Kategori: Omkring mig (side 1 af 2)

Mor i midten

Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.

Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.

Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.

Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.

Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.

Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…

Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!

Vi savner Møwsen

Forældrerådgivning. Diva. Autismespektrumforstyrrelse og de snakke, det nu afstedkommer. Bekymrende og trættende og for at være helt ærlig, så har jeg det lidt ligesom dengang, vi kørte afsted mod Skejby lidt over midnat, fordi Radar efter flere tilløb havde besluttet, at det var tid til at blive født. Jeg gad simpelthen ikke…var træt, orkede ikke lige en fødsel. Samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke bare kunne iværksætte lidt fri vilje og udskyde festen.

Dengang var jeg bekymret. Uhhh, hvordan nu med kærligheden, når man har flere børn! Var forud virkelig bange for at holde mere af den ene… Bagefter ved man, at det var endnu en overflødig bekymring.

Men jeg bekymrer mig alligevel, og indimellem kommer der nogle af de gamle sug af overvældelse, når unger, mand og hund står i kø for at få en luns omsorg eller service.

Not proud, men det der virkelig tager pippet fra os nu, er ægte rotter på loftet. Det er så klamt og ulækkert og uforståeligt, for der er jo ingen fødevarer deroppe. Til gengæld er der noget der indikerer forrådnelse i en ikke-aktiv aftrækskanal til ventilator i badeværelse, og dét tror jeg ikke, at den flinke rottemand fra kommunen tager sig af. Ad! Ad! Ad! Jeg er sikker på, at vores missetat holdt dem langt væk, før hun desværre blev syg og aflivet.

Jinx

Sidst nævnte jeg, at det går så fint med drengene.
Smartass har været igennem en rivende udvikling, som startede med, at han b.la. via Reddit satte sig mere ind i omfanget af sin ADD-diagnose. Han bad om at få lov til at prøve medicin, og efter en henvisning fra lægen måtte jeg tale med store bogstaver på Unge-psyk, fordi de i første omgang var afvisende. Ritalin (Methylphenidat) har som hyppig bivirkning, at man mister appetitten – og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, når man i forvejen har en spiseforstyrrelse. Men hensigten med medicinafprøvning var netop at se, om det kunne hjælpe ham til at overvinde sin modstand mod at spise! Efter blodprøver, EKG og grundig lægeundersøgelse af nye psyko, Psyko2, fik han lov til at prøve en lav dosis med langsom optrapning. Det virkede bare ikke en skid på ham…
Men vi har kontakten til Psyko2 (som viste sig at være en helt særligt pædagogisk og empatisk overlæge), og det beroliger lidt, nu hvor Smartass’ vintermismod i går sprang ud som trold i en æske.

 

Glædelig jul!

Guderne skal vide, at der ville være masser af stof til analyse og undren, hvis det ikke lige var fordi, jeg ikke vil rode mig ud i ord, jeg ikke siger.
Men det, der før kunne såre og smerte; jeg gider ikke at give det plads. Det må de sgu selv om. Det interesserer mig ikke, at de skal stikke og fryse som Iselin. Jeg er stærkere nu, og min lille familie nyder ferie og hygge. Med og uden spiseforstyrrede julemåltider.

Snot

Fuld af snot. Og ondt i halsen. Heldigvis er det meste af familien (+ hund (win!) også dejset om, så der kan hutles igennem uden den store servicering. Men når jeg kigger på vasketøjsdyngerne, så får jeg lyst til at tage rub og stub og kyle det til genbrug. Men det kan man jo heller ikke være bekendt, vel?

Så meget anstændighed har vi vel trods alt! … siger englen på den ene skulder.

“Ork jo! Det gør ALLE”, siger djævelen på den anden. “Det er jo ikke særlig snavset!”

“Adr, hvor klamt!”, siger englen. “Ja!”, siger djævelen “…og?”.

Jeg gør det ikke. Promise.

Diva og julekalenderen

Smuldt vande? Ikke helt men dramaerne er pacificeret for en kort stund. Ihvertfald satser jeg lidt på, at vi kan begrænse bølgegangen til en jagt på den rigtige julekalender til Diva. Jeg har holdt hende hen med: “Ja ja, der er masser af tid til 1. dec”, når hun har udtrykt bekymring for, at hun ikke får den. Og så opdager jeg i aftes, at den jo nu er totalt udsolgt på nettet. Hvorfor er det, at alt skal udsættes til aller sidste panik? Ja, det er jo fx, fordi hun skifter mening. Og jeg formår ikke, at være konsekvens-mor, der lykkes med at gennemtrumfe min vilje.

Man kan ikke tvinge Diva til noget. Man kan ikke tvinge udsalgsstøvlerne på hende, hvis hun synes, de er grimme. Man kan ikke tvinge tøj, der ‘irriterer’ på hendes krop. Og man kan ikke tvinge hende til at spise. Der er viljestyrke af rang i den lille krop, og jeg værger mig mod de her fysiske overgreb: Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Du tager det ikke af!” Hun tager det af. Holde hende fast. Kæmpe tøj på. “Behold det på” Hun flår det af…osv. Hun giver ikke op, og vi ender opkørte med et barn så fortvivlet, at kun et moderligt, beskyttende knus kan og en ligeværdig snak kan få hende ud af den tårevædede forvirring og vrede. Alle forældre kender det scenario. Men hos os kræver kombinationen ‘jeg-forstår-hende-egentlig-godt-mor’ og ‘jeg-VIL-IKKE-datter’ bare andre strategier, For hun er sgu lidt sjov:

“Er det let eller svært at være en mor?” spørger hun midt i en uventet krise med Radar, som ellers trives med ny skole og nye venner. “Det meste af tiden er det let”, svarer jeg “men det kan godt være svært, når man har sådan en situation her”. “Hvorfor det?” “Fordi man elsker sit barn og ikke vil have, at det skal være ked af det”.

Næste dag. Diva i hygge med dyne, pebernødder og tegnefilm: “Hvis man elsker barnet, hvorfor kan man så blive meget sur på det?” “Jamn sådan er det bare at være menneske. Det kender du også fra dig selv, ikke?”

Flere dage efter. Vi læser Alfons Åberg. “Hvad betyder bekymret?” Jeg forklarer. “Er du også bekymret for mig?”, spørger hun. Jeg svarer: “Tit! Når du er ked af skole…når du ikke vil spise og sådan”.

Fredagsslik. “Uhmm, jeg elsker de her (Milka, mælkechoko)” ” Dem har jeg aldrig kunnet lide” svarer jeg. “Men når moderen ikke kan lide noget, kan barnet så godt lide det?” “Ja, det kan det sagtens!” “Men kan man lide nogle andre ting, når man blir voksen?” “Ja tit” “Så behøver jeg ikke være sådan her altid?” “Nej, det behøver du ikke. Bare tag det roligt :-)”

En samtale over mange dage, var det. Og den er ikke færdig. Efter aften-Alfons i går sagde hun: “Jeg elsker at snakke om ting. Ihvertfald med dig!”

Det gør mig glad. Og nu skal vi piske i retning af fætter BR…

Fanden i helvede!

Diva har altid bandet som en tyrk. Aner da virklig ikke, hvor hun har det fra! Drengene har altid afholdt sig fra den slags, og vi blir helt paf, når de vover sig ud i noget “fååårk” og den slags. Diva er bramfri og siger gladeligt “diller”, “for helvede” og “røv” i samme sætning, uden der blir slået så hårdt ned på det. Og det ER en sær kombi med det lortesprog i lyserødt BarbieLittleFriendsPonyPetShopKittyPrinsesser-universet.

I dag blev jeg mere eller mindre vækket af Mand, der løb rundt og råbte “Pis, pis, pis!”, fordi der var et tog, der skulle nås. Og på sådan lidt overfladisk niveau, fortsatte dagen sådan.

Måtte slæbe Smartass til lægen, og gik derfra med BMI-tal på 13,9, D-vitamin mangel, henvisning til fysioterapi, og en aftale mellem lægen og jeg, om at han skal tage på NU. Smartass var skidesur, og han har egentlig ikke haft helt den bevågenhed i dag, som jeg lige havde committed mig til. Det skyldes delvis, at jeg i desperation over denne madkontrol klaustrofobi, måtte skabe lidt forandring ved at bakse rundt på møblementet i soveværelset.

Delvis er det fordi, det ikke kun er Smartass. Det er også Radar. Han skal til gengæld tabe sig, og det er næsten lige så vigtigt. Så han er på diæt og har været hos kinesisk læge og akupunktør i dag. Vi skulle hæve penge i City Vest, og der fik jeg rig lejlighed til at forklare Diva noget om tørklæder og religion. Det er 100%, at hun ikke forstod det – og selvom hun er ovre den alder, hvor de lukker alt muligt pinligt ud, har jeg på fornemmelsen, at vores snak lige skal følges op…

Hun tog det sidste energi ud af både Radar og jeg med et besøg i ‘Fatter BR’, så kørte vi om kap og vinkede til den gode ex-chef, og så stak hund af i det mudrede sumpområde. Mand ringede og fortalte, at toget ikke var kommet… Pis!Pis!Pis! “Det’ bare så ty’kist” (Diva)

Status er: 1 barn der skal have 2400kcal og et der skal have 1600. Og det hele registrerer vi jeg lige i ShapeUpClub. Lorteklub at være medlem af!

M. Mor. Moder

Hjemme hos os er det mig, der er moderen med stort M. Det er måske selvfølgeligt, eftersom det er mig, der har født børnene? Jo, men det er vel forskelligt, hvor stor en del af ens identitet, der er dedikeret til selve mor-rollen, ikke? Og der er nok også forskel på, hvor meget man påtager sig hhv. den praktiske og/eller den følelsesmæssige mor-identitet/-funktion. Ja? Er du med so far?

Jeg vil sige, at jeg nok selv er fullblown mor på det følelsesmæssige plan. På det praktiske plan har jeg mere af rollen, end jeg egentlig gider. Måske er det en erkendelse, jeg har gjort. Måske er det bare, fordi jeg ikke magter de samme ting, jeg evnede tidligere. Ihvertfald tørrer jeg gladeligt planlægning, kontrol og planlægning af på Mand, hvis jeg kan komme til det. Desværre lykkes det sjældent…

Anyway, jeg er moderen, de alle stimler sammen om for at blive kildet på ryggen, nusset og trøstet (nu også hunden!). Når jeg kommer ind ad døren, blir jeg mødt af:

Jeg er suuulten!

Skal udtales lidendeanklagende.

Og fx flyrejser forbinder jeg med 3 børn på skødet, mens Mand sidder og sover et andet sted.

Jeg ville jo så gerne give dem alt det bedste af kærlighed, glæde, kreativitet, styrke og klogskab. Men lige nu tror jeg mest, at fokus er, at samhørighedsfølelse og fælles grin skal overskygge de udfordringer og overbliksvanskeligheder den her diagnosefamilie skal lære at acceptere.

Men idag er en af de dage, hvor jeg har svært ved at holde det ud. Jeg opdager, at energien siver, og at jeg blir trist, når jeg vender ryggen til. Og derfor tilbage til det med at være Moder. For selvom jeg synes, at det går helt godt for tiden, (så godt at mit forvirrede indre et øjeblik overvejede, om jeg overhovedet fortsat har stof nok til den her blog. Haha!) så kan jeg pludselig godt mærke, at jeg er sindssygt dårlig til at rumme det, hvis De 3 er kede af det. Det f*cker mere med min underbevidsthed, end jeg egentlig vidste. Men den erkendelse er jo guld værd, er den ikke? Altså også selvom det er irriterende?

20130330-160855.jpg

Juleaften 2012

Jeg har egentlig slet ikke tid til det her. Mand kalder…noget med en and. Der laves nemlig konfekt, og han har sit hyr med at få Radar og Diva til at holde stykkerne på det anstændige niveau sådan størrelsesmæssigt.

Jamn fa-ar! Jeg var lige gået i gang med at lave en bil.

Smartass deltager ikke endnu. Han hader selvfølgelig marcipan etc. Heldigvis kan udsigten til sjov med frugtfarve godt friste, så han alligevel stikker fingrene i.

I anledning af julen bryder jeg stilen med de tegnede illustrationer og smækker det nyeste akrylmaleri på. Det passer så fint som årets julekort, og det er lavet som et forsøg. Jeg skulle se, om jeg kunne male i ‘hjertefanden’ stil. Det fik bare lige lidt mere frugtfarve!

Tak for i år og glædelig jul til alle!

 

Anne

Verden tog en drejning og sagde farvel til Anne i dag. Jeg har stukket hovedet i en busk, og deltog derfor ikke. Det var først, da sket var sket og gråden pressede på, at jeg indså, hvor meget en tilstedeværelse egentlig betyder for en lille pige. For hun har formet mig, uden jeg vidste det. Og ikke fordi hun ville det. Min mors veninde. Min bedstevenindes mor. En særlig tryghed i hendes knus.

Mine særlige minder ( som fx en fantastisk følelse af frihed og forundring, da vi, en børneflok på bagsædet af hendes knaldfarvede folkevognsboble, fandt ud af at man kunne kigge ud af huller i bunden af bilen og se vejen suse afsted udover bakkerne mod Roskilde ), og min hjerteknugende bekymring og medfølelse for hendes del af børneflokken, vil jeg hovedsagelig holde for mig selv.

Det som er relevant i forhold til shitfuckfandens depression etc. er betydningen af at have en Anne i sit liv. Ikke bare for mig, men for børnenes skyld. Andre mødre. Andre måder. Andre der øsler med omsorg, interesse, et særligt grin og en enorm evne til at sprede hygge.

Savnet er voldsomt, når det mangler. Anne…farvel!

Ældre indlæg

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑