Jeg siger ikke, at det er nogens skyld. Jeg siger heller ikke, at det (ikke) er min egen skyld. Jeg siger bare, at jeg ikke kan finde de løse ender, og jeg ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte. Som udenforstående vil du måske sige, at jeg bare skal tage mig sammen. Det føles bare som om, at jeg hele tiden tager mig sammen uden egentlig at opnå nogen særlig afklaring eller løsning. Meget af det, der kværner rundt i hovedet er nok bare beslutninger, der skal tages, men enten kan jeg ikke eller også kan jeg ikke gøre det alene. Eller også er jeg bare forvirret… Har det lidt ligesom dengang, jeg lige havde gjort hele badeværelset rent, og Diva tilfældigvis stod oppe på toilettet, da hun tissede i bukserne, og det varme tis plaskede ned og blev sendt i nye tilfældige retninger, da det ramte bræt og gulv. Så kunne jeg starte forfra, efter skift, vask og ikke mindst trøst af hende.

Fødselsdagsspektrum

Diva har fødselsdag om 3 uger, og det er det mine tanker kredser om. Diva snakker meget – til mig. Mest til mig. Helst til mig. Jeg har lært om hendes autisme, at al den snak og ønske om at hænge ud med mor er relateret til forestillingsevnen, og at det delvis er fordi hun ikke selv kan finde på andet at lave, at hun snakker. Hvis jeg vil have fred, så skal hun aktiveres. Det kommer jeg tilbage til. Men ikke i dag.

Jeg har også lært, at det er meget typisk, at hun kan drive en til vanvid med snak om fødselsdag og fødselsdagsønsker, og at det derfor er en god idé at få snakken parkeret. Hun skal lave en liste, og så forholder vi os til det på et tidspunkt umiddelbart før hendes fødselsdag. Det er fint nok…problemet er bare, at der er nogle ting/ønsker som er relativt vigtige for hendes udvikling og for os som familie. Jeg ved ikke, hvordan vi skal prioritere alt det her:

Cykel

Hun er vokset meget, og henover vinteren er hendes cykel blevet for lille (ihvertfald af udseende). Hun elsker at cykle og det er godt for hende at få mere motion, men hun har i lang tid ikke villet cykle i skole, fordi hun føler sig alene. Der er ikke umiddelbart nogen jævnaldrende at følges med. Så kan vi kigge på os selv – er det realistisk at vi cykler med hende frem og tilbage? Ikke helt vildt…for dårligt? Well, det gør ikke ligefrem livet nemmere at lægge den opgave ind også. Så er det dumt at købe ny cykel? Den SKAL jo være lyseblå eller til nøds hvid. Kan vi ikke bare købe en brugt? Joh, men der er ikke nogen til salg, som hun vil acceptere. Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid?

Seng

For et år siden fik hun en højseng med skrivebord under. Hun har været glad for bordet, men sengen sover hun ikke i. Hun er bange… Hun sover hos os. Mellem os, på en madras, i fodenden. Det skifter lidt. Indimellem sover hun i sin seng i korte perioder. Det kræver at jeg putter hende og sidder deroppe med min Kindle, indtil hun er faldet i søvn. Hun har svært ved at falde i søvn, og det tager tit lang tid med diverse bekymringer og emner hun er bange for.

On/off har hun talt om, at hun gerne vil have en anden seng (mere snak…), men nu er det faktum, at hun ønsker sig en anden seng. Jeg lavede en kæmpe fejl ved at vise hende et IKEA-hack fra Pinterest, som hun har fablet om, indtil Mand gjorde klart (for mig), at han ikke kan lave den (og jeg kan da slet ikke). Så den er lukket ned nu. Heldigvis er hun fremmelig mht. Google, og så viste hun mig en dag en seng, hun havde fundet. Næste step var Mand, som også syntes om den. Det er vigtigt, for han kan også blive ret umulig, hvis man har købt noget, han ikke kan lide (…og far og datter kan ikke lide ting, der er ‘ukurrente’). Vi aftaler at bestille den…får det ikke gjort med det samme, men yeah i dag tog jeg mig sammen og bestilte. Hvorefter:

1. Mand siger, at han har tænkt over, at han synes, at det hellere burde være en med skuffer under.

2. Diva siger, at han måske har ret…

3. Vi finder en, der koster det tre-dobbelte, som Diva måske gerne vil have i stedet. Måske!

4. Jeg har annulleret den første ordre.

5. Hvad nu?

Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid? Skal hun bestemme alt? Nej Vil vi gerne have hende til at sove på sit værelse? Ja

Det der yderligere komplicerer min evne til at beslutte er sådan noget som:

Hendes værelse er megalille. Skal vi rykke ud af det større men crowdede soveværelse, så hun kan få lidt mere luft? Hvad fuck gør vi så med vores ting? Jeg har i forvejen svært ved at synes, at der er plads til mig i dette her hus.

Skal vi så flytte? Eller bygge til? Årh ja, men det afhænger jo også af hendes behov mht skolegang. Det har vi ikke afklaring på. Vi har desuden heller ingen penge.

Der trænger vildt til at blive malet. Hun snakker også om tapet…

iPad

i virkeligheden er al snak om iPad lukket ned. Diva har en brugt hvid iPhone og en brugt sort iPad. Apropos det ukurrente, så generer det hende, at de ikke er samme farve (Seriøst, det kan jeg ikke tage mig af). Det som influerer på min holdning er, at det tilsyneladende ret gode system planlægnings-og hjælpeprogram Mobilize Me ikke findes til iPhone, kun til androids og tablets/iPads. Jeg har syntes, at det ville være håbløst for hende at rende rundt med en iPad, men da hun sagde iPad mini, så kunne jeg pludselig se en ide med det, fordi det ville være en hjælp, at både vi og andre omkring hende kan hjælpe med planlægning og reminders mm., så hun kan slappe mere af.

Hvad så med Mand?

Alt sådan noget bavl kører i ring i mit hoved, og det frustrerer mig vildt, når jeg ikke bare kan melde pas, fordi jeg ikke orker det. Vi kan jo ikke bare aflyse en fødselsdag, på samme måde som, at vi bare var nødt til at klare Radars konfirmation.

Men kan Mand så ikke tage beslutningerne? Næh…han har det på samme måde!