Hun skal have hjælp, for vi frygter udvikling til anoreksi. En fjende, som allerede står og banker på døren. Jeg er igang med et fokuseret indlæg om, hvordan udredningen foregår.

Selvom vores liv stadig har store bølgedale, så har det måske fået et leje, hvor jeg ikke har lige så stort behov for at dele min frustration og mine oplevelser med ‘systemet/det offentlige/kommunen/lægeverdenen’. Primært tror jeg dog, at mine drenge skal have æren for, at vi hele tiden bevæger os fremad. Det ekstreme bliver hverdag, og lige pludselig oplever vi teenagere, der tager ansvar og fungerer. Og vi kigger på hinanden og tør næsten ikke tro på det.

Småtspisende børn

Starter dagen med Politiken og en stigende irritation og trang til at forsvare mig. Jeg er jo ellers en type, der gerne påtager mig skylden for alt, men netop mine børns spisevanskeligheder vil jeg ikke (længere)bære på mine skuldre som skyld. Politiken har i dag et par artikler om småtspisende børn, relateret til en nyudkommet bog ’Børn, der spiser for lidt’af specialpædagog Dorte Bordal, som i årevis har arbejdet med familier med børn, der er ramt af spisevanskeligheder. Excuse me, for jeg har ikke læst bogen, men umiddelbart lyder tilgangen til problemløsning som en praktisk udførelse af de gode råd Jesper Juul skrev i “Smil vi skal spise” for omkring 10 år siden. Det er udmærket… men jeg føler bare, at der peges fingre af mig. Som jeg forstår artiklerne, så er det forældrenes skyld. Skyld!

Skyld fordi der mangler struktur under måltiderne. Skyld fordi der er for meget pres. Skyld fordi der kommenteres under spisningen. Skyld fordi barnet ikke oplever hygge. Skyld fordi der er alt for meget usikkerhed og fokus. Skyld fordi forældrene ikke har fattet en skid af børns basale relation til mad.

Mine børn

Smartass har haft et anstrengt forhold til mad i 15 år. Vi har lissom prøvet forskellige tilgange Hans spiseproblemer er hægtet op på hypersensitivitet og ADD, og derfor blev han afvist på Center for Spiseforstyrrelser, selvom hans BMI er/var langt under anoreksigrænsen.

Radar er født sulten. Han er kræsen men glad for mad. Mht. hans kræsenhed tror jeg mest, at den er tillært, fordi han har observeret sin storebrors tilgang til fødevarer.

Diva er desværre fuldstændig ligesom Smartass. Og når man har en baby, der aldrig nogensinde tog nogetsomhelst (legetøj, sut, fingre, græs, whatever) i munden, så oplever man ikke en mund, der automatisk åbner, bare fordi man stikker en ske op i nærheden.

Jeg finder trøst i Ulla Lebahns mere empatiske tilgang til de små børns vanskeligheder, og savner i artiklerne en lidt mere nuanceret beskrivelse af problemstillinger omkring spisevægring.

Formål med disse informationer?

Hvis det, som det fremgår af artiklerne og nedenstående klip derfra, virkelig i så høj grad handler om forældrenes signaler, så kunne det have været ret relevant at underbygge med eksempler på, hvordan det går med børnenes spisning, når de ikke er hjemme?

Er disse artikler ikke blot benzin på de usikre og sundhedsfikserede forældres bål så? Og/eller håber man at kunne bremse de tiltagende spiseproblemer ved at oplyse om, at man bare skal slappe af og hygge sig under måltiderne?

Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt alt det her. Jeg siger bare, at når der generaliseres i aviser og nyheder, så går det udover familier som min. Som om man ikke godt kunne undvære flere bedrevidende velmenende gode råd, sådan et par artikler kan afstedkomme…

Citater fra artiklerne

Mia Bjergager, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Hillerød Hospital.

»Forældrenes enorme fokus på mad får nogle børn til at gå helt i baglås og nægte at spise. Så i virkeligheden handler det for de fleste børn med spisevanskeligheder slet ikke om hverken mad, kræsenhed eller fysiske problemer som synke- eller tyggebesvær, men om forældrenes relation til barnet«, siger hun.”

Anne Mette Skovgaard, overlæge og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

“…har undersøgt små børn fra normalbefolkningen for spiseproblemer og er lige nu i gang med forskningsprojekter om nul til tre-årige, der diagnosticeres med spiseforstyrrelser i hospitalsvæsenet. Hun understreger, at der kan være flere årsager i spil, når børn ikke vil spise – for eksempel har 80 procent af børn med udviklingsproblemer og for tidligt fødte børn i et eller andet omfang problemer med spisningen. Det kan skyldes forsinket udvikling af mundmotorikken eller andre faktorer i forbindelse med fysisk sygdom. Men nogle børn udvikler spiseproblemer uden nogen fysisk forklaring, og Anne Mette Skovgaard genkender, at forældrenes tilgang til mad også smitter af på børnenes lyst til at spise.

»Hvis barnet ikke vil spise, kan forældre blive så desperate, at de tvangsfodrer deres barn; presser skeen ind i munden eller truer barnet. Barnet bliver bange, stresset, og dets appetitregulering forstyrres«, siger hun og fortsætter:

»Vi har indlagte børn, hvis appetitregulering er gået helt fløjten, som er underernærede, fordi de ikke føler sult, og hvor al spisning er forbundet med stress. Disse børn har risiko for at blive kronisk underernærede, og det kan være nødvendigt at behandle dem med sondemad for at sikre deres udvikling«.”

Steen Andersen, generalsekretær i landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS

“»Havde du spurgt mig tidligere, ville jeg have sagt, at spiseforstyrrelser hos mindre børn stort set aldrig forekom, men nu blive vi kontaktet i hvert fald en gang om ugen. Det bliver mere og mere udbredt, at selv bittesmå børn ikke vil spise, og som forældre er det overordentligt vigtigt at huske på, at der er en stor overførsel af egne spisevaner«, siger generalsekretær i foreningen Steen Andersen.

»Pas på med at diskutere mad og slankekure, mens barnet lytter. Tal ikke en helt masse om fedt, sukkerindhold og kalorier – barnet risikerer bare at få et unaturligt forhold til mad. Børn skal ikke interessere sig for, om det, de spiser, er sundt eller ej. Mad skal bare være en helt naturlig del af hverdagen, og måltiderne skal være hyggelige og afslappede. Ikke anspændte og stressede«.”

Lille fugl

Da jeg var barn kunne man risikere at blive kaldt en gøgeunge. Husker ikke de præcise omstændigheder, men det relateredes sikkert til forurettet, krævende adfærd og mokken i søskendeflokken. Når jeg ser på min egen situation kan jeg dog levende forstille mig, at mine forældre også indimellem må have følt sig magtesløse overfor de højlydte “mér!”-pip fra kuldet. Alligevel genkender ikke det udmattede blik, jeg møder i spejlet. Jeg husker ikke, at de var lige så trætte.

Mine børn er ikke gøgeunger. De er helt klart menneskebørn, der er længe om at vokse og lære og blive voksne nok til at forlade reden, so to speak. Jeg er sgu heller ikke en gøgemor – men jeg føler mig som en forpjusket gråspurv, der ikke er stor nok til at varme alle på én gang. De møder mig med åbne munde men spiser ikke ormene. Og jeg pisker rundt og skræpper af katten og pipper af solen, men jeg fortvivlet prøver at regne ud, hvordan jeg får fyldt tilstrækkeligt med livsmod og -vilje i dem. Så de bare flyver… på trods.

Fra Wikipedia: Gøgens adfærd afviger kraftigt fra de fleste andre fugle, idet den ikke bygger rede og ikke opfostrer egne unger. Derimod lægger gøgen sine æg i andre fugles reder, der så står for opfostringen. Gøgens æg har normalt samme farve som værtsfuglens egne. Gøgen lægger kun ét æg i hver rede og sørger samtidig for at fjerne et af værtsfuglens egne æg, for at undgå at ægget opdages. Selvom gøgen er langt større end sine værtsfugle, er dens æg ikke større, men derimod i gråspurve-størrelse, hvilket også hjælper til at skjule ægget for værtsfuglene. Når gøgeungen udklækkes skubber den de andre æg eller unger ud af reden, for at være ene om at blive fodret.

Diva

I morgen skal hun til sundhedsplejerske. Og så skal jeg efterfølgende nok have en snak med lægen. I går lukkede jeg posen lidt op for en veninde, der “tilfældigvis” er uddannet psykolog, og hun vurderede, at tøsen har angst med spiseforstyrrelse som et af symptomerne.

I dag er der så en masse om børn og angst i medierne, og jeg indser måske, at vi ikke bare kan kalde hende for miniSmartass og lade stå til, eller hvad det er vi gør… (NOT!)

Hun er så meget yngre end Smartass, at hun ikke kan have afluret, hvordan han forholdt sig til mad, da han var yngre. Så det er spooky at se gentagelserne, at se hende gøre og sige præcis de samme ting. Hun er headed direkte mod anoreksien, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det. Man føler, at man er med-alkoholiker, når man lader hende (og Smartass) spise det mad, de kan acceptere. Men det er jo ikke normalt, at en lille piges reaktion på en planlagt tur til Paris i maj er, at hun er bange for ikke at kunne få noget at spise i de 5 dage, vi er på tur. Og at hun var i tvivl om, om hun kunne komme med, hvis vi ikke kunne medbringe bondebrød og peanutbutter.

Hun skal have noget hjælp. Det skal mand og jeg også. Men man skal jo have kræfter for at kunne iværksætte nogle samtaler og ansøgninger. Og selvom jeg ved, at det skal gøres, så bliver jeg simpelthen nødt til at lytte til Psykos ord i mit hoved, og tro på at det er ok, at jeg først lige må splatte helt ud og give efter for trætheden.

3 år

Her i foråret er det 3 år siden, at tilværelsen væltede for mig, og jeg flygtede til Nowhere. Piller og Psyko har fået mig ud af det værste mismod. Jeg opsagde det konventionelle job, og det har været guld at kunne prioritere og fokusere på det vigtigste. Mine professionelle kernekompetencer er ændret en smule – eller dvs. jeg er sådan set bare vendt hjem til de drømme, jeg havde, da jeg startede på arkitektskolen for 1 mio. år siden. Kre-a-tiv!!! In your face, ingeniørdatalogexkollega. Ups nå, det var lige et indforstået sidespring.

3 år efter. Flexibilitet og frihed i hverdagen. Mulighed for at arbejde med det, man helst vil. Og høj prioritering af familien. Så er alt godt!??

Nej det er det ikke. Som i overhovedet ikke. Vi er i knæ, Mand og jeg, og i disse dage føles det uendelig slidsomt at være mor i den her familie. Et FB opslag fra Psykiatrifonden fik nogle brikker til at falde på plads for mig, og det er rart (omend trist) åbent at kunne klistre nogle relevante forklaringer og begreber på.

“Hej! Mit navn er fanden, Hjertefanden, og jeg er syg i bøtten. Jeg har post-stress kognitive vanskeligheder og bivirkninger af den medicin, der holder angst og depression stangen.”

Hos os vejledes den døve nærmest af den blinde. 4 ud af 5 har kognitive vanskeligheder i varieret omfang, så der er ikke noget at sige til, at det kan føles tungt. 3 år: Lang eller kort tid i det perspektiv? Jeg ved det ikke, og det nytter heller ikke noget at gøre sig til dommer omkring det.

Vores liv er som det er, selvom vi måske havde drømt om noget andet. Vi forsøger at få det bedste ud af det. Men det er pissehamrende hårdt. Sgu!

My Little Pony lærdom

Diva elsker My Little Pony. Hun tegner dem, leger dem, snakker om dem dag og nat, og så konsumerer hun dem i store mængder på iPad især. Og det foregår tæt på mig. Hun klæber jo.

Det betyder, at jeg kan referere dele af film. Delvist kender de rigtige farver på dyrene. Og delvist forstår fascinationen.

Der er en af de her pony’er, der hver uge skal sende et brev til en princesse, hvori der står, hvad hun har lært om venskab i løbet af ugen. Ahm, hvor er det egentlig bare en god idé, slog det mig pludselig.

Jeg ved ikke, om jeg har lært noget om venskab i den fortløbne uge. Det er ikke min spidskompetence. Jeg er usocial, glemmer at svare på søde hilsner, svær at lave en aftale med og sådan. Men ifølge Psyko er det vigtigt, at jeg har nogle kontakter, så jeg prøver…trods alt.

Men hvis du vil høre, hvad jeg har lært sådan generelt, så vil jeg forsøge at liste det her:

– At jeg ikke kan følge med mine egne tanker. Jeg overvejer, om vi alle har enten ADHD, stress eller depression, og det er så håbløst, at jeg bare er nædt til at vælge at grine af det :-D
– At det er minimalt begrænset, hvad der ikke er oppe til diskussion i mit hoved. Om hvor vidt jeg gider/orker eller ej. Jeg ville ønske, at der var nogen i mit hus, der havde evnen til bare at gøre ting, fordi det gør man/skal man. Altså pr. refleks. (Hint: Vi er i husholdningsafdelingen nu). Jeg er så træt, at jeg nærmest kun agerer uden at tænke om jeg gider, når det drejer sig om toiletbesøg. Da jeg fortalte denne erkendelse til mand, spurgte han, om jeg altid har haft det sådan. Eller om jeg mon er blevet smittet af ham. Jeg kan ikke svare på det, for jeg kan ikke huske det. Men jeg ved, at jeg gør færre pligt-ting nu, fordi jeg har sluppet noget af angsten for ikke at være god nok og blive (for)dømt på mine husmor-kompetencer. Og det er godt! Det ville bare være rart at have bare lidt mere energi.
– at alting lysner en lille smule, når der kommer luft til hjernen på en lang tur med hund. Men med reference til ovenstående, så kræver det en beslutning om, at man godt gider…
– at bekymring over børn og spiseforstyrrelser sidder som en tung sort sten i min mave.
– at der i slutningen af den film, der hedder Rabbit Hole er en scene, der krævede tårer, fordi den mindede om den tilgang til livet, jeg præsterer, når jeg balancerer på kanten af mørket.
– at jeg har gjort det uendelig besværligt for mig selv at tegne på det forkerte papir. Det er jo succes at opleve en helt anden hast, men alligevel…
– at jeg tit holder alt det her bla bla for mig selv, men i dag har jeg bare behov for at kyle ordene ud i rummet. Det er ved at boble over, og det er skideirriterende.

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑