Det ville sikkert hjælpe, hvis jeg kunne opfinde et navn til min ’tilstand’, og så kunne jeg gå og sparke til den bunke lort, sådan et stressdepressions-monster må udgøres af. Så kunne jeg sige: “Skrid!” og tage kampen op…måske ligefrem se den blive mindre og mindre.

Men desværre udgøres alle mine genvordigheder nok bare en tendens til blødhed i hjertet. Ikke en fluffy softness der svæver ovenpå og gør alting let. Nej denne blødhed er af den tunge og sugende slags, som en badesvamp, der drypper af for mange følelser og bliver tungere og tungere. Noget i den stil. Så selv om det i princippet er pænt af hjertet at være så følelsesfuld og menneskeligt, så er det frygtelig upraktisk, og vi har efter så mange år endnu ikke lige fundet den rette balance… hjertet og jeg. Og ja, når vi så er ude af takt, så synes jeg sgu, at mit hjerte ligeså godt kunne være fanden selv.