Jeg hader, hader, hader edderkopper, men i øjeblikket er jeg bare en stor fed hun, der sidder i nettet og trækker i trådene. Absolut ikke af lyst – endnu engang er jeg malet op i et hjørne af pligt og omsorg, og jeg kan ikke se, at jeg kan gøre andet end at vente på, at malingen tørrer… Ja, jeg strør om mig med metaforer, for herhjemme er det gået op for mig, at flere familiemedlemmer er særdeles konkrettænkende, så ude i virkeligheden må jeg holde igen og forsøge at udtrykke mig konkret. Kæmpesvært når man elsker abstraktioner og associationer.
Jeg er ikke populær lige nu. Jeg er tom for overskud, og det betyder, at jeg ikke har kunnet gennemføre den overdrevne tålmodighed, der kræves, hvis tingene skal køre glat. Det er uhensigtsmæssigt at lade andres behov gå forud for ens egne, og det er den direkte vej tilbage i stressfælden, hvis det står på for længe – men det går bare altid ud over nogen, når jeg må melde pas.
Hundsen snerrede mopset af en anden hund, der kom for tæt på det hul, hun var ved at grave, og jeg forstår hende godt. Når der spares på tur og hop i åen, så gælder det om at få mest ud af sine oplevelser uden ligegyldigt selskab.
Jeg mandsopdækkes af Diva og hendes varierende behov. Hun er den skønneste søde pige, men for helved hvor er hun udmattende at være mor til. Det er trods alt fint at vide, at hun har motoriske vanskeligheder, så det ikke blot er dovenskab der gør, at jeg skal hjælpe hende med alskens dit og dat, som andre har kunnet i årevis. Men hun ønsker nogle bestemte ritualer før sovetid, der kræver mental tilstedeværelse fra min side, og nogen gange orker jeg bare ikke at levere både en vild-kild, en shorts-Olof, et hundesnus og almindelig kilden på ryg – og så er fanden løs. Hun mopser, og jeg får dårlig samvittighed. Jeg blir simpelthen nødt til at vide, hvor grænsen går for, hvad der er rimeligt. Det handler om tryghed for hende, men noget af det har også et tvangsmæssigt præg, og foreløbig gør jeg hovedparten af det, hun beder om.
Jeg gør det – for hun bruger kun nødtvungent sin far og sine brødre.
Brødrene har det fint – de er bare teens med primært egenfokus – og den ene skal vi holde konfirmation for om en uge. Så skal der lige arrangeres med telt og halløj, og det passer jo fint med Mands akutte hold i ryggen og generelle nedtrykthed. Lad mig sige det sådan, at der er eventuelle diagnoser i spil der også…
Det er trist at sige, at livet her er langtfra en fest, og at det er hårdt at være puppetmaster for dem alle, samtidig med at jeg både skal arbejde og passe på mig selv. Det er dog positivt, at jeg endnu ikke er røget i panik eller obsession, lige som sidste gang vi skulle holde konfirmation. Smartass styrer sine skriftlige eksamener flot for tiden, og Radar nu har hele to søde og gode vennegrupper, hvor han på et tidspunkt faktisk kun havde en eneste ven. Og så dufter hytten skønt af konfirmandens nye signatur: Paco Rabanne 1 Million, jow jow!
