Kategori: Økonomi

Nyhedsbreve. Skrid!

Jeg er glad for Twitter. Jeg synes, at jeg får meget fra strømmen. Facebook…not so much. Og så har jeg rodet med Google+ idag. Og mærker umiddelbart kun irritation.

Mit tekniske gear er tiptop, men for tiden har jeg ikke Outlook længere og må nøjes med Google docs. Vældig forvirrende = irriterende. Den mailkonto, jeg kører der, har jeg brugt til lidt af hvert, og det betyder at den hele tiden er ved at kaste op af ulæste mails, “Jeg har en speciel go tilbud til dig, min ven” og nyhedsbreve.

Jeg har bemærket, at særligt webshops i løbet af de seneste år er blevet ret gode (som en professionel vurdering) til at usende relevante og fristende nyhedsbreve med hyppig frekvens. Gode tilbud, svære at modstå! Sådan en som mig blir altid fristet. Jeg kan lynhurtigt overbevise mig selv om, at jeg mangler lige præcis det, der tilbydes. Og ‘sidste chance’ har desværre også sin effekt på mig… hvilket samlet set blot genererer et overflødigt merforbrug. Der er kun en ting, der virker: At rydde op med den store boltsaks og fjerne alt det der roder eller frister. Så kan hjernen få ro igen. Derfor har jeg kun en ting at sige i dag:

UNSUBSCRIBE (og det skal være lige med det samme!)

Kliché

Undskyld, men det er også tid til en kliché:

I dag er den første dag i resten af mit liv!

Og det illustreres så smukt med solskin og spirende forår udenfor, at jeg i dag er fri af mit job. Jeg har afleveret adgangskort, mailadresse, tilhørsforhold og den faste løn, og jeg drog af sted med jubilæumsvin og ambitionerne i behold.

I dag er der nul pres, nul stress, nul gråhed, nul arbejde og nul penge. Endnu.

Mand og jeg kan i fællesskab præstere en så massiv lønnedgang, at man skulle tro det var løgn! Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi gennem en længere periode har forberedt os ved ændre prioriteringer, sænke forbruget og nittygritty optimere budgetterne. And I’m even not that kind of person… Jeg hader det, men det er nødvendigt.

Prioriteringer, forbrug og budgetter – det kommer jeg vidst tilbage til.

Lykken er …

… Ikke piller
I denne uge har Danmarks Radio fremturet om skadeligheden af lykkepiller. Danmark på piller Oh happiness! Og som en af dem på piller undrer jeg mig bare over, hvorfor? Hvad vil man opnå med en vinkling, der ikke anerkender, at vi er rigtig, rigtig mange som ville have et både fattigere og mere kompliceret liv, hvis vi ikke havde adgang til disse medikamenter. Det er ikke lykke i pilleform, som lige tager toppen af livets almindelige genvordigheder. Det er for mig forskellen på, om jeg ligger vandret eller bevæger mig lodret. I næste uge er det vidstnok udskrivningen af ADHD medicin, der får en omgang…

… ikke der hvor man troede
Ugen har også budt på to gode blogindlæg, som er vedkommende i forhold til valg af arbejdsliv. Er vores samfund funderet på usund stræben? Først Isobel Hadley-Kamptz Under alla disse år trodde jag att det var mig det var fel på Dernæst Mette Helbak Hvordan føles stress?

… ikke penge
Men det har vi jo hørt før, hehe! I følge Mand blir vi meget gladere af at holde budgetterne i Spiir. Vi har skåret voldsomt ned på forbrug, og det betyder, at jeg som ex-shopaholic er nødt til at suboptimere mine købelyster på en helt anden måde. Det vender jeg tilbage til. Opfordringen lige nu går på at dele dit tøj hos Share Your Closet. Det er et virkelig godt initiativ, men der skal mere tøj ind. Kom nu, del med os!?

Dyr i maden

Jeg kendte engang en pige, der havde boet i Afrika i en periode. Specifikt hvilket land kan jeg ikke huske – og det er alligevel også ligegyldigt for historien.

Hun fortalte, at det var fuldstændig umuligt at holde mel og korn fri for de der dyr, der kribler og krabler og til sidst flyver et andet sted hen og får det til at krible og krable endnu mere. (så klamt). Hun beskrev, hvordan de som nytilflyttede danskere håndterede insektsituationen. I starten smed de med slet skjult væmmelse poserne ud og lavede systemer til at holde insekterne ude. Men dyrene var ligeglade. De flyttede bare ind igen.

Efter et stykke tid, hvor pose efter pose var smidt i skralderen blev moderen en dag nødt til at sænke standarden. De havde ikke flere insektfri ris, og de skulle have noget mad. Gid jeg kunne sige

…og manden var ude og rejse, og hun havde influenza, og der var lærerlockout

men det ved jeg altså ikke noget om. Ihvertfald kunne hun ikke overskue andet end at sortere ris fra dyr og skidt fra kanel og servere insektfrisket mad for familien. Det kunne man godt. Så fortsatte de sådan en tid og opgav idealet om nul-tolerance.

Til sidst blev de trætte, og der er jo fanme også varmt i Afrika. En dyb indånding og så i gryden med det hele. De lærte at ignorere, at møgdyr blev hverdag og noget man spiser. F*ck det… det gider vi ikke brugt tid på.

New Normal

Heldigvis behøver vi ikke at spise mad med dyr i endnu. Men vi er nødt til at sænke standarden (på flere områder) og finde et nyt normalitetsniveau – ligesom pigen i Afrika.

Helm, for fanden!

Jeg helmer ikke, før…

betyder, at man vil blive ved og ved til man har opnået det, man har sat sig for. Så at helme (ja altså udover, at det også bare er et navn) må betyde, at man giver op. Ude til højre her på siden er der en annonce for en webshop, der hedder Helm. Min første tanke, da jeg så den, var:

Gu’ vil jeg da ej!

Men det er særdeles aktuelt lige i øjeblikket, om jeg vil give op i forhold til mit job. Og hvad der er reel opgivelse. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg været utrolig lang tid om at erkende, at det i høj grad også er jobbet, der har stresset mig.

Det formildende, idealistiske og måske naive slør for mine øjne er efter min sygdomsperiode fjernet, og de desillusionerende facts er, at jeg i 10 år har kæmpet mod vindmøller. En ihærdig tro på at lige om lidt / hvis bare lige / når nu jeg har gjort den har indsats, så skal det nok lykkes at vende den supertanker, organisationen er. Men jeg har indset, at det er håbløst, når hovedparten af kaptajnerne på broen ikke vil være med eller ikke vil forstå, hvad det kræver.

I går blev jeg bedt om at genoptage kampen i et andet forretningsområde, efter at jeg har meldt pas over for en ledelse, man i andre henseender ville kalde en umoden kunde. Men opgaverne der er centreret omkring den del af arbejdet, jeg finder mindst interessant (og ja, jeg er en primadonna, det ved jeg godt!) Men alternativet er at vælge en fratrædelse.

Der er alt muligt, udover økonomi og pis!, der spiller ind i, hvad der blir den rigtige beslutning. For hvad er det, jeg skal give op? Mig selv ved at fortsætte i et miljø, der undertrykker den faglighed, der så lige er min passion? Eller give op, ved at give slip på kampen – og lade dem sejle deres egen sø eller ad helvede til?

Virksomheden er på de gode dage amazing, og der er en loyalitet i mig, der er svær at slippe. Men jeg føler mig ugleset, misforstået og ligegyldig i øjeblikket, og det er sgu da ikke særlig fedt.

Vil gerne have 1 stk. frihed, plz

Et liv i byen, kultur, fritidstilbud og cafebesøg? Et udfordrende og udviklende job med implicit socialt liv. Jeg køber sgu lige et par støvler! Eller måske ro og fred på landet? (aka det lidt for lille hus i sovebyen). Nærhed. Tryghed. En hund, som er Radars store ønske. Tid til at male. Virkelig stram økonomi.

Jeg ved ikke, hvad der er bedst for mig. Er det, der er bedst for mig, også bedst for min familie?

Først skrev jeg noget jammer og klynk. Så kom jeg i tanke om, at det egentlig ikke er det, der er fokus i den her blog. Jeg vil gerne beskrive mine facts, så andre kan se konkrete erfaringer, de måske kan relatere sig til. Så nu kommer der noget på listeform (…og så har jeg flyttet piveriet ned i bunden – det kan du bare springe over)

  • Det er 1,5 år siden, at jeg startede på sygemeldinger af varieret karakter
  • Det er 1 år siden og efter eget ønske, at jeg startede på arbejde igen – 9t om ugen
  • Tanken var, at jeg over 3 mdr skulle trappe langsomt op til fuld tid – 34t
  • Det viste sig urealistisk, og efter 3,5 mrd fik medicinen endnu et nyk opad og et arbejdstid-max af lægen – 25t
  • Sygedagpenge refusion til min arbejdsgiver så ud til at stoppe, så jeg blev bedt om en kontraktmæssig nedgang til det antal timer, jeg magter.
  • De sidste 3-4 mdr har jeg derfor haft lønnedgang og – 20t
  • Det er svært at klare omstillingen mellem fri-liv og job-liv, og det var først i en lang sommerferie for et par mdr siden, at jeg opdagede / erkendte / anerkendte, og det også i høj grad er jobbet og/eller miljøet der, der stresser mig.
  • Pt prøver jeg på at finde ud af, hvilket liv der vil gøre mig glad
  • Jeg ved ikke, om man kan konkludere, at jeg startede for tidligt på arbejde igen

Virkelig dårlig uge! Psyko (psykiateren; overhovedet ikke spor psyko…men så sjov er jeg altså) sagde, at al min syge-influenza-halløj sikkert er psykosomatisk. Jeg er sur, trist og træt af mit job. Og Radar har det svært socialt for tiden, så

“Hej Deja Vu!”

Jeg troede, jeg var klogere. Jeg troede faktisk, at jeg havde lært noget. Bare ikke nok, tilsyneladende. Eller dvs. jeg venter lige. Måske blir jeg friskere i næste måned? Måske får jeg en god rutine…Gu gør jeg røv!

 

© 2018 Hjertefanden

Tema af Anders NorenOp ↑