Kategori: Prioritering (side 2 af 2)

Gå ud og køb en softice!

…sagde Psyko til mig, da jeg gik sidste gang. Han mente selvfølgelig, at jeg skal tillade mig selv at gøre det, jeg har lyst til. “Det kan jeg ikke tåle*” var jo så ikke helt det rigtige svar, men det er jo så ligemeget. Got the message.

Neeejj, det gør du altså bare ikke!

Det har Usynlig sagt flere gange. Fordi det er fuldstændig ligesom at få et barn mere, en lang forpligtelse…og jeg har jo lissom nok på min tallerken allerede, ikke? Trods det ( …og en lille skræk for at fortælle hende det) byder familien velkommen til et nyt medlem næste uge.

Hej Hund!

Jamn fordi jeg tror, at det kan booste glæden herhjemme. Og ret meget længere er den egentlig ikke! Jeg synes, jeg har pligt til at prøve at gøre det, der gør mig glad, selvom det har nogle omkostninger. Selvom det er en ny baby, så er det jo ikke kun mig, der dur. Ikke KUN mig og den totale afhængighed.

Til gengæld er det mig, der glæder mig til gummistøvler, grimt tøj og skov i regnvejr. Jeg glæder mig til de implicitte rutiner, som vores lille familie har så godt af (og som vi pt. kun kan finde ud af at skabe vha. skemaer og straf/belønninger). Og jeg glæder mig til at give Radar lidt mere af den tryghed og loooove, som han bare aldrig kan få nok af. Når jeg så ser mig selv som hundedame, så glemmer jeg alt det, jeg ikke kan.

Så overvejer jeg kraftigt at melde mig som indsamler til d. 7. Oktober og slæbe mand, børn og Hund med noget af vejen. Problemet er bare, at jeg jo er temmelig fremmed-menneske-sky, og et eller andet sted vil det jo være dumt at opbruge mine manglende ressourcer på det…3 timers ringen på hos fremmede er måske lige i overkanten. Selvom det føles forkert ikke at kunne bruge nogle timer på at give, er jeg jo begyndt at lytte (og forstå):

Du skal tænke på dig selv først! Dernæst på din familie! Det vigtigste er, at du selv får det bedre! Du kan ikke redde hele verden! Du hjælper ingen, hvis du ikke passer på dig selv. Du skal gøre det, der gør dig glad!

Godt så! Hund gør mig glad. Jeg er ikke sikker på, at det gør mig ægte glad at indsamle. Det gir mig dårlig samvittighed ikke at stille op, men det er ikke helt det samme.

Men nogen blir jo nødt til at hjælpe, ikke sandt? Så jeg har smidt et banner for indsamlingen på sitet. Jeg håber på, at der er en af jer derude, som ikke kan lade være…

Praktiske floskler

Jeg ER trods alt blevet bedre til at beskytte mig selv. Lidt ihvertfald. Gliden af på spørgsmål og afledringsmanøvrer i stedet for at svare korrekt = detaljeret og alt for meget, hvis en eller anden stakkel kommer til at spørge, hvordan det går.

Det får mig til at tænke på Chef. Ikke den nuværende men en tidligere af slagsen. Ikke noget wimp’eri der, og han var god til at få mig på rette spor, når jeg ville for meget (eller for lidt). Da det hele brændte sammen for mig, og vi aftalte, at jeg kunne komme og gå som jeg ville, var han desuden behjælpelig med floskel-listen herunder.

Uvurderlig hjælp til konversations-handicappede.

”Hej … hvordan går det?”

Mulige svar:
1. Tjae, frem og tilbage lige langt
2. Der er gode dage og der er dårlige dage
3. Lidt op og ned
4. På det jævne uden at være prangende
5. Det går som det kan gå
6. Støt og roligt
7. Same, same but different
8. …

20120917-181850.jpg

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

Spredt fægtning på godt og ondt

Jeg har ofte fået at vide, at jeg er hård ved mig selv. At jeg sætter barren højt. Kræver meget af mig selv og forventer meget af andre. Og det er vidst ret basalt, at perfektionisme kombineret med behov for flere timer i døgnet giver en god sandsynlighed for stress. Når først hjernen er i spin og låst på umulige mål, er det umuligt at slappe af og se klart. Det er rigtig, rigtig svært at se, hvad der reelt er fuldstændig ligegyldigt.

På et tidspunkt hørte jeg om bogen F**k It: The Ultimate Spiritual Way. Dvs. jeg læste en slags anmeldelse, som fremstillede indholdet som en livsfilosofi, der gik ud på at slippe den dårlige samvittighed og sige

F**k det!

til ligegyldighederne.

Hvad der så definerer ligegyldigheder må være op til den enkelte… Jeg har ikke læst bogen, men for mit vedkommende har stress-depressionen været så praktisk at definere et f**k-it-filter for mig. En tvunget og lindrende lavere barre…

Godt for mig – skidt for andre? eller godt for mig – godt for andre? Det vil tiden vise.

Tidligere var perfektionismen ofte drevet af angst for ikke at være god nok. I dag magter jeg ikke rigtig at prøve at være noget andet, emd det jeg er. Dvs. at jeg fx ikke GIDER at lade som om, at jeg har tjek på husmor-rollen, for det har jeg ved grød ikke. Og endnu mindre end før…men who cares, om der er krummer i skufferne (det kan være, der er Nogen, der gider fjerne dem for mig), hvis jeg har prioriteret gode madpakker til børnene?

På arbejde er jeg heller ikke den samme, og det er måske nok mere problematisk. Jeg har været nødt til at melde ud, at jeg hverken kan eller har interesse i at påtage de samme funktioner som tidligere. Hvad der så kommer til at ske… f**k det!

 

Dobbelt udfordret (x mange)

Man kan godt nogen gange tænke, at tildeling af tosse-piller (sorry, det hedder de altså herhjemme) med det samme burde udløse en bonus i form af et velvilligt støtteteam. Sådan en prinsessen på ærten stab, der fejer banen og ryster puderne, så man bare kan ligge på den skide ært og have ondt, hvor det gør ondt.
Men i stedet skal man gudhjælpemig klare mere. Eller jeg mener, det skulle jeg, og hvorfor nu det? Virkelig tåbeligt hvad tilværelsen kan finde på at byde en:

  • I krise, fedtet hår og “lad mig for helved være i fred!” ordinerer børnepsyk struktur, forudsigelighed og overblik som hjælp til Smartass.
  • “Pas på dig selv” og ” Vær god ved dig selv” harmonerer ikke med kalorietælling, 2-time interval-lagt madplan og en genopdaget følelse af ammebarnets afhængighed. Han spiste ikke, hvis man ikke var der.
  • De ekstra kalorier…de hurtige: Der kom da lidt flere kilo på ham. Resten af dem sidder om livet på Radar, som elsker alt, hvad der er sødt, fedt og usundt. Så er der tvang det ene sted og restriktioner det andet. Begge er sure, ingen er glade, og hende her løber mentalt skrigende bort fra det hele.
  • Så er der det med allergierne, de hypersensitives konsistensmæssige udfordringer, kræsenheden og søskendeflokkens 3-enighed omkring efterligning af de andres dårlige vaner. Hvordan skal det forestille at gå op, når man faktisk ikke (som i overhovedet IKKE) gider at finde på og lave mad i en uendelighed.
  • Samtidig syntes Mand at det var på høje tid at rette op på økonomien og blive mere ansvarlige. Jeg har en mere laissez-faire tilgang til penge, og når er ude af sig selv af bekymring og sorte tanker, så er tilbudsjagt altså nok det sidste, man har ressourcer til. Så en hel del diskussioner og rend mig i røven der.
  • Uenighed om børneopdragelse, strategier, løsninger…need I say more? Der kommer seperat indlæg om det senere.
  • Tilbud om hjælp føltes belastende, fordi det krævede en vis mængde planlægning, som jeg havde tabt føling med. Jeg havde behov for, at nogen bare tog over.
  • Den vanvittige sygedagpenge dame! Hvordan i helvede forventes det, at man skal kunne håndtere den slags??? Her kommer helt sikkert et indlæg.
  • Men det største dilemma, der hele tiden krævede energi, var hvordan jeg kunne give mine børn tilstrækkeligt nærvær og viden, så konsekvenserne af mine svagheder kunne blive så små som muligt. Nu og senere. (vi lånte en bog om depression på børnepsyk, som var god til at forklare ud fra. Jeg skal lige finde titlen og et link.)

Alle disse punkter var virkelig strenge at kæmpe med oveni depressionens modløshed. Jeg er kommet videre med b.la. medicin, men mange af punkterne fastholder mig stadig i et jerngreb af frustration, klaustrofobi og håbløshed. Og det er !!#%+¥@&@?/;”@!!!

Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑