Kategori: Omkring mig (side 2 af 2)

Fjorten

For meget snart 14 år siden fødte jeg lille Smartass. Sandaler i snevejr og på vej i taxien knugede jeg et stress-hjerte*, men sagde ikke et pip. Det ER for mig den største glæde, det øjeblik hvor man lige har født. En ubeskrivelig ro i mig, der skylles ned med hospitalskaffe og saftevand. Smartass var en bloble af fryd, og vi kunne aldrig have forudset, hvor svært han nu har haft det.

Hans fødselsdag for to år siden var gennemført rædselsfuld! Han græd og græd og skældte ud, fordi alt var helt forkert. Radar græd også. Af sympati og forskrækkelse. Jeg selv var lammet af et chok, der kun var i begyndelsesfasen.

I år han han længe ønsket sig et kamera, som han også selv har sparet et stort beløb sammen til. Mand og jeg er uenige omkring strategien for afholdelse af fødselsdag, mht. ADD-barnets behov for beroligelse og forudsigelighed. Men det er småting!

Han er glad. Resocialiseret og fuldt integreret i den klasse, han paktisk talt havde isoleret sig fra. Han er tynd og han frygter, at hans krop tager skade. Men han er her igen. Min lille boble jeg på et tidspunkt frygtede, jeg havde mistet for altid.

Og det er en glæde, der nærer håb, når andet går skævt. Det skal det, og det gør det. Amen.

20121201-150501.jpg

Familiemedlemmer og andre

Ja, ja jeg ved det godt! Der skal lidt mere fyld på her…

Moi

Tjah…

Mand

Selvstændig og in-looove with computers og gadgets. På børnepsyk grinede vi meget af, at psykologen kom til at sige noget i stil med: “…for du kan jo bare se på din far. Man kan godt leve almindeligt alligevel…”. Med ADD altså (som han bestemt ikke har en diagnose på).

Mand vil gerne gøre mig glad.

Hvis du er glad, så er vi andre også glade

Det er bare svært i praksis. Og måske har han alligevel noget diagnosekrævende i bagagen.

Smartass

Storebror på nu 15 år. Han havde i halvåret omkring sin 12 års fødselsdag en depression. Han er hyper-sensitiv, har en atypisk spiseforstyrrelse (vil ikke spise), og han har også en diagnose på ADD. Center for Spiseforstyrrelser vil ikke modtage ham, fordi spiseforstyrrelsen er relateret til hans øvrige vanskeligheder…så der er ikke mere hjælp at hente, eftersom han er udskrevet fra børnepsyk. Uden medicin…den typiske Ritalin behandling af ADHD har ofte den bivirkning, at man taber appetitten/ikke kan spise noget. Og ja…det lyder ikke hensigtsmæssigt, vel?

Han ER ikke en smartass på den irriterende måde. Jeg kalder ham Smartass her, fordi det giver mig en god følelse indeni. Når han er ovenpå, kæk og flabet (og lidt for selvglad), så er han så tydeligt tilbage! Den dreng, vi i perioder frygtede, var væk, så den gladeste lille dreng kun kunne være et minde.

Radar

Lillebror og storebror på 13 år. Mit smertensbarn, fordi han ligner mig alt for meget. Fuld af følelser, der hober sig op. Fuld opmærksomhed på omgivelserne. Han brænder nogen gange helt sammen og bliver voldsomt vred. Der er ingen tvivl om, at han har lidt under denne periode med Smartass og mig. Men efter han har skiftet skole oplever vi nu en teen, der blomstrer

Diva

Lillesøster på 8 år. Læs også Barnet der ikke kunne sove. Hun er sjov, snakkende og kræver fuld opmærksomhed. Heldigvis har hun også nogle fantasivenner… og nu skal hun også lige en tur omkring udredning på Børnepsyk, fordi hun udvikler flere og flere særheder.

M&M

Mormor og Morfar aka Forellerne

Nogen

Min mor. Vi får begge knopper ved tanken om, at hun kommer til at lyde som sådan en papegøje, der sidder og skræpper sandheder. Det vil vi ikke. Så Nogen lyder mere neutralt-agtigt

BFF (Best Friends Forever)

Mands partner, som har det svært med ternede skjorter og for små rum. Mand og BFF kan sidde på kontor sammen hele dagen for så at ringe om aftenen og lyde som om, de ikke har talt sammen i flere dage. Ligesom dengang jeg gik i gymnasiet. Hold nu kæft der ku osse ske meget på busturen hjem… Det har så vist sig, at primadonnanykker ind imellem skaber store problemer. Men dem kommer jeg ikke ind på her.

Psyko

Psykiateren, som jeg fik anbefalet og var på venteliste hos i laaaaang tid.

Usynlig

Uundværlig kollega, som jeg savner. Usynligheden er en intern joke.

Teflon

En kollega på chefgangen. Dog uden overskæg.

K

Lidelsesfælle inden for mangt og meget. Og knaldhamrende godt selskab!

Den venlige sygedagpengedame

Den første socialrådgiver jeg havde, mens jeg var sygemeldt. Led som bare fanden!

Barnet der ikke kunne sove

Hende her (den yngste) kunne ikke sove i nærmest hele sit første leveår. Følelsen, der siden har siddet i mig, er en udpræget modvilje mod denne totale afhængighed af mig. Aldrig mere vil jeg opleve at være så afmægtig og desperat efter hjælp.

Aldrig mere!

I dagtimerne sov hun kun i bæresele (fx. 4 x 20 min) eller kortvarigt stablet op med puder, fordi man ikke kunne lægge hende vandret ned. Om natten sov hun på mig eller i min arm, men vågnede ca. hver halvanden time og ville ammes.

Hun ville ikke have sut. Selvom man som mor til flere har lært nogle tricks efterhånden, så resulterede ihærdige forsøg på at få hende til at tage den hver gang i, at hun kastede op i stedet…

Jeg var desperat efter søvn og desperat over ikke at kunne gøre noget ved det. Selvom jeg har ammet de andre længe var jeg tidligt klar til at give hende sutteflaske, så far og andre kunne tage over. Hun kunne selvfølgelig bedre finde ud af sutteflaske end sut. Not! Det måtte vi også opgive.

Der var noget galt, men der var ingen hjælp. Sundhedsplejerske var rådvild. Læge måtte også give fortabt. Vi var omkring ørelæge, som ikke umiddelbart kunne se, at der var noget galt.

Da hun var 7 mdr. tog vi hende med til kiropraktor, som konstaterede at øverste ryghvirvel sad fast på kraniet. Medfødt og smertefuldt, sagde han. Han løsnede, og hun begyndte at sove bedre.

10 mdr gammel og 3 mellemørebetændelser senere havde vi dog matchende blå rande under øjnene, hun klæbede til mig, og hun var så tynd, at et nyt besøg høs ørelægen gjorde udslaget. En grænseoverskridende fuld narkose og to dræn gav barnet ro, og hun begyndte også at kunne spise fast føde uden at kaste op.

Resultet: Jeg var vred, skuffet og følte mig svigtet af lægerne. Men hvad skulle jeg lige stille op med det? Jeg vendte det indad og lovede mig selv aldrig at føle mig så afmægtig igen.

Ahem… Det gik det jo skidegodt med!

Nyere indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑