Kategori: Prioritering (side 1 af 2)

First world problems. Måske.

Jeg siger ikke, at det er nogens skyld. Jeg siger heller ikke, at det (ikke) er min egen skyld. Jeg siger bare, at jeg ikke kan finde de løse ender, og jeg ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte. Som udenforstående vil du måske sige, at jeg bare skal tage mig sammen. Det føles bare som om, at jeg hele tiden tager mig sammen uden egentlig at opnå nogen særlig afklaring eller løsning. Meget af det, der kværner rundt i hovedet er nok bare beslutninger, der skal tages, men enten kan jeg ikke eller også kan jeg ikke gøre det alene. Eller også er jeg bare forvirret… Har det lidt ligesom dengang, jeg lige havde gjort hele badeværelset rent, og Diva tilfældigvis stod oppe på toilettet, da hun tissede i bukserne, og det varme tis plaskede ned og blev sendt i nye tilfældige retninger, da det ramte bræt og gulv. Så kunne jeg starte forfra, efter skift, vask og ikke mindst trøst af hende.

Fødselsdagsspektrum


Diva har fødselsdag om 3 uger, og det er det mine tanker kredser om. Diva snakker meget – til mig. Mest til mig. Helst til mig. Jeg har lært om hendes autisme, at al den snak og ønske om at hænge ud med mor er relateret til forestillingsevnen, og at det delvis er fordi hun ikke selv kan finde på andet at lave, at hun snakker. Hvis jeg vil have fred, så skal hun aktiveres. Det kommer jeg tilbage til. Men ikke i dag.

Jeg har også lært, at det er meget typisk, at hun kan drive en til vanvid med snak om fødselsdag og fødselsdagsønsker, og at det derfor er en god idé at få snakken parkeret. Hun skal lave en liste, og så forholder vi os til det på et tidspunkt umiddelbart før hendes fødselsdag. Det er fint nok…problemet er bare, at der er nogle ting/ønsker som er relativt vigtige for hendes udvikling og for os som familie. Jeg ved ikke, hvordan vi skal prioritere alt det her:

Cykel

Hun er vokset meget, og henover vinteren er hendes cykel blevet for lille (ihvertfald af udseende). Hun elsker at cykle og det er godt for hende at få mere motion, men hun har i lang tid ikke villet cykle i skole, fordi hun føler sig alene. Der er ikke umiddelbart nogen jævnaldrende at følges med. Så kan vi kigge på os selv – er det realistisk at vi cykler med hende frem og tilbage? Ikke helt vildt…for dårligt? Well, det gør ikke ligefrem livet nemmere at lægge den opgave ind også. Så er det dumt at købe ny cykel? Den SKAL jo være lyseblå eller til nøds hvid. Kan vi ikke bare købe en brugt? Joh, men der er ikke nogen til salg, som hun vil acceptere. Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid?

Seng

For et år siden fik hun en højseng med skrivebord under. Hun har været glad for bordet, men sengen sover hun ikke i. Hun er bange… Hun sover hos os. Mellem os, på en madras, i fodenden. Det skifter lidt. Indimellem sover hun i sin seng i korte perioder. Det kræver at jeg putter hende og sidder deroppe med min Kindle, indtil hun er faldet i søvn. Hun har svært ved at falde i søvn, og det tager tit lang tid med diverse bekymringer og emner hun er bange for.

On/off har hun talt om, at hun gerne vil have en anden seng (mere snak…), men nu er det faktum, at hun ønsker sig en anden seng. Jeg lavede en kæmpe fejl ved at vise hende et IKEA-hack fra Pinterest, som hun har fablet om, indtil Mand gjorde klart (for mig), at han ikke kan lave den (og jeg kan da slet ikke). Så den er lukket ned nu. Heldigvis er hun fremmelig mht. Google, og så viste hun mig en dag en seng, hun havde fundet. Næste step var Mand, som også syntes om den. Det er vigtigt, for han kan også blive ret umulig, hvis man har købt noget, han ikke kan lide (…og far og datter kan ikke lide ting, der er ‘ukurrente’). Vi aftaler at bestille den…får det ikke gjort med det samme, men yeah i dag tog jeg mig sammen og bestilte. Hvorefter:

1. Mand siger, at han har tænkt over, at han synes, at det hellere burde være en med skuffer under.

2. Diva siger, at han måske har ret…

3. Vi finder en, der koster det tre-dobbelte, som Diva måske gerne vil have i stedet. Måske!

4. Jeg har annulleret den første ordre.

5. Hvad nu?

Mand tror, at Diva kan overtales til det, vi synes. Jeg har en anden erfaring… forkælet eller rigid? Skal hun bestemme alt? Nej Vil vi gerne have hende til at sove på sit værelse? Ja

Det der yderligere komplicerer min evne til at beslutte er sådan noget som:

Hendes værelse er megalille. Skal vi rykke ud af det større men crowdede soveværelse, så hun kan få lidt mere luft? Hvad fuck gør vi så med vores ting? Jeg har i forvejen svært ved at synes, at der er plads til mig i dette her hus.

Skal vi så flytte? Eller bygge til? Årh ja, men det afhænger jo også af hendes behov mht skolegang. Det har vi ikke afklaring på. Vi har desuden heller ingen penge.

Der trænger vildt til at blive malet. Hun snakker også om tapet…

iPad

i virkeligheden er al snak om iPad lukket ned. Diva har en brugt hvid iPhone og en brugt sort iPad. Apropos det ukurrente, så generer det hende, at de ikke er samme farve (Seriøst, det kan jeg ikke tage mig af). Det som influerer på min holdning er, at det tilsyneladende ret gode system planlægnings-og hjælpeprogram Mobilize Me ikke findes til iPhone, kun til androids og tablets/iPads. Jeg har syntes, at det ville være håbløst for hende at rende rundt med en iPad, men da hun sagde iPad mini, så kunne jeg pludselig se en ide med det, fordi det ville være en hjælp, at både vi og andre omkring hende kan hjælpe med planlægning og reminders mm., så hun kan slappe mere af.

Hvad så med Mand?


Alt sådan noget bavl kører i ring i mit hoved, og det frustrerer mig vildt, når jeg ikke bare kan melde pas, fordi jeg ikke orker det. Vi kan jo ikke bare aflyse en fødselsdag, på samme måde som, at vi bare var nødt til at klare Radars konfirmation.

Men kan Mand så ikke tage beslutningerne? Næh…han har det på samme måde!

 

Snot

Fuld af snot. Og ondt i halsen. Heldigvis er det meste af familien (+ hund (win!) også dejset om, så der kan hutles igennem uden den store servicering. Men når jeg kigger på vasketøjsdyngerne, så får jeg lyst til at tage rub og stub og kyle det til genbrug. Men det kan man jo heller ikke være bekendt, vel?

Så meget anstændighed har vi vel trods alt! … siger englen på den ene skulder.

“Ork jo! Det gør ALLE”, siger djævelen på den anden. “Det er jo ikke særlig snavset!”

“Adr, hvor klamt!”, siger englen. “Ja!”, siger djævelen “…og?”.

Jeg gør det ikke. Promise.

Hoved og hale

Jeg har alt for meget på hjerte. Det er ikke så meget fanden, der rumsterer derinde. Det er bare fyldt op med alt muligt, hjernen hverken kan finde hoved eller hale i. Det er også noget rod, at det er så lang tid siden, jeg har skrevet her. Men jeg har ikke haft lyst. Jeg pusler med tanker, jeg værner om. Jeg er tilsyneladende blufærdig omkring de ønsker og håb jeg har for fremtiden.

Jeg synes stadig ikke, at det her med mit liv er en dans på roser. Jeg synes ofte, at det er sindssygt besværligt. Og lige nu gør hunden af isterningemaskinen i køleskabet…

 

Goddag hjerne, din snydepels!

Gårsdagens overmod med mig-centreret indsigt skal så belønnes med sortseer mismod i dag. For det meste er det overvejende træthed, der overmander mig og kommer med stikkende bemærkninger til selvværdet. I dag er det vidst hele rullegardinet, der er trukket ned. Eller fluenet, hvor det er mig, der er fluen.

Mand og jeg har diskuteret noget ret essentielt omkring depression, hvordan det føles, hvad der hjælper… Om det hjælper at blive hevet ud i livet og tvinge smilet(omend kunstigt) frem. Når kroppen smiler, blir sindet påvirket, så man bliver glad(ere), siger han. Selv mener jeg, at det næsten er omvendt. Hvis min krop smiler, så distanceres jeg endnu mere fra mig selv. Og føler tomheden endnu stærkere.

Det er både interessant (!?) og ret belastende at bemærke det her forhadte rullegardin. Det er ikke en ny depression. Det er bare en kombi af lidt allergi, lidt træthed, lidt mulighed for ro, lidt bekymring osv. som manifesterer sig som ‘dæmpet stemningsleje’ (som det hedder). Det interessante er, at jeg i dag har afsløret noget.

Jeg lever af at designe. Lave grafik, noget visuelt. Kollegaer og jeg har ofte grinet usikkert over, at man kan åbne en fil og sige:

Hva’ fanden tænkte jeg på, da jeg lavede det her? Det er jo crab!

Det er der ikke noget odiøst i. Når man til gengæld har den samme oplevelse inden for ganske få timer – så spiller psyken een et puds. Når fluen ser gennem et net, der siger: “Skrid!” så ligner alting jo lort! Så gælder det om at tøjle sin trang til at destruere det synlige bevis på, hvor talentløs man er. Men hjernen er bustet!: Det er et forvrænget billede, den viser. Tro det eller ej!

I denne elendighed kom mand hjem med de headphones, jeg har ønsket mig. Og med udesovende børn åbnede muligheden for biograftur eller lignende sig. Så jeg tog mig sammen.

Jeg tog mig sammen!
Og jeg kigger på mit maleri. Og jeg kan godt huske, hvad tænkte om det tidligere i dag. Og jeg er glad, for mismodet er borte nu, og jeg synes sgu, at det tegner rigtig godt. Sgu et fedt maleri!

Kliché

Undskyld, men det er også tid til en kliché:

I dag er den første dag i resten af mit liv!

Og det illustreres så smukt med solskin og spirende forår udenfor, at jeg i dag er fri af mit job. Jeg har afleveret adgangskort, mailadresse, tilhørsforhold og den faste løn, og jeg drog af sted med jubilæumsvin og ambitionerne i behold.

I dag er der nul pres, nul stress, nul gråhed, nul arbejde og nul penge. Endnu.

Mand og jeg kan i fællesskab præstere en så massiv lønnedgang, at man skulle tro det var løgn! Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi gennem en længere periode har forberedt os ved ændre prioriteringer, sænke forbruget og nittygritty optimere budgetterne. And I’m even not that kind of person… Jeg hader det, men det er nødvendigt.

Prioriteringer, forbrug og budgetter – det kommer jeg vidst tilbage til.

Dyr i maden

Jeg kendte engang en pige, der havde boet i Afrika i en periode. Specifikt hvilket land kan jeg ikke huske – og det er alligevel også ligegyldigt for historien.

Hun fortalte, at det var fuldstændig umuligt at holde mel og korn fri for de der dyr, der kribler og krabler og til sidst flyver et andet sted hen og får det til at krible og krable endnu mere. (så klamt). Hun beskrev, hvordan de som nytilflyttede danskere håndterede insektsituationen. I starten smed de med slet skjult væmmelse poserne ud og lavede systemer til at holde insekterne ude. Men dyrene var ligeglade. De flyttede bare ind igen.

Efter et stykke tid, hvor pose efter pose var smidt i skralderen blev moderen en dag nødt til at sænke standarden. De havde ikke flere insektfri ris, og de skulle have noget mad. Gid jeg kunne sige

…og manden var ude og rejse, og hun havde influenza, og der var lærerlockout

men det ved jeg altså ikke noget om. Ihvertfald kunne hun ikke overskue andet end at sortere ris fra dyr og skidt fra kanel og servere insektfrisket mad for familien. Det kunne man godt. Så fortsatte de sådan en tid og opgav idealet om nul-tolerance.

Til sidst blev de trætte, og der er jo fanme også varmt i Afrika. En dyb indånding og så i gryden med det hele. De lærte at ignorere, at møgdyr blev hverdag og noget man spiser. F*ck det… det gider vi ikke brugt tid på.

New Normal

Heldigvis behøver vi ikke at spise mad med dyr i endnu. Men vi er nødt til at sænke standarden (på flere områder) og finde et nyt normalitetsniveau – ligesom pigen i Afrika.

Ned af piedestalen

Altså. Det er en lettelse endelig at kunne kravle ned af den piedestal. Når man sidder der, styrer man reelt ikke en skid selv. Og samtidig er man hele tiden bange for at falde ned eller blive skubbet ned. Så så man mig sidde der og råbe…

Jeg gider, orker, fortjener, magter ikke at sprælle efter andres befaling længere. Det er både en styrke og en kæmpestor svaghed. For sheisse altså, pengene kommer jo ikke af sig selv.

Velkommen til 2013

De allerbedste ønsker om et fantastisk 2013!

Kære 13! Nogen vil sige, at du er et uheldigt tal, men jeg har større tiltro til dig. Hvis ‘fantastisk’ er for meget forlangt, så kan jeg også godt både acceptere og påskønne ‘bedre og gladere’ … og altså barren er jo sat lavt, hvis vi siger, at du kun skal sammenligne dig med 11 og 12. Tror du ikke godt, at vi kan satse på at nå dertil sammen? Ikke kun for min skyld. Også for både nær og fjern, stor og lille… en bedre verden… men du og jeg blir trætte, hvis vi bevæger os helt derud allerede nu. Så blir der for meget at leve op til. Lad os tage en dag ad gangen, gøre os umage, sætte nogle realistiske mål og så lade mod og gode vibes klare resten!

Ja? Skal vi bare sige det, så? OK, det’ en deal!

 

Leger at jeg er mig selv igen

Det er ret usædvanligt at jeg har valgt at gå ind til en uge med (for mig) så mange arrangementer. Hele tre selvvalgte oven i de mere pligt-agtige (inkl. pandekagefest i 0.C. Medbring selv pandekager…jeg er allerede træt).

Nå men efter ugens aftale med Psyko, skal jeg i morgen mødes med søde K. Hun er altid fuld af krudt og kvalitet, men hun har bestemt også sit at slås med, så det kan også blive ret følelsesladet, I’m afraid. Anyways, hun blogger også, og det er ikke for sjov! Læs bla. om hendes møde med psykiatrienwww.herestothemisfits.com

Tirsdag aften skal jeg til et foredrag med Den Store Blærerøv, Mads Christensen. Og jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg forventer sgu ikke ligefrem at få udvidet mine horisonter. Men han har jo jokket i spinaten og provokeret flere gange offentligt og halv-offentligt, og hvem ved om han gør det igen. Tror nemt han kan antænde min indre feminist!

Onsdag aften står den på et (forhåbentlig) sjovt og inspirerende arrangement med Stylecoach Tini Owild. Jeg er besnæret af mange af hendes ideer og forslag, men jeg er også ret forbeholden, når det kommer til stykket.Yay-agtig fornemmelse det må være at følge hendes tøj-diæt, som går ud på at skille sig af med alt det tøj, man ikke har haft på mindst tolv gange i det forløbne år. Så er det bare jeg tænker, at depress-hedens joggingbukser nok ikke bør være vejviser for en identitetskommunikerende og selvtillidsbyggende tøjstil fremover, vel? Men jeg glæder mig og håber på guldkorn mod tøjmani og -stress. Fx. det press der opstår, hvis man skal til en eller anden fin fest. As if!

Altsammen er så fint, når jeg tænker på det. Jeg ved bare, at jo mere det nærmer sig, jo mere begynder jeg at opfinde undskyldninger for ikke at tage afsted alligevel. Så er der det med at møde mennesker, føle mig forkert, være træt, gå i mørket, alene osv. Så synes jeg, jeg har hovedpine… eller forkølet…sygt barn? Jeg ved det bare. Pis!

Den der er skredet

Jeg har lige besøgt endnu en af de gode blogs, der har opsagt samarbejdet med Bloggers Delight og er blevet sig selv igen, så at sige. Og så slog det mig, at jeg har gjort det samme – blot lige med den forskel, at det er min rolle i det oprindelige koncept for Hjertefanden, jeg har ditched. Nu er det lidt mere ud i een køre, mindre kontrolleret (tjek!) og mere frit. Jeg elsker at lave tegningerne, der illustrerer teksterne, men jeg vil også gerne kunne smide en hurtig tekst uden at lade mig stoppe af manglende tid til også at lave en tegning.

Nu kan jeg også være mig selv, og skrive lige hvad der passer mig (det kunne jeg også før, men der var det lidt malplaceret, hvis jeg fik lyst til fx. at dele en opskrift med jer. Will NEVER happen! men det vil være mindre malplaceret i det her bloglayout.)

Det ligger jeg så lige og tænker lidt over, mens jeg tager mig sammen til at få Lan-unger i seng. Få hoved- og halspinen væk. Få kontaktlinserne ud og komme igang med en godnat!

Ældre indlæg

© 2023 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑