Kategori: Opgivelse

Langbortistan

Jeg ser i en blogroll hos Dronningen, at det er 2 uger siden, jeg sidst har skrevet. Og det er sgu ikke særlig blogvenligt. Men det blir indimellem enerverende at skulle forholde sig til alt det jammer både i virkeligheden og på skrift. Bloggen kan være en god ventil, men selv jeg keder mig da ihjel over denne mangel på fremgang. Det kunne nu være rart at være lidt festlig ind imellem. Sådan lidt: Så! Nu tager vi konsekvensen af det lort! Nu vil vi arve den wannabe-fjerne onkel i Amerika, og så skrider vi til Langbortistan og lever lykkeligt til vores dages ende…

Træghed

Den der følelse af, at det virkelig går for langsomt. Som en konversation på jydsk: “Så de-e-et…”, “Jow jow”, “Naj, det’ it sårn mæ det…”. Eller et posthus. Eller at vælge siddepladser, når familien skal til skolekoncert. Eller at kigge på kort og tale om, hvilken vej man skal køre…

Nogen gange kommer hunden og jeg til at bevæge os langt ud på en mark med muddertung jord, og så bliver vi bare nødt til at fortsætte, fordi det egentlig vil tage længere tid at vende om. Men gummistøvlerne blir bare tungere og tungere, og så går man der og bander over, at man valgte at gå den vej.

På mange måder er det forkert at bruge trægheden som statusbillede for mit liv. Hey, psyko har jo faktisk udskrevet mig! Men Smartass er ‘nede’, og det skal vi have ham ud af og op af.

En lejrskoletur til Bornholm var mere end det stakkels væsen kunne klare, og han er røget ud af kurs. For lav vægt og for store bekymringer gør ham sart, skrøbelig, sortseende… Så vi snakker og konkretiserer, og jeg står i det f*ckin’ køkken hele tiden (og hader det). Der skal mad i kroppen, før han kan tænke fornuftigt. Jeg håber, at han indser, at begivenheder farves negativt, når man hverken har fysisk eller psykisk overskud.

Trægheden består i gentagelserne. Når jeg vågner op med de samme store problemstillinger, som jeg havde for 2-3 år siden. Når jeg kommer til at tænke på, at jeg i 14 år har disket op med føde, han ikke vil have. Når jeg tænker på, at Diva minder så meget om ham mht disse specielle ‘features’.

Ahmn, så blir jeg så træt af at piske rundt i den jydske muld!

Helm, for fanden!

Jeg helmer ikke, før…

betyder, at man vil blive ved og ved til man har opnået det, man har sat sig for. Så at helme (ja altså udover, at det også bare er et navn) må betyde, at man giver op. Ude til højre her på siden er der en annonce for en webshop, der hedder Helm. Min første tanke, da jeg så den, var:

Gu’ vil jeg da ej!

Men det er særdeles aktuelt lige i øjeblikket, om jeg vil give op i forhold til mit job. Og hvad der er reel opgivelse. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg været utrolig lang tid om at erkende, at det i høj grad også er jobbet, der har stresset mig.

Det formildende, idealistiske og måske naive slør for mine øjne er efter min sygdomsperiode fjernet, og de desillusionerende facts er, at jeg i 10 år har kæmpet mod vindmøller. En ihærdig tro på at lige om lidt / hvis bare lige / når nu jeg har gjort den har indsats, så skal det nok lykkes at vende den supertanker, organisationen er. Men jeg har indset, at det er håbløst, når hovedparten af kaptajnerne på broen ikke vil være med eller ikke vil forstå, hvad det kræver.

I går blev jeg bedt om at genoptage kampen i et andet forretningsområde, efter at jeg har meldt pas over for en ledelse, man i andre henseender ville kalde en umoden kunde. Men opgaverne der er centreret omkring den del af arbejdet, jeg finder mindst interessant (og ja, jeg er en primadonna, det ved jeg godt!) Men alternativet er at vælge en fratrædelse.

Der er alt muligt, udover økonomi og pis!, der spiller ind i, hvad der blir den rigtige beslutning. For hvad er det, jeg skal give op? Mig selv ved at fortsætte i et miljø, der undertrykker den faglighed, der så lige er min passion? Eller give op, ved at give slip på kampen – og lade dem sejle deres egen sø eller ad helvede til?

Virksomheden er på de gode dage amazing, og der er en loyalitet i mig, der er svær at slippe. Men jeg føler mig ugleset, misforstået og ligegyldig i øjeblikket, og det er sgu da ikke særlig fedt.

Om nøgler og følelsesmæssigt stress

Jeg tror, det er i dag, jeg er klar til at strejfe udviklingen fra (følelsesmæssigt) stress til depression. Ikke som faktum selvfølgelig – men som jeg tror, det skete for mig. Der er ikke min hensigt at hænge nogen ud. Jeg refererer bare hændelser, som jeg oplevede dem, og det er godkendt af de implicerede…

Vi har været på børnepsyk i dag, Smartass og jeg. Han skulle testes grundigere, og jeg var bare den, der kørte bilen. Desværre var det også sidste gang med søde E, som har været den psykologiske støtte hele vejen. Hun er sød og sjov, og det var hende, der opdagede, hvor galt fat det egentlig var med mig også.

Smartass blev behandlet gennem Mand og jeg. Han var sur på læger etc., så han deltog så lidt som muligt. Igennem lang tid talte jeg med ham om og om igen, og jeg kunne ofte få ham til at falde til ro ved en kæmpe indsats. Det samme gjaldt (og gælder stadig) for Radar, som også kan brænde alvorligt sammen. Vi kalder det, at jeg kan ‘låse dem op’. Jeg kan efterhånden mærke på deres reaktioner, hvad der har forårsaget sammenbruddet, og hvad de har behov for. Jeg kan blive sindssygt vred og frustreret, men jeg har evne til at tilsidesætte vreden ved at lade kærligheden til dem overvælde mig – og så får jeg energi til at trække vejret dybt og fortsætte det diplomatiske arbejde. Men når krisen er løst, og barnet er låst op, så er al energi samtidig suget ud af mig. Seriøst drænet. Men jeg blev ved og ved, også selv om b.la E spurgte, hvor jeg selv blev af i det.

Hvor var Mand i det her? Jamn, han var der skam. Men han er praktikeren herhjemme, og evner ikke føleri i samme grad som jeg. Nogen gange en stor elefant, der i den bedste mening planter sin store fod, der hvor den lige præcis på det tidspunkt ikke skulle træde. Han var længe om at forstå, at Smartass virkelig havde store problemer. Og han kan sagtens glemme et issue, hvis han er optaget af noget andet. Så meget karrikeret var han lidt sådan

Han skal bare ud og spille noget fodbold, så ordner det sig nok,

mens jeg var ved at gå i stykker…

Jeg tror, jeg kunne have fortsat på den måde, men pludselig sagde de, at min måde at støtte og give omsorg ikke var hensigtsmæssig. At vores samtaler nærede hans usikkerhed. At han havde brug for struktur, orden og den slags rigiditet, som kun Mand kunne gennemføre. Skemaer, pligter, nej’er…den slags good old fashioned børneopdragelse, som jeg altid har ment kun fungerer, fordi man ‘knækker’ barnet. Disciplinerer dem som en hund. Jeg troede naivt, at kærlighed og forståelse var det vigtigste. At det var nok. Så jeg faldt, da mit barn havde brug for noget andet, end det jeg repræsenterede og uselvisk og troligt havde leveret i hele hans liv.

Nøglen til hans bedring skulle findes et sted, der var mig inderligt imod, og jeg blev handlingslammet. Det var noget lort, og det eneste jeg kunne gøre var at stille mig over i en anden lort. Alt imens Mand, som på det tidspunkt havde kørt lidt på frihjul, fik ros og repræsenterede vejen frem. SÅ uretfærdigt! Sgu da sværere at balancere med både forståelse og vejvisning på een gang end bare at sige ‘nej!’ og ‘nu!’ pr. autopilot! Meeen…jeg må erkende, at det virker. Giver ro.

Men afmagten blev til måneders håbløshed og mismod. Næsten opgivelse og en smerte så stor, som en middelsvær depression kan præstere. Jeg var fristet af at lade mig opsluge, men jeg ved, at jeg ikke var helt nede og vende, fordi jeg (heldigvis?) lod Smartass’ behov overrule mine egne.

Nøglen til bedring lå både i fremskridt hos Smartass og i medicinen. Og den kommer jeg tilbage til en anden gang…

20120830-000801.jpg

Stadier

Jeg har tegnet nogle stadier. Antallet kunne sikkert lige så godt have været et andet, fx. 5 eller 7…bare for lige at understrege, at det bare har været sådan her for mig.

Tegningen er for rodet, så efterhånden kommer der forhåbentlig en større tegning til hvert stadie. Indtil da, må I nøjes…

1. Jeezus!

Angst

2. Kan-ikke-mere

Dårlig samvittighed
Skyldfølelse
Koncentrationsbesvær
Irritabel
Infektionssygdomme
Udmattet
Upålidelig

3. Fosterstilling

4. Neanderthaler

5. Kamp

6. ?

20120801-221444.jpg

Udmattet

Jeg troede ikke, at man kunne blive så træt. En overvældende udmattelse har været fast og vedholdende og krævet middagslure og hele dage med recovery. Møde verden = jeg må hjem og sove.

Mor sover

Familie har stået model til mor sover og mor skal hvile og mor laver lige en Maude så længe, at Divaens start i 0. (med tilhørende mødetid kl. 08:00) måske/måske ikke bliver et tiltrængt wake-up call. Nogen gange må dynerne rystes, så man kan komme videre.

Der er bare så lunt og blødt…

20120725-115611.jpg

Hvad er klokken?

På et tidspunkt måtte jeg opgive at finde ud af, hvad klokken var. Jeg kan huske, at jeg stod på gaden med iPhone i hånden og blikket rettet mod en facade med ur. Facaden var analog, mobilen digital og det var umuligt for mig at få noget af det til at give mening.

Jeg opgav det, og da jeg stod der, var jeg ligeglad…som i et træt “for helvede”. Jeg noterede mig min tilstand, men ligegyldigheden og meningsløsheden havde overhånd på det tidspunkt, og derfor rørte det mig ikke særligt.

Det gør det i dag. At en mental nedsmeltning kan blive så voldsom.

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑